Puuha… hvor skal man starte? Jeg sidder med tusind indtryk fra dagen i går, men håber bare at alle I derude overlevede det hele, og havde en ligeså god morgenfest som undertegnede.
Vesterbro stod sin prøve for anden dag i træk, da lørdagens Distortion lagde op til den sidste store fest-åbenbaring af en dag. Da man bevægede sig mod Vesterbro om eftermiddagen, føltes det næsten som om der var sprunget en bombe dagen før, og de fleste festglade mennesker havde med sikkerhed ikke fået øjne endnu.
Jeg startede ud med et smut forbi den lille nye plads ved Carlsberg; FriZonen, som denne dag dannede rammen om små koncerter og et par indslag af performance- og kunstnerisk karakter. Der var god søndagsstemning og børnefamilierne havde overtaget Distortion for en stund. Må indrømme at min krop syntes det var helt fint at blive vækket til live igen, med både Band Ane og Rumpistol med Cello samt et par finurlige performances. Koncerterne varede hver max 20 min., hvilket gjorde det lidt svært virkelig at nå at komme ind i musikken, men stedet og arrangementet var fint at vågne op på. Imens man sad her, kunne man grue for nattens fester, som man bare var nød til at trække sig selv op til igen.
I Kødbyen foran Karrierebar var støttearrengementet Zambia, stablet på benende, med temaet ”Afrika”. Jeg var der ved 19 tiden, hvor der var en rimelig mat stemning, og kun en enkelt gammel danse-freak bevægede sig ind i de bløde beats. Der var ikke rigtig så meget ”Afro” over musikken, hvilket var lidt skuffende. Men så skete der noget. Ved ikke om det var salget af de mange kolde drinks, der gjorde det, men på blot en time, udviklede stedet foran Dj-pulten sig pludselig og den matte stemning blev hurtig festlig. Imponerende at se hvordan folk hurtigt kan rejse sig, der hvor de dagen før, gik ned med flaget.
Nu til braget: Final Party. Jeg drog af sted med lidt bange anelser. Efter at have set det kaos, der til tider herskede til gadefesterne de andre dage, var der en vis frygt for at Final Party ville blive kaos, for stort, for ustyrligt og vildere end det har været før. Det gjorde det ikke bedre, at man på vejen derhen mødte flokkevis af stive teenagere som åbenbart også skulle til den store fest. Heldigvis forsvandt de hurtigt i mængden af mange forskellige folk, da man endelig kom ind.
Så var det med at prøve at finde rundt til de forskellige scener. Vi har nævnt det før, men her kommer det igen; det ville være så skønt hvis der blev gjort noget mere ud af at fortælle hvor og hvornår, musikken spiller. Plakater med en oversigt over området, kunne også hjælpe én lidt rundt. Eller også var jeg bare for doven til at finde ud af hvor man fik fat i et program… Men med så stort et line-up, ville det alligevel være rart med lidt mere guidning på stedet.
Startede ud i Øksnehallen hvor Melt! Festivalen havde plantet et Line-up. Her varierede det fra Tropical electro til Dancehall-agtig musik, og det så ud til at mange havde en fest. Synes dog ikke stemningen i den store hal fungerede helt optimalt, og man kunne godt have ønsket sig lidt mere pynt eller afskærmning af en art, i de ellers så store flotte lokaler.
Bevægede man sig lidt længere væk, ned til ”Gyden”, var der god stemning og masser af Dubstep. Her fungerede det godt med lidt mindre plads der gav en mere intim og intens stemning foran scenen og ned langs de brune murstensvægge – det føltes helt rart at blive ”trængt op i en krog”. Fik danset til et par englændere der virkelig leverede et lækkert set, og gav én lyst til at blive hængende.
Den store scene, med det vildeste line-up fandtes i ”Tribunen” en del af DGI-byen. Rummet virkede godt, selvom det bare var en gymnastiksal. Det var en slags dekadent kvalitets halbal. For halbal var der i hvert fald ikke over musikken. Her spillede Gulillaume (FR), Michael Mayer (DE), Tim Sweeney (US) og flere store House-helte. Det var sygt godt electronica/house/minimal-techno at danse til, og man imponeredes over de mange lydflader og frække beats der bare blev ved med at flette sig ind over hinanden. Her inde var de bedste musik-oplevelser helt klart at finde.
Det blev meget hurtigt lyst udenfor, og morgenfesterne begyndte lige så stille. Her blev der danset til alt fra old school rock og pop hits, til Drum n’ Bass rundt omkring ved de forskellige små scener. Det var på en måde meget smukt da mørket forsvandt, og lyset viste os, hvad det egentlig var der foregik. Det gav en vis ærlighed over festlighederne. Og det var også her man blev varm om hjertet, når man så hvordan folk kl. 5 om morgenen, ligner nogen der aldrig stopper med at danse.
Festen var overvældende. Nogen holdt pool-party, nogen ravede til dance mens andre nød den dybe house eller et gammelt sommerhit. Diversiteten var der, og det var fedt. Omgivelserne i den brune kødby og den lille del af DGI-byen fungerede fint som location. Man kunne defilere fra fest til fest, eller lade sig opsluge af blot én af festerne. Det føltes stort at bo i en by som kunne rumme alt det, på én og samme aften. Alt i alt var min frygt forsvundet, og forventningerne indfriet. Det var fedt at være en del af denne store Distortion-eksplosion.
‘Everything counts in lage amounts’ lød det fra højtalerne i Gyden til fredagens Distortion Club Clash. Med det Depeche Mode nummer ramte Djuna Barnes perfekt min fornemmelse af fredag aften til Distortion og gav ledetråden for min reportage. Hun var også venlig nok at pakke den anden ledetråd ind i sit forrygende set, men det kommer vi tilbage til. (nedenstående er skrevet i et tog på vej til Fyn på en blanding af manglende søvn og kaffe – bær over med dårlige billeder fra min mobil og evt. langtrukne rants og dårlige undskyldninger).
Alting tæller i store mængder, men spørgsmålet er om det samlede, akkumulerede resultat altid er godt.
Mange mennesker = bedre fest?
Flere djs = mere og bedre musik?
Distortion bliver større og større, vildere og vildere, men er måske også ved at nå kritisk masse. Det er fantastisk at se så mange glade mennesker, som er på gaderne for at more sig og feste med hinanden. Det er fantastisk, at der kan være sådan et arrangement i København og man bliver glad og stolt, når man ser, hvordan kaoset kan gå op i en højere enhed. Der var desværre tidspunkter i går, hvor enheden måske manglede og det hele var ved at blive for meget. Sdr. Boulevard og Istedgade var proppet til randen, logistikken haltede og de forskellige fester var svært tilgængelige på grund af mængderne foran dem. Musikken var ok i forhold til onsdagens kedelige houseopbud, men nåede ikke torsdagens herligt blandede niveau. Måske var det bare svært at komme til og blive en del af festen. Paradoksalt, når der var festende mennesker overalt.
De bedste oplevelser var i randområderne. Mike Sheridan spillede et pumpet techno set foran station 1 og her var det faktisk muligt at komme ind og være med. Copenhell havde fredagens bedste område på Litauens plads, hvor dobbelt stortromme og heavyspade væltede ud mellem træerne og det grønne område. Metal er desværre ret overset i det danske kulturlandskab og behandles ofte på samme uforstående og useriøse måde som klubmusik – noget unge mennesker der ikke ved bedre beskæftiger sig med. Har man lyst til en alternativ festival og stor oplevelse, så kan man glæde sig til om et par uger, når Copenhell brager løs med et helt sindsygt line-up på Refshaleøen.
Noget man også godt kan se frem til er Aphex Twin festen der lukker Strøm i august. Det er slet ikke til at forstå, hvor vild den booking er og hvor stort det kan blive. Forventningerne er allerede tårnhøje, men jeg er også ret sikker på, at de nok skal blive indfriet. Warm-up arrangementet i den fjerne ende af Sdr. Boulevard tegnede i hvert fald godt og det var dejligt at høre en flok kompetente dj’s spille gammel ’90er techno. Her kunne man høre forskellen på dj’s der kan noget og brænder for deres musik og så dem der lige præcis kan mixe to leflende, bangin housetracks sammen. Sidste var der desværre alt for mange af til Distortion fredag og onsdag, hvor man savnede dj’s med erfaring og skills. Du får ikke bedre musik af at der er mere af det.
Vælger du til gengæld dine dj’s grundigt og sørger for et varieret udbud, så behøver det dog heller ikke at betyde det modsatte. Det viste efterfesten, hvor gode mennesker havde hevet lige så dygtige mennesker ind fra hele verden og hvor niveauet var hævet højt over gadeplanet.
Firehouse sparkede som sædvanligt gang i en rigtig god fest på den store udendørsscene i den afspærrede kødby. Hip-hop rummet var lidt lang tid om at komme i gang, men var desuden også en mærkeligt aflang størrelse, hvor dj’en stod i en ubrugt bar og vj’sne sad ved et bord taget ud af mine gamle folkeskole og så ud som om de spillede kabale. Musikken var til gengæld god med masser af gamle bangers. Bangers var der også masser af til Crookers, som fik en halvt fyldt Øksnehal til at gå agurk. De var noget af det hotteste for et par år siden, men lyder allerede en smule bedagede og lugter lidt af passé, men det virkede for de mange mennesker. Sjovt nok lød den gamle acid og rave stil Josh Wink diskede op med langt mere rørig og frisk, selvom den lyd efterhånden kan se frem til sølvbrylluppet med sit publikum. Her var det dj’en og hans fornemmelse for musikken og rummet der løftede det hele uden brug af cheasy effekter eller hits. Det samme var det også ved før omtalte Djuna Barnes set i Gyden. Her var der godt nok fyldt på med hits, men det havde ikke været nødvendigt for hendes stramt mixede blanding af electro og techno var helt fantastisk og sandsynligvis det bedste jeg hørte den nat. Skulle man være puritansk og ortodoks, så var det måske ikke nødvendigt at spille ‘Girls and Boys’ med Blur og fortsætte med William ‘Captain Kirk’ Shatners punk version af Pulps ‘Common People’, men sjovt var det.
Gydescenen var klart min favorit, men generelt fungerede Kødbyen godt, selvom mange af lokalerne var voldsomt utaknemmelige og lugtede af sportshal og forsamlingshus. Bygning 55 bliver aldrig et godt sted til koncerter og klubarrangementer og var alt for oplyst til at skabe nogen som helst form for intim stemning. Det hjalp så heller ikke, at der var meget få mennesker tidligt på natten og Austra og Abe Vigoda absolut ikke havde det publikum de fortjente. Især Abe Vigoda, som faktisk gav den godt gas til trods for det tomme lokale, havde fortjent en bedre skæbne.
I det hele taget var første del af natten præget af en noget mat stemning og københavnernes notoriske ide om, at man først tager til fest kl. 2. Det hjalp nok heller ikke på det, at mobilnettes nedbrud gjorde det umuligt for barene at tage imod dankort. Eller måske var folk bare trætte. Det har været nogle lange dage og med et godt dagsprogram i dag, så er der brug for de sidste reserver af kræfter i de slidte kroppe.
‘Why do we dance’ lød det fra Djuna Barnes efter Depeche Mode var blevet mixet ud. Hun stod også selv for at levere svaret med sit set – fordi vi ikke kan lade være. Fordi en dj en gang i mellem rammer stemningen og stedet så perfekt, at det føles som om, at intet kunne være anderledes og alt går op i en højere enhed. Kroppen bevæger sig af sig selv og det føles som om, at musikken forbinder alle tilstedeværende.
Det er en magisk fornemmelse og ikke noget man oplever hver nat. Det er den slags oplevelser Distortion kan være så rig på og gør at man dag efter dag tropper op på trods af nødsignaler fra kroppen og hvad man ellers kan irritere sig over af småting ved festivalen. For Distortion er fantastisk og den euforiske oplevelse der ramte fredag nat, er jeg sikker på, at nattens fest kommer til at rumme i hobetal.
(Har lige set mail fra Fleurquin, hvor han ridser Distortions økonomiske situation op efter kæmpe gadefesterne. Lyder ikke godt, så tag og støt arrangementet med andet end deltagelse i de gratis dele og tag til Final Party i aften – det kommer under alle omstændigheder til at blive helt sindsygt).
Så kom der hul på bylden. Den sitrende og pressede stemning af kaotisk forventning under onsdags-Distortion, er blevet forløst. Et nat med for lidt søvn og tømmermænd gjorde Københavnerne mere loose og runde i kanten. Nørrebros Distortion var laidback, den var glad og den blev vanvittig. Distortion levede op til sine ambitioner.
I modsætningen til det dårligt planlagte festhøjdepunkt i pisserenden om onsdagen, synes der at lægge en meget mere intelligent planlægning bag fordelingen af barer og musikscener på Nørrebro. De små lydsystemer var fint fordelt rundt i de mindre gader og de større scener, Klashy Rave scenen og Live scenen, fik lidt mere plads på Sankt Hans Torv og Blegdamsvej.
Location er så afgørende. De fineste oplevelser fandt jeg på afsides steder, i hjørner og afkroge. Berliner Wagen havde fundet sig et fint hjørne på Blågårds Plads, hvor solen skinnede ind mellem skyggerne fra de grønne blade. Der var både plads, luft og lidt afskærmet, så de faktisk formåede at lave et tysk mikrounivers med knivskarp minimal techno og carrywursts for 25 kr. Og bag den store Carhartt scene med hip hop på Elmegade, hvor Birkegade møde Egegade, gemte der sig en fin lille festperle med old school 90’er soul. Direktoratet, havde også fundet en smart løsning. De var rykket ind på Nørrebros fråderforum, Beyti, på Blågårdsgade med det utraditionelle koncept: Döner Disco. Det var 50′er inspireret funk og soul + döner kebab. Det føltes dejligt passende med en sådan aparte hyldest til kebabben på dönerens hjemsted, Nørrebro.
De må have kørt busser ind fra Aalborg og Århus. For der findes da ikke så mange unge, glade, feststemte mennesker i Danmark? Der var små tætpakkede klimakser over hele Nørrebro. At bevæge sig i gaderne var en lang opdagelsesrejse af små fester. Hver gade bød på nye små fester, som i løbet af aftenen tog til i intensitet. Personligt fik jeg ikke så meget ud af de enkelte fester, fordi jeg bare måtte videre og videre og se mere og mere i en lyksalig forundring over at det blev ved og ved.
Guldbergsgade tog som forventet føring som vanvidsgaden, hvor folkemassen flere gange var tæt på at kamme over: det var også her, der blev spillet den dummeste pop. Det kammede for alvor over, da brandvæsnet måtte rykke ind og slukke den 10 meter høje ildebrand på Blegdamsvej. Nogle idioter havde sat ild til en container. Men det var vist det eneste, der gik rigtig galt.
Da gadefesterne slukkede, var der 5 efterfester at vælge imellem: det sjoveste og mest originale bud var uden tvivl Syg Lyds kønssygdoms-temafest på Søpavillionen. Men skæbnen ville at jeg skulle havne på Global til La Piranha fest, hvor der blev spillet bl.a. nueva cumbia, moombhaton og baile funk. Der var hentet store navne ind langsvejs fra, bl.a. Uproot Andy fra USA og DJ Umb fra UK, og de blev krydret med live impro-percussion natten lang. Det er et musikområde, hvor jeg er lidt på dybt vand, men som jeg forstår det og sådan som det lød, var DJ’sne spitzenklasse. Det var et forfriskende brud fra gadefesten og en lækker, lun og opløftende måde at runde natten af på.
Distortion på Nørrebro 2011 var gadefest par exellence. Det solskinsfylfte Nørrebro viste sig fra sin bedste side og rummede både tilbagelænet chill og gale raves, et mangfoldigt publikum og faktisk også et ganske alsidigt lydbillede. Det kaster dog lidt skygge på min Distortion-optur, når jeg går rundt og snakker med de forskellige festarrangører og gang på gang hører om, hvor utjekkede Distortion-arrangørerne har været. Distortion bliver større, vildere og mere professionelt år for år, men der hersker angiveligt stadig kaos bag kulisserne: miskommunikation og dårlig planlægning. Det bliver forhåbentligt bedre næste år. For det er spild af god karma.
Distortion er kørt af stablen endnu en gang, denne gang større end nogensinde før – en kendsgerning der desværre endte med at få nogle konsekvenser for festen, der stod i uoverskuelighedens tegn.
Festivalen er en af mine favoritter blandt de Københavnske festivaler og forventningerne var derfor også høje da jeg i går begav mig ind mod indre by, en fest jeg havde set frem til længe. Vejret var perfekt, humøret højt og øllene kolde. Og allerede kl. 17.00 var der gang i gaderne, musikken spillede og menneskene var glade, stemningen var alt i alt rigtig god. Men efter at have været rundt i området omkring Pilestræde, Jazzhouse, Vor Frue Kirke, Gammeltorv og til sidst Pisserenden, måtte jeg dog erkende at jeg ikke kunne adskille den ene fest fra den anden, det var det samme i mine øre ensartede technomusik og de samme settings, med undtagelse af området ved Pilestræde der havde bygget et mindre pallelandskab langs gaderne til siddepladser. Der var umiddelbart ikke en der særligt havde tiltrukket sig min opmærksomhed. Personligt havde jeg håbet på en eller anden form for overraskelse, men festen var en anelse for forudsigelig. Sidste års reportage fra onsdagsfesten kunne således gentages uden egentlige ændringer.
Et nyt tiltag på dette års åbningsfest, der dog tiltrak sig min opmærksomhed og som bør nævnes var dog Live Mixtape-eventet, som bestod af en stor anlagt koncertinstallation, hvor 14 kunstnere, fem trommeslagere og to kor ville synkronisere deres toner i ét unisont lydbillede. Af kunstnere skulle blandt andet Brian Degraw fra Gang Gang Dance, Jenny Wilson og Anders Trentemøller optræde. Men grundet den enorme menneskemængde blev arrangørerne nødt til at aflyse dette event. Fælles for alle festerne var nemlig også det mylder af mennesker der gjorde det næsten umuligt at komme frem og tilbage, og værst var det i de små gader i Pisserenden, hvor der ligefrem var kaos. Flere steder holdte politiet folk tilbage og arrangørerne appellerede uden held til at folk trak sig tilbage.
Jeg erfarede med stor ærgelse da jeg kom hjem at eventet var blevet sat i gang med halvanden times forsinkelse. Det er således med lidt blandede følelser at jeg i dag sidder og reflekterer over gårsdagens oplevelser – eller mangel på samme. Jeg håber dog at onsdagsfesten blot var en appetizer på de kommende begivenheder og især dagens fest, som jeg i allerhøjeste grad ser frem til.
Det føles lidt trist at skrive om den søndag hvor det hele lakker mod enden, når festerne ikke en gang er gået i gang endnu. Men her kommer anbefalingerne alligevel til Distortions sidste dag. Søndag plejer at have temaet hygge, og det har det igen i år. Alligevel sniger der sig dog også altid lidt mere end chill ind, til dem der ikke har fået nok fest, i løbet af de foregående 4 vildskabs-dage. Hyggen til denne års søndag kan endnu engang nydes på Islands Brygge. Det kan komme til at føles helt rensende at afslutte Distortion langt væk fra stenbroerne, som sikkert også trænger til lidt ro og en kærlig oprydning, efter flere dages gadefester.
Søndag er der lagt op til chill-out i form af ”art og reggae” langs vandet, og man kan vælge at spise en is, god takeaway fra et af bryggens mange lækre madsteder, eller bare drikke sig videre udi endnu en brandert. Voodoom Bubbles spiller reggae til folket, og hvis man ikke lige er til den genre, er der ikke så meget andet at gøre, end at tage en dukkert i vandet, hvor lydende af ”wanna be rasta” og tømmermændene kan forsvinde!
Som en del af projektet Popcorn dukker denne Lydkunst-gruppe ”Lucky Dragons” fra USA også op, og det ser til gengæld ud til at kunne blive en ret sjov oplevelse, hør bare dette dejlige boblende nummer:
Er man frisk på endnu en fest er der ikke de helt store lineup’s at vælge i mellem søndag, men der skal nok stadig være folk tilbage, som gerne vil feste igennem, og det i sig selv- kan jo bære en god fest igennem!
Ved midnatstide mindes og hyldes den afdøde DJ og radiovært Kjeld Tolstrup og det vides ikke hvordan, men mon ikke nogen af hans efterladte gode dj-venner dukker op og spiller? Om ikke andet loves der flot midnatsfyrværkeri, og det vil en barnlig sjæl som jeg selv gerne opleve ved vandet! Bevæger man sig lidt længere ud af Islands Brygge finder man det andet tilbud om fest denne aften. Her er der ”After party” i de rå lokaler på Drechselsgade 10 med Miss Lori, Mischa Pavlovski, Philipp Messmann, Dan M og Djuna Barnes.
Sidste års søndag på Distortion føltes lidt tam, men det var alligevel rart at mødes med alle dem man vidste, havde festet igennem nætterne før. Omgivelserne er gode derude på Bryggen, så hvis solen dukker op, du trænger til at pleje tømmermændene eller bare ikke har fået nok fest, vil jeg anbefale alle at ruste sig til endnu en dag på Distortion og suge det sidste energi ud af folket, festerne, musikken og byen.
Argh. Det er irriterende og intimiderende at sidde her på en magelig og rolig lørdag eftermiddag inden Distortion har sprængt og hærget byens gader og så udskrive profetier om, hvad vi alle kan vente os til lørdagens final party.
Det hersker en indre usikkerhed om, hvorvidt Distortion kan bære den stort opslåede fest, den dyre indgang og den tjekkede event. Det kan blive en antiklimatisk fuser oven på de anarkistiske gadefester. Eller det kan være som det var sidste år: en forrygende og ekstatisk grand finale.
Så correct me if I’m wrong, jeg giver det et bud:
Jeg tror det bliver helt vildt fedt.
Distortion har reserveret Kødbyen, DGI byen og fandme også Vandkulturhuset (pool party ?!) og bygger endnu en kæmpe festivallignende totaloplevelse. Der er mange scener, DJ’s og live koncerter, store internationale navne og de danske navne vi kender og holder af. Det imponerende og uoverskuelige lineup bærer præg af at Distortion, for alvor har etableret et seriøst og internationalt brand. Dog er mange af de store navne set i København før. Så Fleurquinn og co. scorer ikke helt vildt højt på fornyelse.
Højdepunkter er følgende:
Tyske gæster
Distortion har rakt armene ud og indledt et samarbejde med den tyske elektroniske musikfestival Melt!, som vi tidligere har dækket på bloggen. Distortion kører sin ravebus ned til Melt! i juli måned og arrangørerne bag Melt!Festvial kommer til københavn lørdag og tager sig af området i Øksnehallen. Hvem de har booket, og hvad der kommet til at ske, ved jeg ikke. Men jeg kommer til at stå der, forventningsfuldt afventende. For Melt! har i årevis samlet nogle af de mest interessante kunstnere inden for klubmiljøet. Bare gå ind og kig på deres line-up. Man bliver jo helt blød i knæene.
På hovedscenen, Tribunen, fortsætter det tyske tema blandt andet med den legendariske DJ, producer og medejer af det tyske pladeselskab, Kompakt, Michael Mayer. Også kendt som resident DJ på klubberne Fabric i Londen og Berghain/Panorama Bar i Berlin. Glæd dig til post-minimal, disco-inspireret techno.
På samme scene vil amerikanske Tim Sweeney stå. Han er manden bag det New York-baserede musikradioprogram Beats in Space og slyngvenner med James Murphy fra LCD Soundsystem. Sweeney når vidt omkring i sine radioprogramer, der dyrker old-school postpunk, disco og kraut og vil formentlig gøre det samme som DJ. Det kommer sikkert til at blive forfriskende blandt al den tyske techno.
Lummer latino
Endnu et stort navn, som jeg glæder mig til, er originalen Matias Aguayo fra Chile (også på det tyske label Kompakt). Han er en af de kunstnere, der gør krumspring for ikke at genre-kategorisere sin musik. Det bevæger sig fra fra house, swing, italo disco, kwaito, techno, electro over cumbia, Colombiansk champeta osv. Hvis man skal sætte fingeren på et gennemgående træk i hans musik, så må det være snerten af humor, lummerheden og associationer til strandsex.
Aguayo kommer til at være på hjemmebane på Distortion. Han har i flere år dyrket gadefesten med projektet BumBumBox-festerne. Vilde og glade gadefester, der finder sted rundt omkring i Sydamerika.
Norsk stue
Det sidste jeg vil fremhæve er det norske hold, der spiller på ’Water World’ scenen med bl.a. Prince Thomas og Terje Bakke. Prins Thomas kender vi bedst fra samarbejdet med Hans-Peter Lindstrømm. Alene laver han langsom og eklektisk space disco.
Og lyt lidt på Terje Bakke inden det går løs her. Det er virkelig dejligt: underspillet house og techno med et melankolsk og melodisk nordisk strejf. Han er et lovende navn, der får opbakning fra blandt andre Ricardo Villalobos og Laurent Garnier.
Der er utallige flere oplevelser: Sany Pitbulls baile funk, der går lige i røven. Danske spectors, der altid er absurde glædesspredere live og meget meget mere. Udfordringen bliver at forsøge ikke at rumme det hele, blive hvor det er rart og feste til det bliver lyst.
Siden Nørrebro repræsenterer KBHs hårde og lidt skramlede kvarter har Distortion fundet det opportunt at alliere sig med bydelens nye punk talent, Ice Age, eller nærmere med den Ice Age drevne blog Dog Meat. Dog Meat har sammensat en vifte af lokale og nordeuropæiske bud på moderne punk til Stengade30. Vurderet ud fra myspace og soundcloud profiler bliver arrangementet en blandet pose med støjdroner og gode intentioner. Bedste bud er svenske BlodVite, der kombinerer eksperimentelle støjflader, med citater fra døds- og grindcore genren. Men all-round er da vist tale om en ganske smal fællesnævner mellem Dog Meat’s showcase på Stengade og Distortions andre Nørrebro tilbud.
Langt mere sammenhængende er Syg Lyds arrangement på den berygtede Søpavillon. Søpavillonen har altid ligget centralt i skæringspunktet mellem desperation, klamydia og letkøbt dansemusik. Om end overlæggeren er sat højere end normalt, og hovednavnet, Seth Troxler, sikkert kan levere slasket dirty hipster house, med en dertilhørende tongue in cheek pose, syntes arrangementet at spille heftigt på Pavillonens stolte meritter. Som en joke i en joke, kaldes scenenavnene, Syfilisfoyeren, Gonorésalen og Singlegulvet. Distancen mellem hipster, og 40-med-sult, syntes her minimal. Men alt godt, og ingen tvivl om at Seth Troxler og Co. nok skal matche scenens krav om sleaze, underlødighed og disco-æstetik.
Gadefesterne mellem Blågårdsgade og Guldbergsgade, har gennem de sidste år været der hvor festen begyndte og endte. Meget tyder på det samme bliver tilfældet i år. Rusts indendørs-program består af Acid Washed, der med lige dele stadionstorhed og franskproduceret synths, nok skal ramme bredt. Bottled In England, er endnu et dansk eksempel på live Drum n’ Bass. Det er en svær niche, der hurtig kan fremstå både redundant og opmærksomhedskrævende, så det kan blive spændende om DnB energien forplanter sig hos publikum. Et potentiel tvivlsomt valg på en aften, hvor den sande juvel er at finde på Global. Her er et skønt virvar af repræsentanter fra den voksende Global Bass/Tropical Bass/Moombahton bølge. Hovednavnene er her Uproot Andy og Dj UMB og Los Chicos Altos. Forvent synkoperede eksotiske beats og latin grooves tilsat nordeuropæiske rave stabs.
Sommerens officielt første dag, fridag dagen efter, Distortions kæmpe succes sidste år; forventninger. Jeg er nervøs. Nervøs for at det bliver for meget denne gang, at den hygge, som onsdagens Distortion har været i mange år, kammer over i stortrommeorgie og smadderdruk.
Måske derfor har Fleurquin & Co. valgt at sprede onsdagens festligheder mere i år. Og så i øvrigt holde dagsprogrammet godt skjult på hjemmesiden. Men vi har læst på lektien og har et par tips til eftermiddag, aften og nat.
Allerede fra kl. 14 kan der chilles ud ved Frederiksholms Kanal med gode dj’s og cocktails. Og så kl. 17 går det løs fra Kgs. Nytorv over Gråbrødre Torv til Skt. Pederstræde. Med gang i den, umuligt at komme frem og tilbage, varme dåseøl og ‘hej-hej’.
Der er fest i alle byens smarteste butikker – du ved dér hvor du ville købe dit tøj, hvis eller SU’en eller overenskomsten tillod det. Alle de danske dj’s er af huse. På hvert et gadehjørne foran hver en café. Så det er bare at vandre rundt – gå efter stortrommen.
Hvis man er smart og hurtig og heldig, så kan man få sig et bord til Københavnermiddagen i Studiestræde, fra 18. Det er blevet så populært at lave spisehappenings, men faktisk har Distortion altid været på forkant. I år med 200 meter langt spisebord. Medbring egen mad eller køb fra de helt sikkert lækre køkkener.
Klokken 20 er der noget, der hedder live mixtape i Studiestræde. Så vidt jeg kan lure, så er det livemusikere, der laver et mixtape. Er det det, vi i gamle dage kaldet en potpourri?
Og så klokken 22 starter festerne på klubberne: Jazzhouse, In, Culture Box og i Huset i Magstræde. Og der er mange navne og scener og meget jeg ikke kender.
DISCOTEK IN er for dem, der vil rave. Og hvem har ikke altid haft et (hemmeligt) ønske om at komme ind i løvens hule og se hvad det egentlig er det handler om derinde på Nørregade. Her er Teknoen i højsædet. Hovednavnet er Kenny Larkin fra Detroit. Den nyeste skole. Renskurede, syntetiske klangflader, dygtigt, hurtigt, hårdt. Og så Mathew Johnson. Et Canadisk minimal-tekno ikon, der har spyttet utallige træfsikre 12′ere ud. Læg også mærke til Kenton Slash Demon, aftenens unge tilbud, der har fået meget ros for deres danske dubtekno.
HUSET I MAGSTRÆDE har klart de fleste scener og sikkert den mest random fest med garanti for sjovhed. Her spiller blandt andet vores alle sammens tidligere verdensmester i dj, DJ Noize, og der er disco og drum’n'base og så viser nogen den gamle klassiker Freaks, hvor der er sort/hvid optagelser af deforme mennesker. Hvis man er til den slags.
CULTURE BOX har imidlertid min personlige favoritbooking. Her spiller det uomgængelige housegeni Theo Parrish. Jeg vil ikke vil bruge mange ord på ham, for jeg har omtalt Detroitteknoen og TP adskillelige gange her på bloggen. Som producer er han greven af maskinsoul med skrattende loops, soulsamples, og forrygende repititioner. Som dj er han anarkistisk – styret af kærlighed til musikken. Med et orgastisk ansigtsudtryk blander han alt fra reggae-edits til tekno, men vender løbende tilbage til de gamle diskoplader spillet med bassen skruet helt op. En unik oplevelse. Jeg håber blot, han kan få spillet den altid svære Box op og tage den hjem denne onsdag i København.
I så fald vil jeg være rolig og i trygge hænder og så vil denne onsdag på Distortion ikke kunne skræmme mig længere.
Noget af det mest spændende musik udenfor og på kanten af klubscenen er de sidste par år blevet leveret af bookerne i Smash!Bang!Pow! Vi har taget en snak med en af dem forud for to store fester til Distortion og hvad der tegner til at blive en masse spændende koncert oplevelser henover sommeren og efteråret.
Det er ikke mere end to år siden, at de første arrangementer begyndte at dukke op med Smash!Bang!Pow som afsender. I starten var det relativt low-key og jeg havde ikke hørt om dem før en veninde i begejstrede vendinger omtalte en ny gruppe bookere, som med god smag og sans for det nye, var begyndt at sætte koncerter op rundt omkring i København. Efterhånden begyndte deres navn at dukke op flere og flere steder og det er ikke helt ved siden af, at nogen af de største koncertoplevelser jeg har haft det sidste års tid har været arrangeret af dem – ligesom de fleste arrangementer jeg har begrædt at gå glip af.
Den slags folk bliver man nødt til at vide noget mere om, så natkultur tog en snak med Kasper fra Smash!Bang!Pow! om, hvor de kommer fra, hvad de vil og hvad man kan forvente til Distortion..
- Smash!Bang!Pow! (SBP) er et promoting, booking og managementfirma, som består af fire mennesker: Nikolaj, Mads, Søren og jeg selv, Kasper. Nikolaj og jeg står for de udenlandske bookinger samt laver noget booking og management for nogle danske bands, mens Mads primært laver booking for forskellige danske artister og Søren er økonomi chefen.
- SBP startede for omkring to og halvt år siden og udspringer af en flok mennesker, som i sin tid var med til at starte Pop Revo i Århus. Da flere af dem flyttede til København startede de så SBP. Der var et par andre med fra Pop Revo, som faldt fra og jeg er så siden kommet til, efter tidligere at have booket selv.
At der et højt aktivitets- og kvalitetsniveau i SBP fremgår tydeligt, hvis man går ind på deres facebook gruppe [http://www.facebook.com/#!/group.php?gid=19293054880]. Her kan man udover line-uppet på de to Distortion fester SBP står bag også se det utal af kommende arrangementer der er linet op med spændende rock- og indie-navne som tUne yArDs, Dirty Beaches og Wooden Shjips.
- Der er ret meget arbejde i det. Lige nu lægger Nikolaj og jeg vel omkring en 60-70 timer om ugen bare i SBP. Jeg har så et arbejde på 20 timer ved siden af.
Som Kasper fortæller, så er arbejdet som booker ikke noget de kan leve af. Der er nogen penge at tjene som manager, men ellers så går pengene i firmaet til nye bookings og arbejdsture til forskellige branche events i Europa og USA.
- Det er heller ikke pengene der er det vigtige. Lysten kommer af en kærlighed til musikken. Fx blev der tabt en del penge på den første Pop Revo, men det fik ikke nogen til at stoppe. Vi har ikke noget specifikt mål med det vi laver, men en basal lyst til at hente flere nye og uopdagede bands til landet. Normalt kommer bands først til Danmark, når de har nået en vis størrelse. En af grundene til, at vi startede med at booke var, at vi ikke gad vente på, at andre bookede de navne vi gerne ville høre og så kunne vi lige så godt gøre det selv. Vi vil gerne introducere folk til ny musik og gøre dem nysgerrige i forhold til musik, så de ikke nødvendigvis først tjekker ting ud, når det er på forsiden af Rollings Stone eller Gaffa.
Udover rockkoncerter har drengene også stået bag flere mere kluborienterede bookinger på det seneste bl.a. Salem, oOoOo og Emeralds. Navne man måske ikke lige hører på dansegulvet fredag nat på Boxen eller Vega, men navne fra den mere eksperimenterende og kantede del af den elektroniske scene. Ifølge Kasper er der ikke noget bevidst i at bevæge sig i den retning.
- Vi er musiknørder og følger med i ny musik, selvom vi selvfølgelig også hører gamle ting og booker ældre, men aktuelle acts. Det er jo ikke sådan, at et band nødvendigvis skal være helt nyt for at vi booker dem. Først og fremmest skal det vi booker være god musik og så kan det være hip-hop, hvis det skal være det. Det handler om musikkens kvalitet og så om de formår at spille live. At vi har haft flere elektroniske bookninger det sidste halve år tror jeg skyldes, at der er kommet flere interessante ting i den periode og mere god musik på den scene. Det vi booker er en afspejling af, hvad vi synes er fedt og holder.
- Som sådan skelner vi ikke mellem elektronisk musik og rock. Det grundlæggende er, at der skal være et set-up der fungerer live og noget indlevelse. Man skal kunne se at kunstneren gider være der – så er det lige meget om vedkommende spiller på guitar eller knapper. Det kan være lige så imponerende, hvad man kan med knapper, som det er at spille fedt på en guitar. På samme måde kan der også være noget meget fascinerende ved dj’s, der kan noget og formår at gøre det de laver relevant. Brian Degraw fra Gang Gang Dance, som spiller til vores Distortion fest om onsdagen er et godt eksempel på det. Han er teknisk dygtig og blander andre instrumenter ind i sit dj set. Det er ikke sådan et set, hvor man står og tænker ”det nummer kender jeg”, men ”wow, det lyder fedt – hvad er det”.
Udover ovennævnte Brian Degraw, så har SBP booket en stribe navne til Distortion, som blander elektroniske elementer med mere traditionel sangskrivning og som alle begynder at få en hel del positiv opmærksomhed. Især navne som Laurel Halo og Austra har fået masser af omtalte på de rigtige blogs og sites, ligesom Nissenenmondai og Gang Gang Dance nok vil vække genkendelse hos folk med interesse for den mere arty side af rockmusikken, hvor strukturer og elementer fra den elektroniske musik inddrages.
- Vi har ikke haft et overordnet koncept for, hvad vi ville med Distortion festerne. Som udgangspunkt vil vi bare gerne være med og synes Distortion er pisse fedt. Vi har forsøgt at støbe et fedt program sammen, som vi mener er i Distortions ånd og har SBP’s stempel. Det ville ikke give mening at sætte 5 lo-fi punk bands på, det er ikke specielt meget Distortions ånd, og især ikke på Jazzhouse, når de har så god lyd som de har mulighed for. Når vi booker ting forsøger vi også at anbringe koncerterne de rigtige steder, i den rigtige kontekst, som da vi fx bookede Dum Dum Girls til at spille i Bakkens gård under åben sommer himmel eller Salem i mørket på Dunkel i vinters. Hvad angår elektroniske små acts, så fungerer det som regel bare bedre på mere klub agtige steder som Dunkel eller Bakken end på et klassik spillested som eksempelvis Loppen.
Med alle de spændende bookninger SBP har linet op, så er det nærmest en lettelse at høre Kasper fortælle, at udover en tur til South by South West festivalen i Austin, så er hans bedste oplevelse med arbejdet i SBP at lære, at være travl og stresset, samtidig med at han beskæftiger sig med det han kan lide.
- Det lyder lidt underligt, men det giver en underlig tilfredstillelse at være enormt travl med noget man godt kan lide at lave, selv om det også kan være lidt for meget engang i mellem.
Hvis du vil følge med, så skulle der udover facebook siden, også snart dukke en helt ny hjemmeside og blog op.
Det føltes som dagens største udfordring at skulle slæbe sin krop til Islands Brygge efter fire dages ustyrlige gadefester, og De kolossale klubarrangementer 3 nætter i træk. Men vejret var på Distortions sidste dag, stadig helt forrygende, og tømmermændene kunne man ligeså godt tage med udenfor. Hygge var dagens tema og hyggeligt var det bestemt. Efter min mening lidt for hyggeligt og meget chillet. Man kunne godt savne at Distortions gæster var blevet plejet med lidt lækkert house eller andet godt for øregangene, til at vågne på.
Det var i det hele taget svært at få øje på Distortion på Bryggen. Her var i forvejen også fyldt op med både loppemarked, bikini-piger og børnefamilier. Det var meget tydeligt at Distortion-folket slet ikke var vågnet endnu. Det eneste tegn de gav fra sig, var en bar og en varevogn hvor bilradioen var skruet op, med lidt forskelligt elektronisk baggrundsmusik.
Da man var ved at blive utålmodig, og tænkte at Distortion nok stadig sov branderten ud, skete der alligevel lidt. En vogn med et godt lydanlæg gjorde indtog ved båden tidligt på aftnen. Her var der god stener til dem der kom direkte fra Carlsberg-festen lørdag, mens kun den lokale dranker dansede aftnen frem.
Alt i alt var der ikke mere fest tilbage. De sidste kræfter var sluppet op og højdepunktet fra aftnen og morgens final party sad stadig i kroppen. Til gengæld føltes det godt at dele sin glade udmattethed med alle de folk, man vidste også havde været med til de sidste par dages fester.
Natkultur kysser Distortion og deres publikum tak for i år. Der er ingen tvivl om at vi også ses til næste indtagen af byen.
