Goddamn! Så går det løs igen. Aldrig så snart har støvet fra Distortion lagt sig før den næste store, all-weekender, everyone invited udendørs fest rammer København. Der er måske ikke så meget street-cred over karnevallet og tanken om alt for mange børnefamilier og blegfede aftenskolekursister i alt for lidt tøj, der tror, at de er brasilianere og har sambarytme kan også skræmme selv voksne mænd. Der er nu masser af gode grunde til at kigge forbi Fælledparken i pinsen – ikke mindst, hvis man har en svaghed for elektronisk musik og reggae (nåh ja – og latinamerikanske rytmer selvfølgelig).
De sidste par år har reggaescenen, DJ Selector, leveret en blanding af rutinerede crews og opkomlinge og det samme gør de i år. Det var bl.a. her det gik op for mig, hvad forskellen på en dygtig og en dårlig reggae dj er, når man jo sjældent kan måle dem på mixing skills. Det er svært hyggeligt at hænge ud ved scenen i eftermiddagssolen og kommer man forbi om aftenen er der også mulighed for en god, gedigen fest, når folk som Peoples Choice, Youngblood, Skyjuice og Universal sound spiller.
Fest kan man i den grad også få på den elektroniske scene, som de seneste år er blevet større og større – både hvad angår festende mennesker og ambitioner. Sidste år var lukkefesten søndag aften fyldt med dansende mennesker og et heftigt lysshow, der var de fleste storklubber værdigt. Det er trance selskabet Iboga der står bag og om man kan lide trance eller ej, så er de fantastisk dygtige eventmakers. Selvom tranceprocenten er højere end de fleste andre steder i København, så deles scenen med nogen af de bedste dj’s fra de andre elektroniske genrer. Det giver et ret sjovt mix af mennesker, hvor hipsters og clubbers fra de ’sædvanlige’ steder blandes med trancefolk i aparte udklædning og ravere, der ligner de lige er kommet hjem fra Goa. En skøn oplevelse der ligger langt fra, hvad der ellers opleves i Kbh.
Der er udemærkede ting alle dage, men lykkes det mig kun at komme af sted en enkelt dag, så skal det være søndag. Her vil jeg starte med at chille til Bubbles Hi-fi på reggaescenen, rykke videre og se om Djuna Barnes kan blæse mig lige så meget bagover, som hun gjorde fredag til Distortion, hvorefter jeg nok vil pendle lidt mellem alle de gode navne på reggaescenen og hvad der sker på elektroniske scene, hvor aftenen skal sluttes af med at høre garvede Atle lukke karnevallet.
Utroligt, at man tre dage efter at have hærget sin krop til Distortion allerede ser frem til de næste fester. Men det gør jeg – og selvom man skulle være skræmt af konceptet, så er der god grund til at komme afsted.
‘Everything counts in lage amounts’ lød det fra højtalerne i Gyden til fredagens Distortion Club Clash. Med det Depeche Mode nummer ramte Djuna Barnes perfekt min fornemmelse af fredag aften til Distortion og gav ledetråden for min reportage. Hun var også venlig nok at pakke den anden ledetråd ind i sit forrygende set, men det kommer vi tilbage til. (nedenstående er skrevet i et tog på vej til Fyn på en blanding af manglende søvn og kaffe – bær over med dårlige billeder fra min mobil og evt. langtrukne rants og dårlige undskyldninger).
Alting tæller i store mængder, men spørgsmålet er om det samlede, akkumulerede resultat altid er godt.
Mange mennesker = bedre fest?
Flere djs = mere og bedre musik?
Distortion bliver større og større, vildere og vildere, men er måske også ved at nå kritisk masse. Det er fantastisk at se så mange glade mennesker, som er på gaderne for at more sig og feste med hinanden. Det er fantastisk, at der kan være sådan et arrangement i København og man bliver glad og stolt, når man ser, hvordan kaoset kan gå op i en højere enhed. Der var desværre tidspunkter i går, hvor enheden måske manglede og det hele var ved at blive for meget. Sdr. Boulevard og Istedgade var proppet til randen, logistikken haltede og de forskellige fester var svært tilgængelige på grund af mængderne foran dem. Musikken var ok i forhold til onsdagens kedelige houseopbud, men nåede ikke torsdagens herligt blandede niveau. Måske var det bare svært at komme til og blive en del af festen. Paradoksalt, når der var festende mennesker overalt.
De bedste oplevelser var i randområderne. Mike Sheridan spillede et pumpet techno set foran station 1 og her var det faktisk muligt at komme ind og være med. Copenhell havde fredagens bedste område på Litauens plads, hvor dobbelt stortromme og heavyspade væltede ud mellem træerne og det grønne område. Metal er desværre ret overset i det danske kulturlandskab og behandles ofte på samme uforstående og useriøse måde som klubmusik – noget unge mennesker der ikke ved bedre beskæftiger sig med. Har man lyst til en alternativ festival og stor oplevelse, så kan man glæde sig til om et par uger, når Copenhell brager løs med et helt sindsygt line-up på Refshaleøen.
Noget man også godt kan se frem til er Aphex Twin festen der lukker Strøm i august. Det er slet ikke til at forstå, hvor vild den booking er og hvor stort det kan blive. Forventningerne er allerede tårnhøje, men jeg er også ret sikker på, at de nok skal blive indfriet. Warm-up arrangementet i den fjerne ende af Sdr. Boulevard tegnede i hvert fald godt og det var dejligt at høre en flok kompetente dj’s spille gammel ’90er techno. Her kunne man høre forskellen på dj’s der kan noget og brænder for deres musik og så dem der lige præcis kan mixe to leflende, bangin housetracks sammen. Sidste var der desværre alt for mange af til Distortion fredag og onsdag, hvor man savnede dj’s med erfaring og skills. Du får ikke bedre musik af at der er mere af det.
Vælger du til gengæld dine dj’s grundigt og sørger for et varieret udbud, så behøver det dog heller ikke at betyde det modsatte. Det viste efterfesten, hvor gode mennesker havde hevet lige så dygtige mennesker ind fra hele verden og hvor niveauet var hævet højt over gadeplanet.
Firehouse sparkede som sædvanligt gang i en rigtig god fest på den store udendørsscene i den afspærrede kødby. Hip-hop rummet var lidt lang tid om at komme i gang, men var desuden også en mærkeligt aflang størrelse, hvor dj’en stod i en ubrugt bar og vj’sne sad ved et bord taget ud af mine gamle folkeskole og så ud som om de spillede kabale. Musikken var til gengæld god med masser af gamle bangers. Bangers var der også masser af til Crookers, som fik en halvt fyldt Øksnehal til at gå agurk. De var noget af det hotteste for et par år siden, men lyder allerede en smule bedagede og lugter lidt af passé, men det virkede for de mange mennesker. Sjovt nok lød den gamle acid og rave stil Josh Wink diskede op med langt mere rørig og frisk, selvom den lyd efterhånden kan se frem til sølvbrylluppet med sit publikum. Her var det dj’en og hans fornemmelse for musikken og rummet der løftede det hele uden brug af cheasy effekter eller hits. Det samme var det også ved før omtalte Djuna Barnes set i Gyden. Her var der godt nok fyldt på med hits, men det havde ikke været nødvendigt for hendes stramt mixede blanding af electro og techno var helt fantastisk og sandsynligvis det bedste jeg hørte den nat. Skulle man være puritansk og ortodoks, så var det måske ikke nødvendigt at spille ‘Girls and Boys’ med Blur og fortsætte med William ‘Captain Kirk’ Shatners punk version af Pulps ‘Common People’, men sjovt var det.
Gydescenen var klart min favorit, men generelt fungerede Kødbyen godt, selvom mange af lokalerne var voldsomt utaknemmelige og lugtede af sportshal og forsamlingshus. Bygning 55 bliver aldrig et godt sted til koncerter og klubarrangementer og var alt for oplyst til at skabe nogen som helst form for intim stemning. Det hjalp så heller ikke, at der var meget få mennesker tidligt på natten og Austra og Abe Vigoda absolut ikke havde det publikum de fortjente. Især Abe Vigoda, som faktisk gav den godt gas til trods for det tomme lokale, havde fortjent en bedre skæbne.
I det hele taget var første del af natten præget af en noget mat stemning og københavnernes notoriske ide om, at man først tager til fest kl. 2. Det hjalp nok heller ikke på det, at mobilnettes nedbrud gjorde det umuligt for barene at tage imod dankort. Eller måske var folk bare trætte. Det har været nogle lange dage og med et godt dagsprogram i dag, så er der brug for de sidste reserver af kræfter i de slidte kroppe.
‘Why do we dance’ lød det fra Djuna Barnes efter Depeche Mode var blevet mixet ud. Hun stod også selv for at levere svaret med sit set – fordi vi ikke kan lade være. Fordi en dj en gang i mellem rammer stemningen og stedet så perfekt, at det føles som om, at intet kunne være anderledes og alt går op i en højere enhed. Kroppen bevæger sig af sig selv og det føles som om, at musikken forbinder alle tilstedeværende.
Det er en magisk fornemmelse og ikke noget man oplever hver nat. Det er den slags oplevelser Distortion kan være så rig på og gør at man dag efter dag tropper op på trods af nødsignaler fra kroppen og hvad man ellers kan irritere sig over af småting ved festivalen. For Distortion er fantastisk og den euforiske oplevelse der ramte fredag nat, er jeg sikker på, at nattens fest kommer til at rumme i hobetal.
(Har lige set mail fra Fleurquin, hvor han ridser Distortions økonomiske situation op efter kæmpe gadefesterne. Lyder ikke godt, så tag og støt arrangementet med andet end deltagelse i de gratis dele og tag til Final Party i aften – det kommer under alle omstændigheder til at blive helt sindsygt).
Københavnernes kulturelle navigationsevner bliver sat på prøve under den længe ventede Strøm Festival. Både fordi festivalens musikprogram er det mest overdådige elektroniske tagselvbord, men også fordi der ikke hører et ordentligt menukort til.
Med så mange fantastiske fester og så imponerende et line-up ville jeg virkelig ønske at en af arrangørerne havde brugt den smule tid det ville tage at skærer programmet ud i pap, så min ustruktureret, sommerslidte hjerne lettere kunne tage stilling til hvad jeg bør skrive i kalenderen imellem d. 16 og 22. august. Som potentielt festgænger, reporter, anmelder, whatever, savner jeg at blive taget ved hånden af en eventmager eller PR-person der via en hjemmeside eller facebookgruppe samler hver eneste Strøm-associerede fest under de respektive festivaldage. I stedet floreres facebook af en uoverskuelig mængde invitationer til mere eller mindre selvproklamerede Strøm-fester, og den officielle hjemmeside er så besværlig og grim at man næsten skulle tro at det var en slags statement.
Men trods den manglende struktur og den avangardistiske webdesigner, har vi på natkultur alligevel formået at finde frem til hver vores individuelle “picks of the week”, som vi vil fremlægge her over weekenden.
Herudover kan i over de næste par uger glæde jer til et interview med arrangørerne og reportager fra et lille udpluk af festivalens arrangementer.
Så anti at vi på natkultur virkelig er begyndt at holde af den – omvendt progressiv grafikerpsykologi?
Til at starte med får i her mine tre picks:
Det startede med førfesten
Vi tager den fra begyndelsen, og den kommer tidligt, for Strøm-festivalen forstår at pre-pre-prefeste som ingen andre. Allerede i går fik Århus forsmag på hvad der venter dem hvis de tager på Københavnerbesøg i uge 33, da Strøm først gæstede Lynfabrikken i selskab med to generationers bud på nytænkende live acts i form af Karten Pflum og Eim Ick. Derefter fortsatte festen på Lobby hvor überwünderschönkid Nicolas Jaar spillede live, flankeret af evigt aktuelle Bjørke & Barnes.
Hvis jeg skulle lave en mini Moore
Nicolas er new yorker og trods sine kun 19 år er han allerede ude med nogle imponerende houseudgivelser på Wolf + Lamb, Circus Company og sit eget label Clown & Sunset. Tjek blandt andet EP’en Time For Us, og hans remix af Kasper Bjørkes “Heaven.”
Så er det næsten lige før at man for en gangs skyld godt gad at have været i Århus…. NÅRH NEJ!
Bakken får nemlig besøg af hele det hippe bundt i aften, så vi københavnere behøver blot at begive os ned til den velkendte bar for at høre guldfuglen kvidre en sidste gang før han flyver tilbage til studiet for at færdiggøre sit første soloalbum. Og for os er det oven i købet gratis. København 1 – Århus 0
Bakken, fredag d. 6. august, 22-04, gratis entré
Fuck metro – og så alligevel ikke
Jeg troede aldrig jeg skulle sætte mine fødder i en dansk metro igen, efter at jeg for en måneds tid siden blev hånefuldt harrased af to kontrollører der ikke mente at min 800 kroners togbillet “from Copenhagen Airport to Berlin” gjaldt i deres metro, og derfor fik rejsen til at koste yderligere en bøde og et tudefjæs.
Men efter et færdigskrevet klagebrev og en større traumebearbejdelse, er jeg ved at være klar til at bestige den monstrøse jernhest, i tide til at opleve Strøms Trans Metro Express mandag d. 16. august.
De får sig muligvis et mindre traume d. 16. august
Jeg har aldrig for prøvet konceptet metro meets music, men hørt at det skulle føles forbudt og intimt på den helt rigtige måde. Line-uppet lokker yderligere med blandt andet live-sets fra electronicaproduceren og labelbossen Rumpistol og mit yndlingsskud på den yngre elektroniske stamme August Fenger aka ELOQ.
Men husk for helvede da at købe en fuldstændig strømlinet officiel metrobillet. Deres ansatte kan være så nådesløst sadistiske.
Vestamager st., mandag d. 16. august, metrobillet
Rare rammer
Enghaveparken har dannet rammer om Strøm siden dens fødsel i 2007, og det med god grund. Det er nemlig først foran hovedscenen der åbner fredag d. 20. august kl 16 at følelsen af festival sådan rigtig indtræder. Først her at man under åben himmel sammen med tusindvis af andre fyldes med socialistisk festivaleufori og samhørighed. Børn og barnlige sjæle kan komme allerede kl 10.30 til Enghaveparkens Rosenhave og danse til Rosa fra “Lille Nørd” og Bjørn Svins elektroniske fortolkninger af danske børne sange.
Så hyggelig den er
De voksne og seriøse vil jeg tilskynde at komme allerede til åbningen kl. fire, for at opleve konceptet “1st Hit Wonder.” Her samles de nyeste up-and-coming navne til at give en lille live smagsprøve på hvad vi kan forvente fra dem i den næste stykke tid. Undr. P og Jesper Ryom er allerede personlige (nepotistiske) favoritter. Efter de nytilkomne har haft spilletid, bevæger bookingerne sig op ad erfaringsstigen, med hovednavne som amerikanske rapper, dj, sanger og yogalærer (!) Gonjasufi, den canadiske improvisationstechno trio Cobblestone Jazz, svenske Style of Eye og dansk electronicas absolut grandEST ol’ men Future 3/System. Jeg beder efter indian sommervejr og glæder mig til at modtage en hel dags musikalsk forkælelse af Strøm Festivalen.
Vesterbro. Den eneste rigtige bydel i København. Her er den rette blanding af brune værtshuse og sushibarer. Centralt placeret på Sdr. Boulevard ligger Dyrehaven, der på mange måder rummer bydelens essens. En gammel bodega er skånsomt omdannet til vesterbrohipsternes dagligstue. Med sans for særlig uformel charme, rammer stedet med sine træpaneler og ‘danish traditional’ menu lige ned i den særlige Vesterbro nostalgi.
Jeg kan li stedet. Mange andre kan li stedet. Det er en succes. Så nu udvides konsortiet med en ny filial: Bakken åbner i Kødbyen, der hvor Art Rebels tidligere havde butik.
Holder det så? Tja… Jeg har jo ikke oplevet det endnu. Men trods af de lækre lineup og de rigtige lokaler, har jeg faktisk min tvivl om Bakken reelt har noget nyt at tilføre København. Placeringen i Kødbyen er allerede old news og blandingen af indie og dj’s var også meget populær i det legendariske 2007. Selv Djuna, der nu booker på Bakken, plejede at booke på genboen Jolene.
Alligevel vil jeg være der i weekenden, iført min bedste denimskjorte. Og måske bliver jeg overrasket.
Og jeg kan sikkert li stedet. Og mange andre vil sikkert kunne li stedet.
Hvor kan man dog savne kødboderne 18. Ikke kun fordi det hele tiden var dér alt det gode musik blev booket, men også fordi, de rå og ildelugtende omgivelser var perfekte til klubfest. Nu er der linet op med steder, til folk i den kreative klasse, med både Jolene, Karrierebar samt Mesteren og lærlingen, som alle er gode gedigne gå i byen steder, men kan mangle lidt uhygge og kant.
Kigger man længere ind i mørket i de små stræder derude, kan man dog være heldig at Warehouse9 har gang i en fest. Lørdag d. 24. april holder de f.eks. en aften i både musikken og kunstscenens navn. Kommer man tidligt kan man opleve den finske performance kunstner Titta Soini, formegentlig sexuelt underbetonede sceneri, samt den ligeså underskønne danske kunstner ”Miss Fish”. På de senere nattetimer, vender den lidt for brugte Djuna Barnes sine plader, samt den mere ukendte Selector Sakena og flere unævnte dj’s.
Denne anbefaling handler mere om sted og stemning en egentlig musik. Men mit sind står helt sikkert åbent denne aften, for oplevelser af enhver art. Og så kan vi kun håbe at Kødboderne 18 snart åbner igen. Som titlen på festen hentyder til, kan man samtidig støtte op om et godt formål, for sølle 40 kr. i indgangen. Kom ind i løvens mørke hule og leg med.
Her på falderebet, lige før fyraften og årets længste weekend med tilnærmelsesvis blå himmel skal I lige have endnu en anbefaling til jeres aften fra Natkultur.dk.
Det er et trygt og velkendt arrangement, da det er den faste bande af crossover electro power fidget dj’s der stiller op, og fordi det er i Kødbyen.
Men det er nyt og spændende, for det er i en ny del af Kødbyen (den brune) og det er releasefest for en ny (og bumping) udgivelse af SunnyBeachHappySlapMardiGras.
Alt i alt: En sublim blanding af forårsstemning, gammelt og nyt, annonceret med rette sans timing. Det skal nok blive en god fest på Onkel Danny’s Plads, når den helt rette crowd indfinder sig imellem 22 & 05 til tidens toner fra blandt andet Djuna Barnes, Waqar, Bumpy, Fredski, Pelle fra Ponyen og selvfølgelig SBHSMG selv.
Hver eneste gang man begynder at frygte, at Københavns natteliv endelig har fået dødsstødet med endnu en klublukning, endnu en scene der dør ud, opstår der ud af ingenting nye steder og nye initiativer klar til at tage over.
Sådan et sted er Pumpehuset, der efter mange års leflen for den lyserøde segment med kopibands og afdanket rockmusik, med ét har besluttet også at kaste sig ind i kampen om de lukrative trendsettere, de kalder klubfolket.
Dette har allerede resulteret i et par virkelig solide bookings. For eksempel var kick off norske disco royalty Todd Terje.
PÅ FREDAG er det det omsigfarende kulturkollektiv ArtRebels, der styrer slagets gang i det gamle vandværk. Anledningen er genlanceringen af ArtRebelskonceptet, herunder deres website. I samarbejde med Villians Club leverer ArtRebels en imponerende række af dj’s til arrangementet. Så imponerende er listen, at den bliver bragt i sin fulde længde her på bloggen:
