Maybeats i det grønne – musikfestival på Krogerup Højskole

28. maj 2010to30. maj 2010

Jeg må ærligt erkende at jeg for tiden ikke engang har lillefingeren på storbyspulsen, og det ville derfor føles forceret og uforsvarligt at anbefale jer raves ud fra de random tilbud der dukker op iblandt facebookinvitationerne. Men landlig idyl og elektroniske toner dyrker jeg, og jeg vil derfor tillade mig at foreslå et arrangement der ligger (20 min) uden for hovedstadsområdet, men til gengæld lever op til mit nuværende interesseområde.

I morgen lægger Humblebæk-højskolen Krogerup nemlig omgivelser til minimusikfestivalen Maybeats. Det indebærer en herregårdspark med mulighed for camping og et dejligt differentieret musikprogram. Ud af de 32 navne, begejstrer især electronicadelen, repræsenteret af blandt andre Sofus Forsberg, Mikkel Meyer, Nabo, Dub Tractor og Aslope. Desuden har højskoler altså bare en uforlignelig evne til at sprede fantastisk stemning. Og fik jeg sagt at de penge (250 kr for weekenden, 125 kr pr dag eller 75 for søndag) der bliver overs, går til Haiti. Og at Krogerup ligger et stenkast fra stranden? Og det skønne Louisana museum?

Med andre ord opfordrer jeg altså til grundtvigiansk afslapning. Sæt det hektiske weekendsvirvar på standby og få ladet op til næste uges daglige trummerum – og DISTORTION (!!!) – med afslappende indie og meditativt electronica i naturskønne omgivelser.

Læs mere om Maybeats og tjek resten af programmet ud her.

Tags: , , , , , , , ,

Go south / Melt Festival: 16. – 18. juli 2010

16. juli 2010 09:00to18. juli 2010 00:00

Nej. Roskilde Festival programmet får ikke ligefrem Natkultur-skribenterne til at falde i svimer i år. Jeg foreslår at man efter en uges vildskab, (forhåbentligt) varme bajere, tryg rock og nogle små elektroniske lyspunkter på Roskilde, pakker kokosfrugterne og tager sydpå til Melt Festival i Tyskland. Internettet lod mig falde over programmet for 2010 og jeg kan stadig ikke få armene ned.

Højdepunkterne er mange – se hele programmet her, men lad mig fremhæve de vigtigste:

Scratch-maestro DJ Shadow. Hans debut Endtroducing fra 1996 står trofast på pladehylden og markerer starten på instrumental og samplet ambient hip hop – en plade blev bygget op af samples fra mere end 500 jazz, funk, soul, rock og hip hop plader. Han skriver på hjemmesiden at han skal spille på Melt ”Because everyone else is starting to sound like a wedding DJ”. Ha ha.

Four Tet går på sin nyeste plade There is Love in you i en virkelig lækker houset og dansabel retning. Jeg har endnu ikke hørt yndlingsnummeret ’Love Cry’ på et dansegulv. Men jeg forestiller mig at det, på trods af at det blev udgivet i januar måned, kan blive det vildeste sommertrack i 2010. Det har den rette sprødhed.

Henrik Schwarz! Endelig en mulighed for at opleve manden live. Han står bag de uhørt gode tracks ’Where We At’, ’Leave My Head Alone Brain’ og ’Walk a mile in my shoes’. Det er eksperimenterende og legende, jazzet deep house med uforudsete forbindelser på tværs af genrer.

Engelske electro-soul prodigy Jamie Lidell er formidabel live. Han human beatboxer, sampler sig selv, synger soul’et, smadrer rundt i genrer og springer rundt på scenen. Til maj udgiver han sin nye plade Compas i samarbejde med bl.a. Grizzly Bear, Feist, Beck og Gonzales. Han har allerede været vidt omkring på sine seneste to udgivelser og jeg ser stort frem til hans næste udspil.

Og så glæder jeg mig helt vildt til at se, hvad freak-videokunstner Chris Cunningham finder på. Vi kender ham bl.a. fra de gruopvækkende Aphex Twin musikvideoer, den smukke Bjørk robot-sex video og den melankolske undervandsvideo for Portishead. Nu giver han et DJ/VJ sæt. Jeg kender ikke hans lyd. Men manden har jo god musiksmag og jeg ved, at vi har unikke – potentielt meget uhyggelige – billeder i vente.

Jeg har stadig ikke nævnt Carl Craig & Mike Banks, Mala, Tiga, Ricardo Villalobus, Ellen Alien, Kode 9 og Martyn!

Det skal nok blive en god elektronisk sommer.

Og billetten er ikke engang særlig dyr. Jeg tror den kostede hvad Roskilde Festival gjorde i 1999. €94 – altså 700 kroner. Tsk.

Tags: , , , , , , , , , , ,

Et lidt zzzøvnigt Roskildeprogram

Så kom den dag alle de festivaltro musikmennesker har ventet på. Programmet er officielt og man kan så småt begynde at vurdere om Roskilde endnu engang bliver i stand til få primaldyret og de 1675 kroner ud af én. Godt nok er min opgave at kommentere programmet ud fra en klubentusiasts perspektiv, men da min verden består af andet en bouncy bas, er jeg nødt til først at ytre min uforbeholdne mening om den samlede bandliste: Zzzzzzzz…. Og også lidt zzznøft.

Selv herfra hvor jeg sidder, i landets måske mest optimistiske solplet, har den endelige offentliggørelse formået at fylde mig med en smule skuffelse. Gorillaz er fine. Jack Johnson er hyggelig. Them Crooked Vultures siger sig selv. Muse, Nephew, Efterklang og Robyn har været der inden for de sidste to år. Erlends tilstedeværelse tages nærmest for givet. Faktisk er de eneste store akustiske navne der får mig til at trippe tilnærmelsesvist af spænding The National, Pavement, Patti Smith og søde C.V. Jørgensen. Det er ikke fordi jeg som sådan har noget i mod de enkelte bands, men samlet set er det færdige program langt fra noget der får længslen efter højsommer og kaotisk koncertnavigering frem.

Og nu kommer vi til det mest ærgerlige og vedrørende i forhold til bloggen her. Hvor fanden er natkulturen? Soundtracket til de formålsløst fulde festivalnætter? Hvad skal forkæle mine ørengange når de er trætte og ømme af gennemtrængende guitarriffs og nådesløse trommer? I blandt de 113 annoncerede, er der kun 6 mere eller mindre rendyrket elektroniske navne, og det undrer. Festivalens primære promoters har før forklaret at de er nødt til at nedprioritere den elektroniske musik for at kunne vedligeholde og eksplicitere deres profil som rockfestival. Fair nok, men en negligering bør da ikke være nødvendig?

Men for at det ikke hele ikke skal gå op i brok og briller, vil jeg forsøge at fokusere på potentielle højdepunkter. Jeg glæder mig for eksempel enormt til at opleve Københavns unge minimal-mand Eim Ick uden for Dunkels rammer (hvor han sjovt nok spiller i morgen) og regner muligvis også med at tage et smut forbi og se hvordan de århusianske wünderkids Electrojuice har tænkt sig at optræde med deres udadvendte og energiske kompositioner. Den argentinske vokaltechnoekvilibrist Mathias Aguayo er endnu et interessant elektronisk bud, og mon ikke også legendariske The Prodigy og den berygtede radiodj Tim Sweeney kommer til til at skabe fest.

Og derudover….ja…så må vi jo bare se at få stablet vores egen elektroniske Roskildefester på benene.

Tags: , , , , ,