Siden Nørrebro repræsenterer KBHs hårde og lidt skramlede kvarter har Distortion fundet det opportunt at alliere sig med bydelens nye punk talent, Ice Age, eller nærmere med den Ice Age drevne blog Dog Meat. Dog Meat har sammensat en vifte af lokale og nordeuropæiske bud på moderne punk til Stengade30. Vurderet ud fra myspace og soundcloud profiler bliver arrangementet en blandet pose med støjdroner og gode intentioner. Bedste bud er svenske BlodVite, der kombinerer eksperimentelle støjflader, med citater fra døds- og grindcore genren. Men all-round er da vist tale om en ganske smal fællesnævner mellem Dog Meat’s showcase på Stengade og Distortions andre Nørrebro tilbud.
Langt mere sammenhængende er Syg Lyds arrangement på den berygtede Søpavillon. Søpavillonen har altid ligget centralt i skæringspunktet mellem desperation, klamydia og letkøbt dansemusik. Om end overlæggeren er sat højere end normalt, og hovednavnet, Seth Troxler, sikkert kan levere slasket dirty hipster house, med en dertilhørende tongue in cheek pose, syntes arrangementet at spille heftigt på Pavillonens stolte meritter. Som en joke i en joke, kaldes scenenavnene, Syfilisfoyeren, Gonorésalen og Singlegulvet. Distancen mellem hipster, og 40-med-sult, syntes her minimal. Men alt godt, og ingen tvivl om at Seth Troxler og Co. nok skal matche scenens krav om sleaze, underlødighed og disco-æstetik.
Gadefesterne mellem Blågårdsgade og Guldbergsgade, har gennem de sidste år været der hvor festen begyndte og endte. Meget tyder på det samme bliver tilfældet i år. Rusts indendørs-program består af Acid Washed, der med lige dele stadionstorhed og franskproduceret synths, nok skal ramme bredt. Bottled In England, er endnu et dansk eksempel på live Drum n’ Bass. Det er en svær niche, der hurtig kan fremstå både redundant og opmærksomhedskrævende, så det kan blive spændende om DnB energien forplanter sig hos publikum. Et potentiel tvivlsomt valg på en aften, hvor den sande juvel er at finde på Global. Her er et skønt virvar af repræsentanter fra den voksende Global Bass/Tropical Bass/Moombahton bølge. Hovednavnene er her Uproot Andy og Dj UMB og Los Chicos Altos. Forvent synkoperede eksotiske beats og latin grooves tilsat nordeuropæiske rave stabs.
Ikke for at blive ved med kun at nævne Dunkel her på bloggen, men deres lineup på lørdag, er igen et af de mest nævneværdige venues i denne weekend. Her kan man blandt andet høre englænderen dBridge der står bag pladeselskabet Exit Records og selv producerer sine egne soul-inspirerede drum’n'base produktioner. Hans musik virker dejlig underspillet, og til tider lidt spøjs, når soul’en går hen og er et underliggende element i hans drum’n'base tracks. Hør bare her:
Udover dBridge kan du nyde danske Broken Soul’s musik der både rummer ambient, broken beat og klassisk drum’n'base.
En hurtig men absolut essentiel anbefaling til årets Strøm: Instra:mental på Dunkel. Vi har allerede skrevet en hel del om de moderne drum n bass fornyere her på bloggen og nu spiller de så endelig i København. Interesserer man sig bare en anelse for elektronisk musik, så bør man ikke gå glip af det her.
Det er Ottoman der sammen med Strøm og Dunkel har booket og jeg glæder mig allerede til at se, hvilke spændende ting Ottoman har på plakaten næste gang. Udover det britiske hovednavn, så spiller også Opiate, Beastie Respond, Jean Doe og Albert.
Som opvarmning kan jeg helhjertet i stemme mig Rikke Frisks anbefaling, i interviewet andet steds her på bloggen, om at komme til Bas under Buen. Bispeengbuen kunne ikke være en mere perfekt setting til det sindsyge line-up af basmusik OHOI! har trommet sammen og der er potentiale for en helt fantastisk eftermiddag og aften.
Der sker spændende ting på den internationale drum’n'bass scene for tiden og det ser ud til, at være det nye promoter crew Ottoman, som skal vise københavnerne, hvordan det går ned. Denne weekend præsenterer de en Critical Music label night med bossman Kasra og produktions es Sabre bag pladespillerne på Dunkel og den 19/8 har de en sand stjernebooking med Instra:mental selv samme sted.
Instramental, som vi har skrevet om i forbindelse med et Malmö gig, har om nogen repræsenteret nybruddet indenfor drum’n'bass lyden, med deres melodiske blanding af drum’n'bass, dubstep og techno, men Critical Music har også rigtig spændende ting at byde på. Indrømmet så har drum’n'bass aldrig været det jeg har lyttet mest til. Det fungerer med en god dj og en god crowd, men derhjemme kan det hurtigt blive for repetitivt på en dræbende måde (det kan det sådan set også ret nemt for en dårlig dj). Derfor var det også primært fordi, at der pt. ikke er annonceret andet spændende denne weekend, at jeg havde den positive overraskelse at blive præsenteret for Critical.
Nu er jeg godt i gang med at lytte mig igennem deres fine podcasts og frydes gang på gang over, hvor meget interessant der bliver gjort med den gamle drum’n'bass skabelon. Bevares der bliver stadig lavet rigtig meget kedeligt crowd-pleaser rabalder, men det er som om, at da først scenen efter et par år var kommet sig over, at være blevet overhalet af dubsteppen, så besluttede den sig til at tage ved lære af opkomlingen og begyndte igen at eksperimentere. Det kommer der som sagt rigtig mange fede ting ud af og en af de bedste måder at opleve det på, vil klart være at tage forbi Dunkel på endnu en forhåbentligt skøn sommernat.
Check evt. også Ottoman bagmanden Beastie Responds Raw Tape, der har en rigtig lækker tracklist med masser af både Instra:mental og Critical Music.
Malmö har efterhånden længe haft en rigtig fin scene for basmusik. Ikke så stor og overvældende som den københavnske, men byens størrelse taget i betragtning, så sker der en del og promoters og klubber har kunne tiltrække relativt store navne fra den internationale scene. Således også denne weekend, hvor et par af de rigtig spændende navne fra grænselandet mellem drum’n'Bass og dubstep gæster klubben Inkonst.
Det drejer sig om Instra:mental og dBridge der som dj’s og producere har deres udgangspunkt i drum’n'bass, men som de seneste år har bevæget sig ud af en ekstremt frugtbar tangent, hvor traditionelle drum’n'bass dyder møder indflydelse fra genrer som techno, electro, moderne soul og, selvfølgelig, dubstep. Hos især Instra:mental er der en rigtig interessant fornemmelse af rum i numrene og en nærmest poppet tilgang til musikken, som ikke sælger ud, men giver en appel der rækker langt ud over genrens sædvanlige publikum. Tjek fx nedenstående nummer der blev Instra:mentals helt store gennembrud:
Sammen driver de pladeselskabet Autonomic, som også lægger navn til en del af deres fællesaktiviteter – bl.a. deres besøg i Malmö. Har man lyst til at tjekke, hvad de kan – og det bør man – så var det dem der stod for nr. 50 i FabricLive serien. Endnu bedre, så kan du helt gratis hente deres podcast serie, som også hedder Autonomic, her. Der er en rigtig god variation i deres selection, som jeg også håber, at de har når det går ned på en klub.
Det er aldrig selv lykkedes mig at komme til nogle af Inkonsts tidligere arrangementer, og det lykkes mig desværre nok heller ikke denne gang, men er man lidt genreblind eller bare interesseret i god musik, så er det bare med at krydse broen d. 15/5.