Så er det er lige om lidt! … her er de sidste anbefalinger inden festen starter.
I år var jeg én af dem der købte billet i sidste øjeblik, da musikprogrammet ikke fik mine arme op over hovedet af glæde lige med samme. Men når man dykker ned under overfladen på årets program, åbner en hel verden af ny musik sig. Og det er netop noget af det gode ved Roskilde – at opdage alt det musik, som du ikke vidste fandtes. Således bærer de sidste anbefalinger præg af nysgerrighed for det ukendte.
Staff Benda Bilili – fredag kl. 00.15, Cosmopol
Congotronics bliver brugt som genrebetegnelse for dette band. Men det er ikke blot den herlige lyd af deres cubanske rumba/soul musik der for mig til at ville se disse fyre. Det er især deres historie som polioramte mænd i kørestole, og ikke mindst billedet af dem på deres kørestols-cykler i Kinshasas slum, der gør at jeg ikke kan holde mig væk.
Tre hårdkogte japanske piger der laver avantgardistisk støjrock, hvad mere kan man ønske sig? Det er uimodståeligt… se selv her:
Moderat, lørdag kl. 02.45, Cosmopol
Jeg er personligt stor fan af tyske Apparat’s univers af elektroniske ambient lyde, og det klæder dette univers godt, når det sættes sammen med andre skønne samarbejdspartnere. Som da de lavede albummet ”Orchester of bubbles” sammen med Ellen Allien. Her er Apparat smeltet sammen med Modeselektor som jeg kender mindre godt. Men sammensætningen er jeg nød til at høre Lørdag nat.
The Bear Quartet, fredag kl. 13, Pavilion
Svensk indierock lyder umiddelbart lidt trivielt i mine ører, men hvis man lytter til et par af The Bear Quartet’s numre, kan man gå hen og blive helt glad. Det er dejlig varieret rock-musik, og har klang af rå sommerfest når det er bedst. Vokalen kan gå hen og blive lidt kedelig, men drik et par bajere inden, så går det hele nok. Lyt her: http://www.myspace.com/thebearquartet
Hypnotic Brass Ensemble – fredag kl. 12.00, Odeon
Til sidst faldt jeg over de her cool drenge. Ryst din røv klar til resten af dagen på Odeon fredag formiddag, når Hypnotic Brass ensemble fyrer op for blæseinstrumenterne, og blander jazz og beats i en lækker symbiose:
Endnu mere at glæde sig til. Fem gode navne på årets festival. Ingen rød tråd her. Bare god musik:
Robyn søndag kl 00:00 på Arena
Hun ser ud som om det gør reelt ondt på hende i, når går hun baglæns i et pangfarvet retro computerland i musikvideon With Every Heartbeat. Svenske Robyn er en af de få, der laver pop som om hun virkelig mener det. Hun ligner sig selv med det hvide firserhår. Hun har været her længe, men bliver bare mere og mere cool for hvert år. Hitsne sidder lige i skuffen på den der uhørt storladne og smertefulde måde. Og nu skal vi høre dem i det grønne telt!
Bassekou Kouytate & Ngoni Ba: lørdag kl 21:00 på Pavilion
Mali-bands er altid gode på Roskilde Festival. Og Bassekou Kouyate med bandet Ngonia Ba er en af de store malinesere, verdenskendt for at spille på det sjove instrument ngoni, som ser sådan her ud:
Det er en slags afrikansk lut eller banjo der går way way back i afrikansk historie. Men Bassekou Kouyate og band er frække fordi de spizer det op med sjove effekter og spiller på ngoni på den funky måde. Det er glad musik, strengeinstrumenter, jazzet, afro og lidt rocket. Basskous kone er med i bandet og hun synger efter sigende helt vildt og når de højeste flotteste toner. Sådan noget er bare så rart på festival.
Beach House lørdag kl 19:00 på Pavilion
Duoen Beach House har repeat’et på min anlæg de seneste uger, når jeg har været i indie-humør. Roskilde Festival beskriver det som ’overdådig drømmepop’. Jeg tænker nærmere vi skal over i noger sfærisk, 70’er agtig doven, rocket pop. Fantastisk vokal af Victoria Legrands i front – hun lyder både sexet og vis. God hippiekoger fra Baltimore.
WOODEN SHJIPS fredag kl 19:00 på Pavilion
Lidt i samme boldgade har vi Wooden Shjips fra Californien. Tempoet er højere – vi skal helt tilbage til 60’erne og så tænke lidt mere på LSD og rock. Musikken er i det hele taget en meget psykedelisk fornøjelse. De burde have spillet på Roskilde da det hele startede for 40 år siden. Det beskidte, dynamiske og hypnotiserende album Escape fra dette år kan anbefales, også ligeledes kan en tur til Pavillon på fredag.
LCD SOUNDSYSTEM torsdag kl 20:15 på Cosmopol
Til sidst lige en kort bemærkning om at LCD Soundsystem også spiller på dette års festival. København har i lang tid haft et godt øje til den gammelkloge hipsterfar fra New York – hyldet op og ned af Soundvenue, så der er ikke så meget åbenbaring over denne anbefaling. Men opmærksomheden er fortjent. Det nye minimalistiske, underspillede og rå album ’This is Happening’ rammer senmodernitetens ressourcestærke, håbefulde hipsters lige i mellemgulvet. Teksterne er unikke og James Murphys skabede vokal er lækker og fængende. Jeg glæder mig til at se dem på Cosmopol.
Promilleservice, hele ugen fra søndag kl 22, camping E37
Hvad gør, at en campingfest kan få 7000 tilmeldte på Facebook? Svaret er simpelt. Kombinationen af tekniknørders gigantiske lydssystem og Danmarks hotteste dj’s blæser alle de andre campingfester bagud. For tredje år i træk.
Spilleplanen må ikke offentliggøres. For Festivalen er ikke glad for konkurrende evets. Og det er vel forståeligt, når man ser på festivalens tynde klubprogram.
Men vi skulle være dårlige bloggere, hvis vi ikke har fundet lidt navne til jer. En blanding af upcoming og etablerede profiler. De gamle drenge fra Filur, super P3-aktuelle Le Gammeltoft, undergrundshipsterne i Fagget Fairys. Wonderkid’et Mark Sheridan. Og så en af dem, vi ikke kender så godt her i København: Det århusianske festfænomen DJ Zanjani.
I år er Promilleservice blevet stækket efter klager. Helt fra Roskilde by. Så der spilles lidt lavere og kun til klokken fire. Men mon ikke festen blive mindst lige så god?
For føje år siden lykkedes det endnu en gang nordmændene at definere lysen af fremtidens nordiske elektronica. Selvom det – gud ske tak – ikke er blevet mainstream, så har en ny generation af ekstrem talentfulde musikere haft enorm indflydelse på en dedikeret scene.
Lyden er smuk, nordisk og melodiøst, som et discotek i en træhytte i Bergen en lys midsommeraften. Det er sært drømmende disco, der i lige så høj grad står i gæld til krautrock, progrock og balleric.Og så de lange numre med episke opbygninger og hypnotiske grooves stærkt dansabele.
Et eller andet sted i Californien sidder en dreadlockbefængt yogaintrutør og synger blues. Han synger over et elektronisk lo-fi-beat og beskidte samples. Hans distortede vokal lyder som en gravko der kører hen af en grusvej med grabben nede. Beatet veksler mellem trip-hop over boogie til 80′er punk. Selvom det det hele tiden er ved at falde fra hinanden, så hænger det ikke blot sammen – det er unikt.
Navnet er Gonjasufi, et af de seneste og fineste navne der blev tilføjet roskildeprogrammet. Produceret af tidens mest hypede producere Flying Lotus og den maniske Gaslamp Killer skaber Gonjasufi et besværende psykedelisk univers, som han suger lytteren ind i. Nogen kalder det allerede årets bedste plade. Jeg tror det bliver en god koncert, en koncert for de indvigede.
Die Antwoord, søndag 13.45, Cosmopol
In case you haven’t heard: Hårdkogt white trash fra usle sydafrikanske forstæder. Bootybeats, sære kropsformer og en kvindelig forsanger, der minder lidt for meget om jailbait.
Die Antwoord kan ikke forklares. Må opleves. Tjek videoerne herunder. Årets wildcard. (Også selvom om tidspunktet er helt forkert.)
Prince, søndag kl. 22, Orange
Jeg troede simpelthen ikke på det, da jeg læste, at Prince ville komme til Roskilde. Jeg tror stadig ikke rigtig på at han kommer. Sådan virkelig rigtigt. Også selvom 12 millioner kroner burde kunne få de fleste til at overholde deres koncertplaner. Så hvis – hvis - funkdværgen rent faktisk står der på Orange næste søndag aften, kan det blive en af de bedste Roskildekoncerter, nogensinde. Så skulle forventningerne være afstemt.
Prince og jeg går langt tilbage. Den første plade jeg ejede var Purple Rain. Parallelimporteret af min far direkte fra Prag, dengang en del af Østblokken. Jeg hørte den ikke meget på det tidspunkt, men den blev alligevel et (af mange) soundtrack på min vej spæde ungdom. Særligt når jeg besøgte min søster kom fabelagtigt smukke “I Would Die 4 You” tit på pladespilleren. Så jo – Prince og jeg skabte tidligt minder sammen.
Og selvfølgelig hørte vi alle “Kiss”. Og spillede den i folkeskolen på den mest uhjælpelige facon. Så der var mange grunde til at blive træt at Prince. Men med alderen opdagede jeg andre numre, som fik mig til at indse, hvor fabelagtig Prince er. Den hårdtpumpede discoburner “Controversy“, den cremelækre “I Wanna Be Your Lover” og den næsten post-punkede “All the Critics Love U in New York” (remixet på bedste vis af Moodymann)
Men mit yndlings Princenummer er samtidig det, der bedst kan give os en ide til hvad vi kan forvente os på Roskilde. Det er så godt, at jeg forærede min deejaymakker en bootlegkopi for blot at stjæle den tilbage igen og skamspille den for enhver crowd who knows. En 11 minutter lang groover, langsom og intens. Sæt computeren til anlægget og skru op.
Jeg er blevet væsentligt mere åbensynet og tilgivende siden jeg sidst nedsablede Roskildeprogrammet og dets manglende hensynstagen til visse genrer. Nu er det lige før at jeg er forventningsfuld, og det kan jeg især takke følgende navne for:
Jeg er en sucker for forsanger Matt Berningers distinkte bariton og for stort set samtlige af de dybt ørehængende sange på det Brooklyn-baserede bands sidste tre plader Alligator, Boxer og High Violet. Blandt andet på grund af den tidsløse melankoli der gennemstrømmer de rockede ballader, er The National et rørende oplagt festivalband.
Jeg møder op til Pavements koncert af samme grund som til The National, for de to amerikanske bands vækker samme slags behag og sindsstemning i mig. Man skulle også tro at spilleplanstilrettelæggerne har forudset et højt lytteroverlap imellem de to bands, for fans af Pavement behøver faktisk slet ikke at flytte sig efter endt koncert med The National; de spiller nemlig begge på Arena, lige efter hinanden. Så bliver det ikke mere praktisk.
Festivalsferomoner, varmt vejr og øl gør kåd, og hvad kan opfylde de kvindelige kønshormoner bedre end en kvintet af kønne drenge der lyder som et kryds imellem Fleet Foxes, Bon Iver og Grizzly Bears. Ophidsende popmelodier, musikalsk multitasking og et energisk nærvær gør dem til et af de bands hvis udfoldelse jeg glæder mig enormt meget til at (nid)stirre. Og selvfølgelig også høre.
Det virker dumt overhovedet at skulle begrunde min begejstring over at skulle se Danmarks nationalpoet skjalde sine satiriske sangtekster ud over festivalens næststørste scene.
Fælleskabsfølelsen på tværs af festivalsgenerationerne vil utvivlsomt gennemsyrer enhver koncertdeltager når der skråles med på gamle yndede klassikere. Ja så “hva’ sku’ vi ha’ gjort på denne fredag uden haaaaaaaaaaaaaaaaaaaam!”
Mads og Lone videreføre en dybsindig dansk sangskrivningsarv som vi alle, inklusiv Carsten Valentin, kan glæde os over. Mødet mellem musikeren og poeten udmundes i en eksperimenterende inderlighed som jeg forestiller mig også når langt ud over scenekanten.
Så er Roskilde lige oppe over. Den næste uges tid kommer Natkulturredaktionen med deres bud på de ting du bør opleve på festivalen.
Der har som altid været en masse snak og palaver omkring kvaliteten af årets program. Personligt synes jeg, at programmet er ret fantastisk og kommer til at have afsindigt travlt. Største anke er, at den elektroniske og danseorienterede musik, som vi normalt beskæftiger os med her på bloggen, er blevet voldsomt nedprioriteret og de bookninger der er, med få undtagelser, virker underligt ugennemtænkte. Derfor rykker vi også lidt udenfor konceptet og anbefaler indenfor alle genrer og alle tidspunkter på festivalen.
Her er de første fem bud på fantastiske oplevelser på festivalen:
En slags åndelige arvtagere til My Bloody Valentine med samme fokus på kontrasten og sammenfaldet mellem det støjende og det skønne, men med mindre hang til struktur og en fascination af dansemusik og elektroniske virkemidler. Der er lidt en følelse af at være under angreb når man hører deres musik og kan de få det til at fungere live, så bliver det en kæmpe oplevelse.
Jeg har svært ved at anbefale et dj arrangement søndag eftermiddag, når nu der er så mange andre fede ting på festivalen, men måske kan det være med til at kick-starte den sidste rest af energi. Og så har jeg bare dyrket Ikonika ret meget og har længe gerne ville se og høre, hvordan hun formidler sin særegne form for dubstep som dj. På Roskilde spiller hun sammen med Cooly G., som med sit nummer ‘Love Dub’ var med til at give genren UK funky et af dens første store hits. Havde det dog bare været fredag nat.
Noget af det mest herligt skramlede og smadrede rock længe hørt. Sangene er generelt lange rablende fortællinger om at føle sig forfulgt og pisset på, underbygget af skæve guitarbaserede sangforløb, som ikke er bange for at lade country og sækkepibe blande sig i menageriet.
Khal Allans skammeligt oversete plade ‘Tuder og Høvding’ er klart en af de sidste mange års bedste danske hip-hop udgivelse. Et fantastisk mix af skramlede beats og samples blandes ind i et sprogligt opfindsomt og legesygt univers med lige dele blær og usikkerhed. Året efter kom den ligeledes fremragende plade ‘Melodier man mindes’, som viste, at hip-hop og electronica sagtens kan sammen. Sammen med Kasper Spez er Khal Allan bedste bud på hip-hop i årets program.
Jeg er fuldstændig bidt af Wild Beasts seneste plade ‘Two Dancers’. Der er et eller andet over den lækkert detaljerede musikalske bund, som trækker på pop, funk, cabaret og lader forsanger Hayden Thorpes uforlignelige vokal smyge sig omkring den. Det lyder lidt henad Antony and the Johnsons eller gammelt The Associates, men fremfor at hænge sig i sammenligninger, vil jeg anbefale at få tjekket dem ud med det samme.
Tre hjemmebyggede sound systems + otte optrædende crews og artister = fuldstændig sindsyg fest denne lørdag på Ragnhildsgade.
Bare lige for at understrege, at det er der, hvor bassen er, at det sker for tiden, så er der ovenpå fredagens tre basfester den vildeste sound systemfest på yderkanten af Nørrebro. Jeg kender ikke halvdelen af line-uppet og denne nat er det også nærmest sekundært i forhold til selve lyden. Hvor vildt bliver det ikke med hele tre hjemmebyggede anlæg dedikeret til at levere den bedste og tungeste baslyd? Ren forkælelse for alle der vil mærke musikken på kroppen.
At en af lydsystems leverandørerne er Mungos Hi Fi gør jo så kun det hele endnu vildere. Det skotske crew har længe været en favorit hos folk med hang til den tungere basmusik med deres version af digital dancehall. Tjek fx nedenfor:
Hvis ellers jeg læser flyeren rigtigt, så har Mungo’erne taget sangeren Kenny Knotts med og lader også The Dubateers benytte sig af deres anlæg. De danske farver er langt bedre repræsenteret her end i Sydafrika, når Francis og Bjørn leverer anlæg til Unity Hi-Fi, Peoples Choice og Universal Soundsystem, der må betegnes som noget nær cremen på den danske reggaescene.
At det britiske Disjunkt crew så også lige tager deres soundsystem samt vennerne Snipaz and -T og Skinnyman med til København er jo nærmest bare overdrevent frås – men hvem kan ikke også lide lidt frås. Jeg er i hvert helt klar på det.
Der sker virkelig ikke meget i København pt. Antallet af interessante fester kan tælles på en hånd og det virker som om byen er gået i frivilligt koma efter Distortion og bare prøver at få tiden til at gå indtil Roskilde og sommerferien starter. Eneste sted der indtil videre sker noget interessant denne weekend er ikke overraskende på basscenen, som står til en flidspræmie i 2010. Denne aften og nat er der så hele tre arrangementer som kan passes ind under baskulturhatten, men ellers er ret forskellige.
Vi kan starte i den rolige ende og tage en tur på Mesteren og Lærlingen, hvor den månedlige klub Sweet Soul Rocking sørger for at der godt med 7″ singler med jamaicanske rytmer på pladespillerne. Der er endnu ingen info om, hvem de har inviteret til at supplere residents Papa Marni og Ronald Rocksteady, men det er også lige meget, for der plejer at være høj musikalsk kvalitet og masser af aldrende hipsters, som hygger og danser. I det hele taget er Mesteren og Lærlingen bare et godt sted, så der kan man altid tage hen, når der ikke sker andet i byen.
Skal det være lidt mere up-front og moderne, så lad os tage en tur på Rust. Her går Skank-drengene Dunkel klubben Hest/Pony i bedene og præsenterer københavnerne for en aften med future garage leveret af et af de store engelske navne på den scene – Whistla. Som producer har Whistla nogle rigtig fornuftige tracks bag sig og han skulle også være en ferm dj, men hans store claim to fame er som grundlægger af webradioen sub.fm. I de fem år radiostationen har eksisteret har den præsenteret lytterne for en bred vifte af dubstep orienteret musik leveret af en masse dj’s fra hele verden – her i blandt den danske Skank resident Revealomatic og ligeledes danske dj JB, der hver har deres eget show. Hvis man er i tvivl om, hvad det der future garage er for noget (og det kan jeg godt forstå, hvis man er, midt i den babylonske genreblanding basmusik er blevet ), så tjek det introduktions mix Whistla har lavet her. Revealomatic leverer opvarmningen denne aften, sammen med Helmet og Poulplade.
For at slutte af med fuld gas, så lad os ende med en gang drum and bass på Culture Box i godt selskab med DnBZone og More!. Umiddelbart synes jeg, at det lang tid siden DnBZone lavede noget sidst, men det kan selvfølgelig skyldes manglende opmærksomhed fra min side. Under alle omstændigheder står de for Box1 denne aften og har taget en rigtig interessant gæst med. Jeg havde ikke hørt om den danske producer Jean Doe før jeg så flyeren for arrangementet og lige ville tjekke, hvad hun så kunne. Det var pænt skuffende at finde ud af, at det drejede sig om en fyr, da der er en svær mangel på interessante kvindelige producere i Danmark, men til gengæld er musikken virkelig fed. Det virker som om, at han er startet i techno inspireret drum and bass, men efterhånden er der gået mere techno i den og han er kommet langt væk fra den gængse forståelse af drum and bass, men ikke langt fra de ting, dBridge og Instr:mental udgiver for tiden. Klart værd at tjekke.
Derudover spiller dj Drop, CRS, Reefer Releafer, Bobby 6 Killer og DJ Breakfast samt gæster.
Tre gode bud på én fredag aften – der er da håb for, at der igen kommer lidt liv i København.
Det er alt for sjældent, at disco som det lød i 70′erne og starten af 80′erne i New York, er på pladespillerne i de københavnske klubber. Det råder Jazzhouse forhåbentligt bod på lørdag, hvor Tom Collins, Mester Jakobsen og Von Baden hiver klassikere fra disco musikkens udviklingshistorie frem. Det hele ser ud til at være der: Fra den spæde start i funk og soulmusikken, over kulminationen i disco selv og så frem til arvtagerne på house og nu-discoscenen.
Skal du varmes lidt op, så smed Mester Jakobsen for et par måneder siden en stribe mix op på hifly.dk, som er oplagte til at få stemningen i vejret i løbet af dagen. Tjek fx her.
Det kan også blive ret interessant i Red Velvet Lounge (som vel er baren ovenpå?), hvor der er live-trompet og collectors selection med Møll og Juel. Jeg håber mere på sjældenheder og samlerobjekter end på horn, men det kan sagtens være, at det kommer til at fungere.
Her på bloggen har vi primært nævnt Jazzhouse i forbindelse med deres rigtig fine elektroniske torsdagsbar, men har After Dark klubben flere nætter med den her slags musikalske koncepter på tegnebrættet, så glæder jeg mig til at skrive om det. Der er i hvert fald potentiale til en fantastisk fest her.
Der er forøvrigt gratis entre fra 22-24, så selv dem der ikke gider betale for at gå i byen kan få en god aften og lidt musikalsk opdragelse.
PS. Til dem der vil vide mere: Billedet er af disco og garage dj legenden Larry Levan og det er også ham der har remixet Loose Joints tracket i Youtube klippet. Hans historie er tragisk og interessant og godt beskrevet i fx. ‘Last Night a DJ Saved My Life’ af Brewster og Broughton.
Det føltes som dagens største udfordring at skulle slæbe sin krop til Islands Brygge efter fire dages ustyrlige gadefester, og De kolossale klubarrangementer 3 nætter i træk. Men vejret var på Distortions sidste dag, stadig helt forrygende, og tømmermændene kunne man ligeså godt tage med udenfor. Hygge var dagens tema og hyggeligt var det bestemt. Efter min mening lidt for hyggeligt og meget chillet. Man kunne godt savne at Distortions gæster var blevet plejet med lidt lækkert house eller andet godt for øregangene, til at vågne på.
Det var i det hele taget svært at få øje på Distortion på Bryggen. Her var i forvejen også fyldt op med både loppemarked, bikini-piger og børnefamilier. Det var meget tydeligt at Distortion-folket slet ikke var vågnet endnu. Det eneste tegn de gav fra sig, var en bar og en varevogn hvor bilradioen var skruet op, med lidt forskelligt elektronisk baggrundsmusik.
Da man var ved at blive utålmodig, og tænkte at Distortion nok stadig sov branderten ud, skete der alligevel lidt. En vogn med et godt lydanlæg gjorde indtog ved båden tidligt på aftnen. Her var der god stener til dem der kom direkte fra Carlsberg-festen lørdag, mens kun den lokale dranker dansede aftnen frem.
Alt i alt var der ikke mere fest tilbage. De sidste kræfter var sluppet op og højdepunktet fra aftnen og morgens final party sad stadig i kroppen. Til gengæld føltes det godt at dele sin glade udmattethed med alle de folk, man vidste også havde været med til de sidste par dages fester.
Natkultur kysser Distortion og deres publikum tak for i år. Der er ingen tvivl om at vi også ses til næste indtagen af byen.
Egentlig havde jeg forestillet mig, at overskriften på denne artikel skulle være delirium tremens. Noget, der kan beskrive den paranoide oplevelse af at rave rundt på Carlsbergs jorde uden at kunne finde festen eller ro. Lørdag ville sikkert blive som fredagens fest, bare værre.
I det hele taget var redaktionen rimeligt udkørt denne lørdag aften efter tre dages fest. Vi droppede derfor alt forfest ved og på Knippels Bro og valgte i stedet at forberede os selv med steg og rødvin. Hårdt tiltrængt.
(Jeg er sikker på at 2-minuttersravet og festen under broen var en succes. Læste at bådene i havnen var blevet stoppet. Så må festen have være god.)
Det var ikke det bedste udgangpunkt og derfor kom det bag på os alle, at det skulle blive en aften, der kun kan måles mod de bedste. Fænomenet klubfestival gav endelig mening og vi købte hele pakken fra techhouse over rave-klassikere og dubstep til morgenens guilty pleasures.
Vi cirklede rundt imellem scenener, men tempoet var ikke længere manisk og festen ikke påtaget. Der var flere mennesker, men mere plads til at danse. Og musikken var bare bedre all-over.
Ohoi! havde booket solidt og lydsystemet var i top, så der blev skanket igennem. De unge himmelstormere fra Syg Lyd viste, at de ikke bare ønsker at bidrage til nattelivet med sjov og balade, men at de også har en vision for sound og fest. Deres lærermestre spillede anderledes ukompliceret i Kantinen, hvor der skiftevis var house bangers og dubstep, så her eksploderede firmafesten. I sådan en grad, at der lugtede mærkelig brændt. Så der gik vi til den indtil vi måtte videre, videre. Til raverbusserne og Klashytanken, til amfiteatret indtil en nyt hit eller en gammel ven lokkede i en anden retning.
Tyske Kompakt i Siloen var nattens bedste. Intet mindre. Tracksne var stærkt dansable, men fremadskuende og deejayingen var uovertruffen med sømløse mix og overraskende opbygninger. Her blev man ikke tvangsfodret med bangers og hypet energi – her var der plads i musikken, så vi kunne føle at vi selv bidrog til den boblende energi med vores kroppes rytmiske bevægelser.
Forløsningen indtraf søndag morgen omkring klokken 5, da Oh No Ono begyndte deres parade af skamløse hits. Til Rollig Stones, Jackson 5 og Snoop Dog dansede stadigt flere rundt i og uden for det lille telt – overstadige og storsmilende. Og pludselig stod det klart, at alt det smarte, den særlige københavnske forfængelighed nu var smidt over bord, og vi var her, nu, sammen.
Kun efter flere dages hårdt, hedonistisk arbejde kan vi give os hen på den måde. I det øjeblik, gav det mening, at Distortion er en festival med mange dages program. Flere festivaler venter. Sommeren er begyndt!
