Det farlige ved at placere en festival midt i byen er, at det kan være svært at få folk ud af dynerne og ud på pladsen. Sover man i et telt på festivalområdet, så er der ligesom ikke så mange andre muligheder, når man har fået øjne end at vælte ud og finde noget mad og noget musik. Sover man i sin seng midt i byen lokker muligheder som brunch, sofaer og kvalitetstid med computer og kæreste og er man ovenikøbet lidt tømmermandsramt, så kan der være langt til metalfest på Refshaleøen.
Lørdagens program på Copenhell startede ubønhørligt tidligt med upcoming navne allerede kl. 13.30 og Anvil kl. 14.30. Det fungerer for dem, som alligevel sover ved pladsen, men det virkede der ikke til at være mange der gjorde, så det havde været rart med et senere start tidspunkt og så måske have fortsat til længere ud på natten.
Åbnings tidspunktet betød, at jeg missede Anvil, der ellers er årets store metalgiraf i åbenbaringen. Bandet er blevet kendt på en dokumentarfilm om dem, der beskriver, hvordan de misser deres store chance i firserne og hvordan de har kæmpet tredive år for at opnå den berømmelse og anerkendelse der undslap dem. Jeg har ikke set filmen, men den skulle være fantastisk, mens der ikke skulle være meget at komme efter i musikken. Paradoksalt nok betyder filmens popularitet, at bandet nu får lov at turnere verden rundt og blive hyldet – om det er for musikken skal jeg lade stå usagt. Dem jeg talte med, der havde set dem fortalte, at det havde været utight og på ingen måde overvældende – men giraffen var der og var glad. Det kunne man forvisse sig om, da de selv præsenterede filmen senere på dagen og gav udtryk for, at deres tredive års kamp nu var retfærdiggjort. Ingen spurgte, hvordan de havde det med, at det var filmen og ikke musikken der gav dem deres gennembrud. Måske skal man også bare lade den slags ligge og lade dem nyde illusionen.
Det illusoriske og teatralske element, som metalmusikken bærer i sig blev i det hele taget skruet op til 11 i løbet af dagen. Metalscenen er måske en af de subkulturer ved siden af hip-hoppen, som dyrker udseende mest. Mange af gæsterne til Copenhell havde gjort en del ud af sig selv og indenfor rammerne var der en høj grad af stilbevidsthed at se. Det samme gjorde sig også gældende for bandsne, hvor mange bar tøj der ikke lignede noget, de har på, når de skal handle i supermarkedet eller hente børn.
Det er fx svært at forestille sig Attila fra de norske black-metal konger, Mayhem, købe en halv agurk iført det Dracula kostume han kom på scenen i (tjek et par af hans andre ting her). Her var der ikke holdt tilbage med make-up og effekter. Bandet kom da også på scenen til et bombastisk stykke intromusik og det var tydeligt på Attilas messen og fremtoning, at det her var alvorligt og skulle tages seriøst. Problemet var bare, at selvhøjtideligheden kammede over og blev komisk, når onkel Dracula stod med sin mikrofon udformet som et omvendt kors og teatralsk viftede med et kranie i bedste Hamlet stil. Der var tidspunkter, hvor det var laugh-out-loud sjovt uden, at det var intentionen. Attila skal nok også tage sig en snak om tøjvalg med den ene guitarist, som i det alvorstunge set-up havde valgt en t-shirt med teksten: Show your tits for Satan. Det punkterer ligesom fra starten muligheden for at være skræmmende og blive taget seriøst.
Musikalsk var det lidt en blandet fornøjelse, hvor der blev startet fint og ondt, men hvor lange passager ikke gjorde det store for nogen og publikum sev ligeså stille væk fra koncerten. Sidste del rettede noget op på det, men det er måske mest det desperate forsøg på at blive taget alvorligt, der står tilbage.
Om det skulle tages alvorligt eller ej aner jeg ikke, men danskerne kan også være med i fjolletheds kategorien. Det beviste Vanir på upcoming scenen til fulde. Det syv personer store orkester var troppet op i middelalder udklædning, hvilket indebar, at alle fyrene var i brynje. Det var virkeligt et aparte syn og fik mig et kort sekund til at overveje om jeg var kommet til landsmøde hos danske live-rollespillere. Det blev dog kun en kort overvejelse, da blandingen af metal og folkemusik tilsat fløjte(!) absolut ikke gjorde noget for mig. Der var dog mange, som så ud til at have en god fest med det, så noget kunne de sikkert.
Min fest var til gengæld på festivalens lille scenen, hvor Kvelertak spillede. Det ligeledes norske band spiller en blanding af metal, punk og rock’n'roll og selvom det ikke altid virker på plade, så leverede de et fantastisk show. Den højenergiske blanding gik lige i kroppen på den store tilskuermængde og der blev behørigt kvitteret med et ordentligt mosh-pit. Udover en uglemaske var der ikke meget udklædning over koncerten, der gav en opvisning i, hvad spilleglæde og ren energi kan gøre. Dagens første rigtig store oplevelse.
Der havde dog været positive elementer tidligere, hvor canadiske Protest the Hero spillede en fin og tilgængelig omgang teknisk metal og hvor det uden kostumer lykkedes forsangeren at være oprigtigt (og bevidst) sjov. Odenseanske The New Low gjorde det også rigtig fint på upcoming scenen, hvor de leverede en energisk koncert med Pantera og Down referencerne i bogstaveligste forstand uden på tøjet. Det var ikke det hele der fungerede lige godt, men der var god energi og fint potentiale.
Det lykkedes mig at se dele af tre andre koncerter, som vekslede mellem enten ikke sige mig noget eller være så pinagtigt ringe, at der ikke var grund til at blive hængende. Det efterlod en par timer der skulle slås ihjel og det formål tjente ølteltet fremragende med bordfodbold og glimrende metal i højtalerne.
Dagens vel nok mest ængsteligt forventede koncert var i hænderne på Morbid Angel, som skulle vise, at de til trods for at have leveret en af årets mest udskældte plader og være blevet latterliggjort og lagt i graven af fans, stadig kunne levere varen på en scene. Det kunne de. De gamle metalguder (som vist kun havde et oprindeligt medlem i line-uppet) leverede en omgang stramt spillet dødsmetal, som fint viste spændvidden fra det mere groovy over det direkte kværnende grind. Bandet virkede tændt og det samme gjorde publikum, som endog også tog pænt imod det, da forsangeren annoncerede et par numre fra den nye plade. Heldigvis lød det mere som noget af det gamle end de techno-metal eskapader der er på pladen. En virkelig god oplevelse og alle forventninger (på nær de negative) indfriet. De fik endog lov til at spille længere end den annoncerede time.
Hvis jeg troede, at jeg have set vanvittige kostumer i løbet af dagen, så var det intet at regne for, hvad man gik ind til GWAR, som lukkede festivalen. Her hørte al god smag op og musikerne på scenen var klædt ud som groteske krigere og monstre der udspillede en eller anden form for teater uden synderlig historie. Eneste umiddelbare sammenhæng var, at der ca. hver andet nummer blev introduceret noget på scenen, som efter at være blevet lemlæstet kunne sprøjte ustyrlige mængder af teaterblod udover publikum.
Jeg har muligvis aldrig set noget så dumt på en scene før, men det havde også elementer af grotesk morskab, som næppe fungerer på skrift. Musikken var der desværre ikke så meget ved og bestod mest af metal klicheer pakket ind i sangskrivning, som aldrig var mere end hæderlig. Efterhånden gik gassen også ret meget af morskabsballonen og gimmicken med blod udover publikum blev også noget træt. Det var vi, ligesom største delen af de andre publikummer, også efter to dage med metal, så da koncerten sluttede og der ikke rigtig skete noget i ølteltet tog vi retræten.
Hvad end vi har nævnt af mindre skavanker og hvad der ellers kunne være at brokke sig over, så rykker det ikke ved, at Copenhell er en virkelig vellykket festival. Logistikken er helt i top – der er rigeligt med toiletter, køerne er minimale, og der kørte shuttle busser til Christianshavns Torv hvert 10. minut om natten. Derudover var stemningen virkelig god og de nærmest opsigtsvækkende få sikkerhedsvagter viste sig stort set ikke at have noget at lave, da folk passede på hinanden i selv de vildeste mosh-pits og ellers bare var interesserede i at hygge sig – nåh ja, og så selvfølgelig i at høre musik. Det var tydeligt at mærke, at det var musikken folk var der for. De kunne feste og drikke sig stive, men i sidste ende var der en ting der talte – musikken – og det var rart.
Forventninger og fordomme havde Natkultur spandevis af da vi ankom til dette års Copenhell. Refshaleøens industrielle omgivelser lånte sig godt ud – ikke fordi der som sådan var det store link mellem B&W værftets senindustrielle modernisme og Copenhells udtryk og besøgende, men B&W værftet er vitterlig en skjult arkitektonisk perle og det hele var forfriskende langt borte fra byens efterhånden gennemfestede rammer.
Der var 2 hovedscener, Helvíti og Hades, samt en upcoming scenen. Helvíti scenen var enorm og behovet for en sådan scene kan diskuteres, da den vel aldrig blev fuldt udnyttet. Den mindre Hades scene klarede sig derimod fantastisk mht., lyd og stemning.
De 5 barer fungerede glimrede og uden nævneværdig kø-problemer. Priserne var til gengæld i den absolutte høje ende. Specielt set ift., at man ikke måtte medbringe drikkelse selv. Naturligvis forståeligt nok. Sådan er festivaler. Øl til fyrre, desværre kun én slags, og drinks til halvtreds lyder måske ok, men siden programmet begyndte kl. 14:00 hver dag, så skulle der altså smides et par solide sedler henover disken, såfremt festivalbranderten skulle holdes ved lige. Kunne programmet så leve op til de festival-opskruede barpriser?
Well, fredagens program begyndte desværre med et afbud fra hovenavnet ’Kyuss Lives’, som var sneet inde i Canada. Som et plaster på såret kom i stedet veteran trashrockerne i danske ’Artillery’. Godt reageret, men ikke just samme pondus. Derefter gik svenske ’Opeth’ på den store scene og faldt, med deres kombination af doom, prog, trash, funk! og skønmetal, helt og aldeles igennem. Så var tiden kommet til en Copenhell satsning, ’Korn’. Forventninger til kongene af nu-metal var ikke store – og Natkultur magtede ej heller hele koncerten. Jonathan Davis lignede en sløj tøs fra 8.b, bassisten havde iklædt sig Jack Sparrow outfittet, og lyden virkede off. Gaffa gav koncerten 5 ud af 6. Natkultur undrer sig, da nutiden i den grad er stukket af fra bandets lyd og æstetik.
Dagens første gode koncert kom fra Københavns egne ’Helhorse’, der spillede på upcoming scenen. Der var dømt sydstatsrock med råbe-vokal og slasket metalgroves. En kombination der fungerede fint. Lyden var god og folk var med. Med Helhorse kom det første smil på læben, og det blev på igennem hele koncerten med canadiske ’Baptized In Blood’. De unge fyre kunne hverken skjule deres fanboy glæde eller kopistil, men de kunne deres kram og referencer. Som en kombination af dine 3-4 favorit metalsbands formåede de at holde folk kørende og smilende på trods af vind og regn. Masser af glæde og overskud fra den kant.
Dødsmetalbandet ’Deicide’ var næste band på plakaten og et band jeg har fulgt sporadisk siden 1996, så forventningerne var store og de blev da delvist indfriet. Lyden var so-so, men der var ingen slinger i valsen, overhovedet. Ikke ét eneste velmenende ord kom der ud af munden på den aldrende deltidssatanist Glen Benton. Det var hårdt, ondt og desværre også en smule mudret i lydbilledet.
Men videre til giraffen over dem alle, Rob Halford og ’Judas Priest’. Sidste show på dansk jord, sidste chance for a skråle med til Breaking The Law. Men det skulle man godt nok vente laaang tid på. Koncerten varende over 2 timer og det virkede som, at alle nummer fra bagkataloget skulle luftes, hvilket satte mit kendskab til, og til dels begejstring for, bandet i perspektiv.
Om Copenhell kunne have leveret et bedre sammensat fredagsprogram, ja. Havde Copenhell masser af god stemming, så ikke én slåskamp eller optræk til samme, og masser af potentiale, helt udenfor tvivl.
Natkultur ser frem mod weekendens store metalfestival Copenhell – og dermed er det tid til et par anbefalinger. Indrømmet; det er et stykke tid siden jeg sidst vågnede op med et klassisk løst dukkehoved efter 4 timers ol’ school headbanging. Næ, nu danser jeg vist bare, men der var en anden tid, hvor omvendte kors, headbanging og metalalbums optaget i norske skove var the shit. Meget vand under den bro, som man siger. Copenhell åbner i weekenden, for andet år i træk, med to dages metal nostalgi, bajer, guitar soli og sort i alle nuancer. Programmet er fra den absolutte øverste hylde – her kommer et par hurtige nedslag:
Mayhem
De fleste norske kirkenedbrændinger og black metal selvmord kulminerede med genrens storhedstid, 1990-1994. Meyhem er ingen undtagelse – ingen Meyhem medlemmer er blevet dræbt eller har begået selvmord siden 1993 hvor bandets bassist, Varg Vikernes, stak guitaristen Euronymous ihjel med 21 dolkestød. Året før havde den tidligere forsanger, Dead, begået selvmord via jagtgevær. Hvorledes de griber koncerten an på lørdag, kan man således kun gisne om.
Judas Priest
Det er allersidste chance for at se Rob Halford og Co. på dansk grund – Gruppen har meldt ud af dette bliver deres sidste tour. Så hvis du brænder for at rose Halford for at komme ud af skabet, eller vil råbe med til ’Breaking the Law’, så er det nu.
Gwar
Gwar fortjener ingen omtale, eller gør de? Jeg har få ord, men her en video.
Deicide
Med sangtitler som “Fuck Your God”, “Kill the Christian” og “Behead The Prophet”, stikker amerikanske Deicide, sig ikke synderligt ud fra vælden af dødsmetal navne. Men albums som ”Legion” og ”Once Upon The Cross” er kanoniserede dødsmetal klassikere. At forsangeren har branded et omvendt kors i panden har ligeså kastet lidt opmærksomhed af sig.
Helhorse
Det danske vækstlag er ligeså repræsenteret. Tidligere var Helhorse kendt under navnet Dødning, men nu passer navnet bedre til bandets sydstats-inspirerede melodiske blanding af hardcore og klassisk rock n’ roll.
I modsætning til regeringen og Dansk Folkeparti, så vil vi her på bloggen gerne hylde diversitet og minoritetskulturer og om en uge hyldes en af de mest skammeligt ignorerede og misforståede. Det drejer sig om metallen, der med Copenhell brager ud over Refshaleøen d. 17-18/6.
Metalmusik i alle dens afskygninger er jo ikke en ukendt genre og de fleste har et forhold til den, men på samme måde som med klubmusik og klubkultur, så behandles metalmusik som oftest som noget underlødigt og ungdommeligt, som fornuftige mennesker vokser fra med alderen. At der skulle være kulturelle og musikalske kvaliteter at finde inde bag den brutale overflade synes at være overladt til dedikerede mennesker at prædike, mens mainstream medierne ser til med overbærenhed og undren. Når man kigger på metallens ikonografi og prøver at decifrere teksterne er det måske forståeligt, at pentagrammer, dødningehoveder og blodofre er svære at tage seriøst. Det kan jeg egentligt heller ikke selv, men jeg ved også, at der er lag jeg ikke forstår og jeg har stor respekt for de mennesker der er så voldsomt dedikerede til musikken, som tilfældet ofte er blands fansne.
Oftest er det den ligegyldige staffage, der er i fokus når scenen og musikken får opmærksomhed, og som regel er det på grund af ekstreme ytringer, spetakulære provokationer og tåbeligheder som kirkeafbrændinger og mord og ikke på grund af musikken selv
Det er pisse ærgerligt for, som jeg selv har opdaget i en sen alder, så har metal sindsygt meget at byde på og tilbyder store oplevelser for alle der elsker eller kan trænge igennem muren af støj. Selvom musikken kan forekomme utilnærmelig bag dens aggressive og ofte komplekse udtryk, så rummer den også en masse af de kvaliteter man værdsætter i andre genrer. Der kan være rocken og punkens vildskab, dubsteppens fysiske angreb mod kroppen, den klassiske musik og prog-rockens komplicerede musikalske forløb og kompositioner og fri-jazzens dissonante instrumental forløb. Derudover er musikerne sædvanligvis vanvittigt dygtige inde bag de frådende guitarer og halsbrækkende, heftige trommer. Nåh ja – og så er der helt fantastisk, når musikken bare tonser afsted.
Vi tager lige en gammel dødsmetalklassiker at varme op på:
Metalmusik er ikke for alle, men jeg vil anbefale folk med enhver form for musikalsk nysgerrighed at gå på oplevelse i en misforstået verden med masser af brutal skønhed. Et rigtig godt sted at gøre det er til Copenhell for her spiller nogen af genrens ypperste, Deicide, Morbid Angel, Korn, Judas Priest, Mayhem, Opeth og Kyuss, samt en masse flere. Metal skal om nogen musikform opleves live, og nogen af mine største koncertoplevelser de sidste år har været med metalnavne på Roskilde jeg aldrig havde hørt før, så bare kom afsted til Refshaleøen næste weekend og hav en fantastisk fest.
Følg med på bloggen, hvor vi i næste uge guider lidt til de forskellige navne på festivalen.
‘Everything counts in lage amounts’ lød det fra højtalerne i Gyden til fredagens Distortion Club Clash. Med det Depeche Mode nummer ramte Djuna Barnes perfekt min fornemmelse af fredag aften til Distortion og gav ledetråden for min reportage. Hun var også venlig nok at pakke den anden ledetråd ind i sit forrygende set, men det kommer vi tilbage til. (nedenstående er skrevet i et tog på vej til Fyn på en blanding af manglende søvn og kaffe – bær over med dårlige billeder fra min mobil og evt. langtrukne rants og dårlige undskyldninger).
Alting tæller i store mængder, men spørgsmålet er om det samlede, akkumulerede resultat altid er godt.
Mange mennesker = bedre fest?
Flere djs = mere og bedre musik?
Distortion bliver større og større, vildere og vildere, men er måske også ved at nå kritisk masse. Det er fantastisk at se så mange glade mennesker, som er på gaderne for at more sig og feste med hinanden. Det er fantastisk, at der kan være sådan et arrangement i København og man bliver glad og stolt, når man ser, hvordan kaoset kan gå op i en højere enhed. Der var desværre tidspunkter i går, hvor enheden måske manglede og det hele var ved at blive for meget. Sdr. Boulevard og Istedgade var proppet til randen, logistikken haltede og de forskellige fester var svært tilgængelige på grund af mængderne foran dem. Musikken var ok i forhold til onsdagens kedelige houseopbud, men nåede ikke torsdagens herligt blandede niveau. Måske var det bare svært at komme til og blive en del af festen. Paradoksalt, når der var festende mennesker overalt.
De bedste oplevelser var i randområderne. Mike Sheridan spillede et pumpet techno set foran station 1 og her var det faktisk muligt at komme ind og være med. Copenhell havde fredagens bedste område på Litauens plads, hvor dobbelt stortromme og heavyspade væltede ud mellem træerne og det grønne område. Metal er desværre ret overset i det danske kulturlandskab og behandles ofte på samme uforstående og useriøse måde som klubmusik – noget unge mennesker der ikke ved bedre beskæftiger sig med. Har man lyst til en alternativ festival og stor oplevelse, så kan man glæde sig til om et par uger, når Copenhell brager løs med et helt sindsygt line-up på Refshaleøen.
Noget man også godt kan se frem til er Aphex Twin festen der lukker Strøm i august. Det er slet ikke til at forstå, hvor vild den booking er og hvor stort det kan blive. Forventningerne er allerede tårnhøje, men jeg er også ret sikker på, at de nok skal blive indfriet. Warm-up arrangementet i den fjerne ende af Sdr. Boulevard tegnede i hvert fald godt og det var dejligt at høre en flok kompetente dj’s spille gammel ’90er techno. Her kunne man høre forskellen på dj’s der kan noget og brænder for deres musik og så dem der lige præcis kan mixe to leflende, bangin housetracks sammen. Sidste var der desværre alt for mange af til Distortion fredag og onsdag, hvor man savnede dj’s med erfaring og skills. Du får ikke bedre musik af at der er mere af det.
Vælger du til gengæld dine dj’s grundigt og sørger for et varieret udbud, så behøver det dog heller ikke at betyde det modsatte. Det viste efterfesten, hvor gode mennesker havde hevet lige så dygtige mennesker ind fra hele verden og hvor niveauet var hævet højt over gadeplanet.
Firehouse sparkede som sædvanligt gang i en rigtig god fest på den store udendørsscene i den afspærrede kødby. Hip-hop rummet var lidt lang tid om at komme i gang, men var desuden også en mærkeligt aflang størrelse, hvor dj’en stod i en ubrugt bar og vj’sne sad ved et bord taget ud af mine gamle folkeskole og så ud som om de spillede kabale. Musikken var til gengæld god med masser af gamle bangers. Bangers var der også masser af til Crookers, som fik en halvt fyldt Øksnehal til at gå agurk. De var noget af det hotteste for et par år siden, men lyder allerede en smule bedagede og lugter lidt af passé, men det virkede for de mange mennesker. Sjovt nok lød den gamle acid og rave stil Josh Wink diskede op med langt mere rørig og frisk, selvom den lyd efterhånden kan se frem til sølvbrylluppet med sit publikum. Her var det dj’en og hans fornemmelse for musikken og rummet der løftede det hele uden brug af cheasy effekter eller hits. Det samme var det også ved før omtalte Djuna Barnes set i Gyden. Her var der godt nok fyldt på med hits, men det havde ikke været nødvendigt for hendes stramt mixede blanding af electro og techno var helt fantastisk og sandsynligvis det bedste jeg hørte den nat. Skulle man være puritansk og ortodoks, så var det måske ikke nødvendigt at spille ‘Girls and Boys’ med Blur og fortsætte med William ‘Captain Kirk’ Shatners punk version af Pulps ‘Common People’, men sjovt var det.
Gydescenen var klart min favorit, men generelt fungerede Kødbyen godt, selvom mange af lokalerne var voldsomt utaknemmelige og lugtede af sportshal og forsamlingshus. Bygning 55 bliver aldrig et godt sted til koncerter og klubarrangementer og var alt for oplyst til at skabe nogen som helst form for intim stemning. Det hjalp så heller ikke, at der var meget få mennesker tidligt på natten og Austra og Abe Vigoda absolut ikke havde det publikum de fortjente. Især Abe Vigoda, som faktisk gav den godt gas til trods for det tomme lokale, havde fortjent en bedre skæbne.
I det hele taget var første del af natten præget af en noget mat stemning og københavnernes notoriske ide om, at man først tager til fest kl. 2. Det hjalp nok heller ikke på det, at mobilnettes nedbrud gjorde det umuligt for barene at tage imod dankort. Eller måske var folk bare trætte. Det har været nogle lange dage og med et godt dagsprogram i dag, så er der brug for de sidste reserver af kræfter i de slidte kroppe.
‘Why do we dance’ lød det fra Djuna Barnes efter Depeche Mode var blevet mixet ud. Hun stod også selv for at levere svaret med sit set – fordi vi ikke kan lade være. Fordi en dj en gang i mellem rammer stemningen og stedet så perfekt, at det føles som om, at intet kunne være anderledes og alt går op i en højere enhed. Kroppen bevæger sig af sig selv og det føles som om, at musikken forbinder alle tilstedeværende.
Det er en magisk fornemmelse og ikke noget man oplever hver nat. Det er den slags oplevelser Distortion kan være så rig på og gør at man dag efter dag tropper op på trods af nødsignaler fra kroppen og hvad man ellers kan irritere sig over af småting ved festivalen. For Distortion er fantastisk og den euforiske oplevelse der ramte fredag nat, er jeg sikker på, at nattens fest kommer til at rumme i hobetal.
(Har lige set mail fra Fleurquin, hvor han ridser Distortions økonomiske situation op efter kæmpe gadefesterne. Lyder ikke godt, så tag og støt arrangementet med andet end deltagelse i de gratis dele og tag til Final Party i aften – det kommer under alle omstændigheder til at blive helt sindsygt).
