Vi har haft en Finsk udsending i Wales. Her er en frisk reportage fra den spektakulære hippie-festival Green Man i sidste weekend (19.-21.8.2011). Tekst: Maria Lillkåll
Selv efter flere dage føler jeg stadig varmen fra Green Man, har stadig et smil på mine læber. Vi besluttede os for at prøve noget nyt i år. Har prøvet et dusin forskellige finske festivaler, Way Out West i Göteborg, Roskilde og flere af de forskellige byfestivaler i KBH. Efter lidt skuffelse over, at Glastonbury festivalen bliver udsolgt et år i forvejen, googlede vi lidt og fandt den grønne mand i Wales. Green Man er blevet kåret som den bedste medium størrelse festival i UK med omkring 15.000 besøgende. Den har eksisteret siden 2003. Bedste festival oplevelse jeg har haft indtil nu.
Green Man er for dem, der nyder at opdage ny musik i Folk/Psychedlia/Dance/americana/indie enden af spektret. Ingen store kunstnere som U2 eller Lady Gaga. I år var de største kunstnere Explosions in the Sky (fredag), Fleet Foxes (lørdag) og Iron & Wine (søndag). Store bands kan ses overalt, men den største gevinst var alle de små, ukendte for os, bands vi har oplevet. Festivalen er den eneste i Storbritannien, som har en 24/7 alkoholbevilling. Hvilket også betyder, at du kan feste til de lyse timer, hvis du ønsker det. Sidste act gik på ved 4-5 tiden om natten. Der spillede også to danske bands Our Broken Garden og Treefight for Sunlight – vi gik glip dem begge. Klubnavnene herunder Square Pusher, Horse Meat Disco, Holy Fuck for at nævne et par stykker starter senere på aftenen og er i telte – Far out Stage og Far out after dark.
Green Man er placeret i en nationalpark, Glasnusk Park, som kun er åben en gang om året. Utrolig flot overalt hvor man kigger hen. Bjerge, dale, grøn natur og så smukt at man bliver målløs. Den store scene er omgivet af et amfiteater-lignende bjerg/bakke, så er der 3-4 scener til og flere mindre spontane. De har også et stort biograftelt hvor de viser film, installationer, og et Comedy telt, hvor der blev vist stand-up hele dagen og natten. Den faktiske festivalplads er dekoreret med masser af kunst, kreativitet og indånder magi. Små stier tændt af lys som faldende stjerner, en gigantisk grøn mand, lavet af hvad naturen kan gøre, med et lejr af gamle logs indenfor, hvor du kan sidde og filosofere. Søndag, brænder han op som en endelig afslutning på festivalen.
Green Man er en meget børnevenlig festival med masser af aktiviteter og underholdning for de yngste. Campingpladserne var meget rolige og rene i forhold til ex. Roskilde. Folk syntes at fejre det meste af inde på festivalområdet.
Der var masser af spisemuligheder og vi gik aldrig sultne i seng. Meet pies med mash og franske specialitetter, fish and chips, falaffel og masser af andet lækkert. Cirka 50 kr for en portion og 30 kr for en fadøl/drink.
Varmen spreder sig i maven når jeg tænker tilbage til Green Man 2011.
Billetterne koster omkring 1140 kr. Vi lejede telte all inclusive for 760 kr. (et rejst telt, store luftmadrasser og soveposer til to personer). Billige flybilletter til London omkring 1000 kr., tog fra London til Abergavenny cirka 250 kroner. Fra Abergavenny er der gratis shuttle busser til festivalområdet.
Igen i år har jeg Fætter Niels lagt Way Out West i Gøteborg min rute forbi, én af sommer festivalerne i år, som ærefuld udsending for Natkultur sammen med med -blogger Amalie.
Way Out West og Stay Out West er Sveriges svar på en stor Musikbyfestival-clubfestival = En blanding af Beatday/ sonar / Primavera sound! Fordelte på 2 dage med udendørs koncerter i den store bypark Soltskrogen i hjerte af byen og på en tredags Klub-festival = Stay Out West rundt på byens mange spillesteder / klubber / teatre og to Kirker!
Besøgte som sagt for første gang Gøteborg hjembyen for nogle af de svenske bands/ grupper der har lavet noget af det musik der betyder mest/ rigtigt meget for mig!= The Knife og Håkan Hellstrøm!
Må sige jeg blev glædeligt overasket over byen /helt vildt begejstret. Var en afslappet stemning= alla en storby som Hamburg! Folk var mere nede på jorden/mere afslappede, ikke så fancy /og overklasse a like! Som jeg nogle gang har oplevet folk var i Stockholm!
Var ydre mere sig heldig at via en god ven at bo lokalt i nogle af højeste to etage træhuse der ved lovet vedtaget kun må bygges i visse dele af Byen. Byen var dejlig nem at tage rundt i via sporvognen og havde et godt mix af flotte gader med pæne nye og gl.bygninger og fine grønne områder med klipper der springer frem hist og her!
Selve festivalen foregår i stor park Slottsskogen med store egetræer , lindetræer og stor grønne plæner i mellem! Her er to store åbne scener = Opkaldt efter nogle af de grønne vækster der findes i parken= Azalea , Flamingo! En lidt mindre overdækket scene Linné lidt trukket væk- til mindre navne! Når så de Big shot´s som I år Prince, Kanye West og Pulp omkring kl 00 trækker folk ud omkring og oversvømmer de små act´s up på klubber resten af natten!
Her komme nogle af de acts/bands fætter drager til way out for at se:
Warpaint Trädgår´n torsdag kl 00
Tøserockbandet fra de solrige strande i Los Angeles! Faldt over deres musik via et hjemlån af deres første udgivelse Exquisite Corpse efter en tur på biblioteket, og var så heldig at se dem spille på loppen her sidste år i nov.! De gav en rigtigt god tight koncert med toner af psykedelisk prog-rock fine guitarriffes og en knald dygtig kvindelig trommeslager! Så håber at kunne nå ind og se dem torsdag nat!
Fleet foxes ! AZALEA fredag 18.30
Indie-folk/ folk-pop band fra Seattle der var med til igen, at få de ternede skovmandskjorter på gaden igen! via deres gode sange meldoier alla Crosby, Still, Nash and Young. Når jeg hører deres musik for jeg tit lyst til at flytte langt ud i en skov eller på en øde ø! Tage mine vinyler med/høre musik og bare leve af naturen – bare hugge brænde! Leve det simple liv ude i wild life! Der ikke så meget mere at sige om deres musik, andet at det får selv en vild mand af yogafyr i know til at blive blød i knæene!
WU LYF (World Unite/Lucifer Youth Foundation)Trädgår´n fre kl01
Ved ikke rigtigt så meget om dem andet en det lyder som skør blanding af stillarter de har gang i (Hvide trash gospel med vokal al Tom Waits og musik al Spiritualized lyder som noget der ville falde i min smag måske!
Säkert!Flamingo, Lørdag 17:40
Nu vi er i Sverige er det svært ikkke og komme uden om det svage punkt, jeg har for svensk musik/speicalet kvindlige kunstere! Her på way out west programmet vil jeg fremhæve Annika Norlin / Säkert! Hun har lavet en masse dejligt poprocksang på svensk og har været en af de mest fremgangsrige på svensk mark, med sine meget jordnære tekster og har igen få den speciale svenske sanglyrik i højsædet!
Ariel Pink’s Haunted Graffiti: Linné, Lør 21:00
Dette er nok det jeg ser mest frem til høre live, på way out! Ariel Pink og hans slacker bandet komme med et af sidste års bedste album before today! Albumet for mig til drømme mig væk til 60ernes frie liv og får mig altid til at gå ned i gear og prøve at leve den løse storbybohmeliv med cykel tur ud i blå! Med andre ord bliver man fyldt op med positive vibes/livsgælde når man lytter til hr. Pink og hans indie/Psychedelic pop, Noise pop/freak, folk/avantgardefunk! Ser frem til at se om koncert i de letter fri by Gøtborg får mig til gå danse rundt i en rus af gode toner!
Anastasia Ax performs EXILE – Kid Below/Garden Deep Down featuring sounds by Oni Ayhun
Til sidst bliver det spændene at se hvad Way Out Art er for en fisk! Skulle være Anastasia Ax der udfører et værk med musik af Oni Ayhun= Olof Dreijer fra The Knife ! Ved ikke rigtigt hvad det indebærer men bliver nok et mix af disse to video her nedenunder, i skørt mix gætter jeg!
Til sidste vil jeg bare sige til folk der ikke skal afsted i år, at de skal overveje og lægge vejen forbi Way Out West næsten år! Da det er en god måde at lave en kombi af storbyferie med store livemusikbegivenheder! Så jeg drager inte til Thailand for at træffe nogle fra Gøteborg men tager til Way out west i stedet
Man må sige at sommeren I København er værd at nyde, når vejret arter sig og byen byder på den ene cool musikfestival efter den anden. Men lige på den anden side af sundet, i Sverige, findes endnu en hel verden af festivaler med god musik og alternative fester. I år har jeg valgt at afprøve festivalen Way Out West i Göteborg. Det er en 3-dages festival med koncerter i de lokale parker samt fester på klubberne rundt omkring i byen om aftnen. Festivalen varer fra torsdag til lørdag og er en god mulighed for at se en masse gode koncerter, at opleve byen Göteborg og ikke mindst at udforske deres Natteliv. Har du været i København hele sommeren, og er løbet tør for idéer til hvad du skal lave her, vil jeg anbefale dig at afprøve Way Out West, da de har et utroligt lækkert line-up i år, med masser af musikoplevelser i vente. Årets hovednavne er Prince, Robyn, Fleetfoxes og Kanye West, men under hovednavnene er der et endnu mere frodigt line-up med diverse nye som gamle kunstnere for både indie-publikummet og klubgængerne. Her kommer et par musikanbefalinger fra festivalen i Göteborg næste weekend:
Explosions in the sky
Explosions in the sky skal ikke beskrives, det skal opleves og blive til en stemning du ikke kan undvære, når du først har mærket den. Skal man alligevel knytte et par ord til bandet, kan det beskrives som et eksperimenterende post-rock band fra Texas, der leger med instrumenter, melodier og lyd. Deres numre opbygges og udvikles langsomt med stramme trommer og fine guitar melodier, der tilsammen skaber et lækkert univers. Det er meget lyttevenligt lækkert og er ét af de bands, der står højest på min liste til dette års Way out West. ”Your hand in mine” er ren hjertemedicin:
Zola Jesus
Dette act glæder jeg mig også rigtig meget til, da de vist kun en enkelt gang har været i Danmark. Kvinden bag Zola Jesus er Nika Raoza Danilova fra Wisconsin, der som helt ung trænede til at blive operasanger. Centralt i musikken står dog også vokalen, som jeg finder enormt dragende. Den er skarp og storladen, og passer virkelig godt til musikken, der får sin helt egen lyd. I 2009 udkom hun med nummeret ”Clay bodies” der fik en del omtale, men først i 2010 er hun blevet mere velkendt også i Europa, blandt andet efter albummet ”Stridulum II”, som varmt kan anbefales til musiksamlingen. Her blandes et elektroniske 80’er lo-fi univers sig med fine live-trommer og Nika’s storladne vokal i numre som ”Sea talk” og ”Night”:
For mig, er det et af de bands der har stået ud i de sidste par år og ikke har lignet noget andet band i de nye musik-bølger der har været. Det er forfriskende og fornyende med en ny lyd i den elektroniske indie-verden.
Santigold
Elektro/pop artisten Santi White alias Santagold der i 2009 skiftede sit navn til Santigold optræder også på Way Out West. Siden 2009 har hun hittet stort både i USA men også i Europa. Blandt andet med hittet ”L.A. Artistes” eller med med nummeret: ”You’ll find a way”:
Jeg forestiller mig at hun siden da, har været blandt en af de kvindelige pop-kunstnere, der er blevet spillet allermest til diverse private fester rundt omkring. Med de meget cathy og dansevenlige numre, der blander pop, elektronica samt et lille strejf af skingert rock i ny og næ, er hendes numre et godt soundtrack til enhver fest. Rygterne siger at Santigold til hverdag bor tæt på den endnu mere hypede popkunster M.I.A, og de to ligner samtidigt hinanden en del, både på udseende og i deres attittude. Mon ikke der bliver en fest i Göteborg?
Herudover står navne som: Robyn, Low, Planning to Rock, James Blake og Matthew Dear også højt på min Way Out West liste. De to sidstnævnte var også at finde på årets Roskilde festival og leverede her, så svedige koncerter, at jeg nok kommer til at smutte forbi dem igen.
Der er flere Way Out West anbefalinger på vej fra vores sprudlende skribent Fætter Niels om ikke så længe. Sweeden here we come!
Trailerpark handler ligeså meget om den spirende kunst/design/fashion verden der lever i København, som det handler om musikken og festen. Den kreative kunstgruppe ArtRebels står bag festivalen, og det kan somme tider være svært, overhoved at få øje på musikken, for bar kunstinstallationer og pangfarvet clubkid design. Men man kan mærke at folkene bag brænder for det de laver, og tommelfinger op for at de endnu engang stabler festen på benene, endnu engang også med et udmærket line-up.
Det er nu femte år i træk at festen skydes i gang og som mange andre festivaler vokser Trailerpark sig lige så stille større fra år til år. Fire dage i træk er der musik, fest, kunst og udsmykninger – og som noget nyt kan man nu også campere i nærheden af Copenhagen Skaterpark, hvor det hele går løs. Idéen om camping i byen er fin, og kan måske trække andre end københavner-publikummet til. De fleste Københavnere vil nok alligevel foretrække at tage hjem og sove branderten ud… eller? Også musikprogrammet er fra år til år blevet større og mere vidtrækkende, så det skal blive spændende at se om festivalen kan leve op til det hele.
Hold øje med bloggen de næste par dage, når Natkultur ser nærmere på festen og ikke mindst musikken.
Mine egne 3 anbefalinger til strabadserne kommer her:
Det sejler i effekter – Outdoor, Søndag kl. 17
Bag navnet står de 3 unge fyre, Kee Fritchards/Jdreng, Daniel Sarstedt og Tummy_dob, der efterhånden har boret sig godt ind i den danske dubstep- og electro-verden. De har remixet forskellige numre af navne som Spectors og den kære Spejderrobot og har selv produceret deres egen dejlige dubbede electronica musik. Med god dyster bund og liflige melodier, er det værd at lytte til. De har vist spillet en hel del over det hele de sidste par år, men jeg har endnu ikke fået hørt dem. Her kan man sejle stille hen i deres dub univers:
The lady of sex, drucks og electroclash. Har man ikke oplevet hende før er man nød til at se hende. Med sin bitch-attitude og som regel autrerede sceneshow, med store pikke og andre vulgære indslag, kan man ikke lade vær med at nyde kvinden og samtidig synes hun er alt for meget – and thats love. Hun har i mange år været indbegrebet af electroclash, en genre som vist er ved at være lidt gammel. Men hos Peaches holdes den i den grad i live, og hun trækker på både rockens ustyrlige vildskab og electro-bitch-clash genrens stramme beats for at skabe sig foran publikum. Denne udgave af showet har titlen: Peaches – karoake, hvad det så end skal betyde… om ikke andet er damen værd at opleve. ”Teaches of Peaches” dengang det hele startede:
og et af mine yndlingsnumre:
Simonne Jones – Main, Søndag kl. 22
En anden amerikansk kvinde, der kommer på festivalen er Simonne Jones. Jeg kender hende ikke i forvejen, men hendes ”bastante” navn fangede mit blik på spilleplanen, og efter lidt research, blev jeg mere nysgerrig. Hun er musiker og visuel kunstner. Hun er fra Californien og spiller på et utal af forskellige instrumenter mens hun også låner fra mange forskellige genrer. Hendes udtryk virker både stærkt og skrøbeligt på samme tid. Centralt står guitaren, og de fleste numre holder sig i folk/pop-genren, men der eksperimenteres en del og når man hører hendes forskellige numre er det svært at putte hende i bås. Netop dét, gav mig bare endnu mere lyst til at se hende live. Her et lille fint nummer fra hende:
Nu brugte vi meget tid på at beskrive stemningen i går, så det gør vi ikke i dag. Det lignede sig selv fra om fredagen. Vi har dog taget lidt flere billeder og hørt noget mere musik.
Vi har ondt i hovedet, så indlægget bliver kort.
Chimes and Bells: Dejlig stemning og storladen indie som vi godt kan li’ det. Hold øje med.
Fallulah: Typisk eksempel på hvad der sker, når et Bernadottebarn får for meget støtte i sin kreative udfoldelser, og ingen har the commen decency til at fortælle hende, at hun skal slappe the fuck af. Så krukket at vi ikke havde mulighed for at finde ud af om musikken var god og måtte udvandre.
Raz Ohara: Ace underspillet dubbet tekno med masser af livehalløj. Manden var også krukket, men charmerende. Love.
Tomboy & Fredski: Jeg må indrømme, at jeg har et blødt punkt for alle der smider et Carl Craig-nummer på, men selvom Tomboy & Fredski spillede for fuld smadder, er der noget utilfredstillende ved det konstante fokus på at peake crowden. Dansemusik handler om grooves god-damn-it, så lad numrene få plads og tale for sig selv. Vi dansede dog igennem.
2000 F: Som altid gang i den, men dubstep classic er sgu ved at blive lidt tired. Jungle revival = godt, fødder = trætte.
Vodkashots i baren: Meget gavmilde udskækninger, men noget ujævne. Det holder ikke at servere de største til sidst – det tog os næsten ud. Mærket godkendt, men ikke mere. 3 stjerner til dem og så skal jeg ikke drikke vodka et godt stykke tid.
I miniserien om TrailerPark Festival er vi nået til det seriøse indlæg: Hvad kan man forvente, når man træder ind i Skateparken? Hvike musikalske oplevelser venter?
Hvad der tydeligst adskiller TrailerPark fra resten af de Københavnske festivaler er at ArtRebels, der står bag festivalen, i høj grad består af designere. Derfor har festivalen et af de stærkeste og mest gennemtænkte visuelle udtryk. Hvad præcis årets tema er, må du selv finde ud af, men der er garanteret gensyn med campingvognene og hyggelig gårdfeststemning udenfor skatehallerne, og så lover hjemmesiden et kæmpe boldbassin indenfor.
Området hvor festivalen afholdes er stort nok til omkring 1300 kreative gæster, så der kan holdes gang i flere scener samtidig. Musikprogrammet er med over 40 artister omfangsrigt, og der er mange navne, som undertegnede ikke kender. Derfor fik jeg fat i Pernille Krog Mogensen, der er med som booker på festivalen for første gang i år, så hun kunne dele et par tips med læserne.
Pernille fortæller at TrailerPark ikke som sådan har en fast musikalsk profil. Programmer rummer både folk, tyskertekno og disko. Der har derfor været højt til loftet, når Pernille har skulle udvælge artister til festivalen. Begrænsningen har i stedet været budgettet. Men programmet er alligevel påfaldende internationalt, om end med vægt på tyske gæster.
Hun fremhæver blandt andet tyske Kollektiv Turmstrasse, der er et mere end 10 år gammelt deep house-ensemble, og deres evne til at opbygge sammenhængende, dynamiske sets, når de spiller.
Et bud på endnu dybere grooves er danske Pattern Repeat, hvor den ene halvdel er bagmanden bag Culture Box, Kenneth Christiansen. De rutinerede drenge vil give smagsprøver på egne udgivelser på labelet af samme navn.
Som et eksempel på et spændende indienavn fremhæver Pernille danske Chimes & Bells, der er skabt af Cæcilie Trier, som også er kendt som cellist i Choir of Young Believers. Sammen med de fem andre bandmedlemmer laver bandet følelsesladede indiekompositioner, med afstikkere til et hav af genre.
Endelig kan Pernille ikke lade være med at fortælle, hvor meget hun glæder sig til at se anmelderroste canadiske Caribou. Sidst hun så ham var på den legendariske kæmpeklub Berghain i Berlin og det var fuldstændig sindsygt beretter hun, og fortæller om hvordan hovedpersonen farer rundt på scenen fra instrument til instrument mens musikken bevæger sig fra beach boys til minimaltekno.
Vi opfordrer læserne til selv at gå på opdagelse i programmet for yderligere inspiration. Og så lover vi at rapportere fra festivalen, når den er gået i gang. Læs mere på lørdag.
Lineuppet var uhørt godt. Flere internationale elektroniske topnavne spillede side om side på en isoleret halvø i Tyskland. Four Tet, Henrik Schwarz, Carl Craig, DJ Shadow, Ricardo Villalobos m.fl. Der var ikke andet at gøre. Efter to ugers restitution fra Roskilde Festival drog tre af Natkulturs skribenter sydpå for at få en smag af denne Melt! Festival og for at danse sammen med tyskerne.
Forstil dig en forladt og afsides halvø i det gamle DDR, omgivet af sø. Området er fyldt med kæmpe, tunge, rustne industrimaskiner, som engang har gravet jernmalm ud af den tyske undergrund. Kraner, gravehjul og gravkøer. Og Melt! folkene har sirligt udsmykket dem til lejligheden med discokugler og neonlys. Syv musikscener er viklet ind i det industrielle landskab. Roskilde Dyreskueplads go home.
Der er blæst om Vesterbro i øjeblikket. Den hemmelighedsfulde hipsterbasher fra Copenhipsterbloggen langer tredobbeltsarkastiske flade ud til højre og venstre og særligt til Kødbyens faverige ungdom, altimens hovedstadens selvbestaltede kulturelite blot griner af kritikken og med stadigt mere attitude flasher den nyeste tusch i Bakkens baghave.
Midt i denne mærkværdige kulturkamp uden klare frontlinjer kan man placere TrailerPark Festival. Arrangeret af de ambitiøse kunstradikaler i ArtRebels, der allerede er flyttet beyond Kødbyen ind i cyberspace. Med sin stramt iscenesatte kreativitet, rette placering, helt rigtige publikum og bookinger, ville det være i tidens ånd at pille festivalen fra hinanden som den lille dreng i Kejserens nye klæder og på den vis udstille egen overlegenhed.
Men er det, der kan fremstå som en selvtilstrækkelig fejring af det københavnske hipsterliv rent faktisk byens mest visionære festival? Leverer TrailerPark egentlig byens bedste og mest gennemtænkte musik- og kunstoplevelse til publikum, indhold til tre dages sublime øjeblikke i Skateparken?
For at kunne fælde endelig dom, vil vi her på bloggen dække TrailerPark Festival både før, under og efter. Følg med når vi i næste indlæg blandt andet haft en snak med én af festivalens bookere, Pernille Krog Mogensen.
Praktisk 30. 31. juli og 1. august i Copenhagen Skatepark, Vesterbro. Billetter: 300 kr. for alle tre dage.
Promilleservice, hele ugen fra søndag kl 22, camping E37
Hvad gør, at en campingfest kan få 7000 tilmeldte på Facebook? Svaret er simpelt. Kombinationen af tekniknørders gigantiske lydssystem og Danmarks hotteste dj’s blæser alle de andre campingfester bagud. For tredje år i træk.
Spilleplanen må ikke offentliggøres. For Festivalen er ikke glad for konkurrende evets. Og det er vel forståeligt, når man ser på festivalens tynde klubprogram.
Men vi skulle være dårlige bloggere, hvis vi ikke har fundet lidt navne til jer. En blanding af upcoming og etablerede profiler. De gamle drenge fra Filur, super P3-aktuelle Le Gammeltoft, undergrundshipsterne i Fagget Fairys. Wonderkid’et Mark Sheridan. Og så en af dem, vi ikke kender så godt her i København: Det århusianske festfænomen DJ Zanjani.
I år er Promilleservice blevet stækket efter klager. Helt fra Roskilde by. Så der spilles lidt lavere og kun til klokken fire. Men mon ikke festen blive mindst lige så god?
For føje år siden lykkedes det endnu en gang nordmændene at definere lysen af fremtidens nordiske elektronica. Selvom det – gud ske tak – ikke er blevet mainstream, så har en ny generation af ekstrem talentfulde musikere haft enorm indflydelse på en dedikeret scene.
Lyden er smuk, nordisk og melodiøst, som et discotek i en træhytte i Bergen en lys midsommeraften. Det er sært drømmende disco, der i lige så høj grad står i gæld til krautrock, progrock og balleric.Og så de lange numre med episke opbygninger og hypnotiske grooves stærkt dansabele.
Et eller andet sted i Californien sidder en dreadlockbefængt yogaintrutør og synger blues. Han synger over et elektronisk lo-fi-beat og beskidte samples. Hans distortede vokal lyder som en gravko der kører hen af en grusvej med grabben nede. Beatet veksler mellem trip-hop over boogie til 80′er punk. Selvom det det hele tiden er ved at falde fra hinanden, så hænger det ikke blot sammen – det er unikt.
Navnet er Gonjasufi, et af de seneste og fineste navne der blev tilføjet roskildeprogrammet. Produceret af tidens mest hypede producere Flying Lotus og den maniske Gaslamp Killer skaber Gonjasufi et besværende psykedelisk univers, som han suger lytteren ind i. Nogen kalder det allerede årets bedste plade. Jeg tror det bliver en god koncert, en koncert for de indvigede.
Die Antwoord, søndag 13.45, Cosmopol
In case you haven’t heard: Hårdkogt white trash fra usle sydafrikanske forstæder. Bootybeats, sære kropsformer og en kvindelig forsanger, der minder lidt for meget om jailbait.
Die Antwoord kan ikke forklares. Må opleves. Tjek videoerne herunder. Årets wildcard. (Også selvom om tidspunktet er helt forkert.)
Prince, søndag kl. 22, Orange
Jeg troede simpelthen ikke på det, da jeg læste, at Prince ville komme til Roskilde. Jeg tror stadig ikke rigtig på at han kommer. Sådan virkelig rigtigt. Også selvom 12 millioner kroner burde kunne få de fleste til at overholde deres koncertplaner. Så hvis – hvis - funkdværgen rent faktisk står der på Orange næste søndag aften, kan det blive en af de bedste Roskildekoncerter, nogensinde. Så skulle forventningerne være afstemt.
Prince og jeg går langt tilbage. Den første plade jeg ejede var Purple Rain. Parallelimporteret af min far direkte fra Prag, dengang en del af Østblokken. Jeg hørte den ikke meget på det tidspunkt, men den blev alligevel et (af mange) soundtrack på min vej spæde ungdom. Særligt når jeg besøgte min søster kom fabelagtigt smukke “I Would Die 4 You” tit på pladespilleren. Så jo – Prince og jeg skabte tidligt minder sammen.
Og selvfølgelig hørte vi alle “Kiss”. Og spillede den i folkeskolen på den mest uhjælpelige facon. Så der var mange grunde til at blive træt at Prince. Men med alderen opdagede jeg andre numre, som fik mig til at indse, hvor fabelagtig Prince er. Den hårdtpumpede discoburner “Controversy“, den cremelækre “I Wanna Be Your Lover” og den næsten post-punkede “All the Critics Love U in New York” (remixet på bedste vis af Moodymann)
Men mit yndlings Princenummer er samtidig det, der bedst kan give os en ide til hvad vi kan forvente os på Roskilde. Det er så godt, at jeg forærede min deejaymakker en bootlegkopi for blot at stjæle den tilbage igen og skamspille den for enhver crowd who knows. En 11 minutter lang groover, langsom og intens. Sæt computeren til anlægget og skru op.
Egentlig havde jeg forestillet mig, at overskriften på denne artikel skulle være delirium tremens. Noget, der kan beskrive den paranoide oplevelse af at rave rundt på Carlsbergs jorde uden at kunne finde festen eller ro. Lørdag ville sikkert blive som fredagens fest, bare værre.
I det hele taget var redaktionen rimeligt udkørt denne lørdag aften efter tre dages fest. Vi droppede derfor alt forfest ved og på Knippels Bro og valgte i stedet at forberede os selv med steg og rødvin. Hårdt tiltrængt.
(Jeg er sikker på at 2-minuttersravet og festen under broen var en succes. Læste at bådene i havnen var blevet stoppet. Så må festen have være god.)
Det var ikke det bedste udgangpunkt og derfor kom det bag på os alle, at det skulle blive en aften, der kun kan måles mod de bedste. Fænomenet klubfestival gav endelig mening og vi købte hele pakken fra techhouse over rave-klassikere og dubstep til morgenens guilty pleasures.
Vi cirklede rundt imellem scenener, men tempoet var ikke længere manisk og festen ikke påtaget. Der var flere mennesker, men mere plads til at danse. Og musikken var bare bedre all-over.
Ohoi! havde booket solidt og lydsystemet var i top, så der blev skanket igennem. De unge himmelstormere fra Syg Lyd viste, at de ikke bare ønsker at bidrage til nattelivet med sjov og balade, men at de også har en vision for sound og fest. Deres lærermestre spillede anderledes ukompliceret i Kantinen, hvor der skiftevis var house bangers og dubstep, så her eksploderede firmafesten. I sådan en grad, at der lugtede mærkelig brændt. Så der gik vi til den indtil vi måtte videre, videre. Til raverbusserne og Klashytanken, til amfiteatret indtil en nyt hit eller en gammel ven lokkede i en anden retning.
Tyske Kompakt i Siloen var nattens bedste. Intet mindre. Tracksne var stærkt dansable, men fremadskuende og deejayingen var uovertruffen med sømløse mix og overraskende opbygninger. Her blev man ikke tvangsfodret med bangers og hypet energi – her var der plads i musikken, så vi kunne føle at vi selv bidrog til den boblende energi med vores kroppes rytmiske bevægelser.
Forløsningen indtraf søndag morgen omkring klokken 5, da Oh No Ono begyndte deres parade af skamløse hits. Til Rollig Stones, Jackson 5 og Snoop Dog dansede stadigt flere rundt i og uden for det lille telt – overstadige og storsmilende. Og pludselig stod det klart, at alt det smarte, den særlige københavnske forfængelighed nu var smidt over bord, og vi var her, nu, sammen.
Kun efter flere dages hårdt, hedonistisk arbejde kan vi give os hen på den måde. I det øjeblik, gav det mening, at Distortion er en festival med mange dages program. Flere festivaler venter. Sommeren er begyndt!
