Jeg hører til dem, som synes årets Roskilde program er helt i top. Der er vildt mange små og interessante bands at tjekke ud og der er virkelig ikke meget på Orange scene, man bliver nødt til at tjekke ud, for så at ærgre sig gul og blå over de steder, man burde have været, fordi koncerten bare ikke levede op til forventningerne og scenen ikke fungerede for bandet.
Undtagelser er der selvfølgelig og et af de navne jeg skal se på Orange er:
Efter en hel weekend med metal til Copenhell er jeg heldigvis på ingen måde gået kold i det, men ser udelukkende frem til igen at blive banket igennem af hæsblæsende dobbelt stortromme, mure af guitarstøj og ondskabsfulde growls. Mastodon kan det hele og lidt til. Bandet kan spille hård og brutal død med de bedste, men er på deres seneste plader trukket over mod det mere eksperimenterende og prog-rockede. Umiddelbart lyder det jo ret forfærdeligt og som det modsatte af en anbefaling, men deres plader Leviathan og Crack the Skye er helt fantastiske albums, som ikke kun folk der allerede er disponerede for metal bør tjekke ud. Hvis ikke Orange Scene svigter, så er der en kæmpe oplevelse i vente.
En lige så stor oplevelse kan meget vel tage sin begyndelse en halv time efter Mastodon, hvor Destroyer går på scenen. Jeg er helt afsindigt splittet mellem de to bands, så det må være op til Mastodons dagsform om jeg må forlade heavyen til fordel for jazzet rock. Destroyers album Kaputt fra i år har været en af mine absolutte favoritter og måske den plade jeg har hørt mest i år. Frontmand Dan Bejars blanding af Steely Dan inspireret jazz og rock er lige så god til Campari og de tidlige timer af en sommerfest, som det er til kaffe og panodiler dagen efter. Det her kan blive så godt, hvis bandet kan få de relativt komplekse sange til at hænge sammen og saxofonstykkerne til at spille.
Så snart Destroyer har lagt instrumenterne, så er der fuld galop over til Gloria. Jeg har svært ved at gennemskue, hvor godt How to Dress Wells skrøbelige, spøgelses r’n'b vil fungere live, men jeg bliver nødt til at høre det. Pladen ‘Love Remains’ var en af mine favoritter fra sidste år og klart den bedste sangskrivningsmæssigt i den bølge, der også inkluderer oOoOo og Balam Acab. Tjek ham synge R. Kellys ‘I Wish’ over hans eget nummer ‘Ready for the World’ nedenfor. Det bliver næppe en kæmpe fest, men der er potentiale til, at det kan blive en ekstremt gribende og smuk koncert.
Der er masser af andre ting jeg kunne anbefale, men det sidste i denne omgang bliver en verdensomspændende supergruppe bestående af medlemmer fra de congolesiske bands Kasai Allstars og Konono N 1 i skøn forening med medlemmer af vestlige indiegrupper som Skeletons, Juana Molina, Wildbirds and Peacedrums og Deerhoof. Projektet er baseret på pladen Tradi-mods vs. Rockers, hvor vestlige bands og electronica musikere blev bedt om at fortolke musik fra Congotronics scenen. Det kom der en herligt blandet plade ud af, som på virkelig interessant vis forener lyde, sangstrukturer og rytmik fra forskellige musikalske kulturer. Der kommer til at være proppet på scenen og jeg forudser et festligt og uforudsigeligt culture-clash.
Festival-programmet bugner med tillokkende tilbud; fra de navne, der står skrevet med den største skrift på plakaten til dem, der gemmer sig nede blandt de lovpligtige oplysninger om trykkested og copyright. Fra kunstnere man har kendt og fulgt i årevis til obskure bands som bookere og PR-folk sælger med uimodståelige gloser. Og udover koncerterne er der jo også biografen, digtoplæsninger, de mange camp-fester, den nyligt offentliggjorte svævebane (yay!) og meget, meget, meget mere.
I denne helt uoverskuelige overflod af fede ting er det jo svært at udvælge kun nogle enkelte, men det er alligevel lykkedes mig at udvælge fem særlige anbefalinger. Spilletider og –steder er som offentliggjort i skrivende stund (17/6), og kan selvsagt ændres. De to førstnævnte navne spiller på Pavilion Junior, og de tre sidste på selve festivalen.
1) EMMA ACS (Pavilion Junior, 26/6 kl. 16)
Hvis man godt kan lide charmerende, rødhårede 19-årige piger (og det kan jeg qua mit arbejde som HF-lærer heldigvis ikke) er man allerede kommet et godt stykke vej i forhold til danske Emma Acs, hvis debut-album udkom for et par måneder siden. Men når man så oven i købet lægger, at det er et decideret fremragende album, og at hun allerede har fået store roser som live-performer – blandt andet på Spot-festivalen – tegner hendes optræden til at blive en oplevelse, man ikke må gå glip af. Og i øvrigt en koncert, man synes, godt kunne have fortjent at blive placeret på selve festivalen. Emma Acs spiller psykedelisk pop med både charme og varme; musik der både kan lyttes, stenes og danses til.
2) TÔG (Pavilion Junior, 27/6 kl. 20.30)’
På deres egen myspace-side beskriver norske Tôg (der betyder tosse på deres hjemlige rogalandske dialekt) sig med genrebetegnelserne ”Big beat/ House/ Trip Hop”, og på Roskilde festivalens hjemmeside strør de om sig med ord som New Wave og Italo. Bandets musik kan altså svære at holde fast i genrebetegnelser, men man kan i hvert fald konkludere, at den stemning, musikken skaber er én, jeg glædeligt vil være i hele min sommer: Livsglad, romantisk og et groove, der går direkte i både fødder og hofte.
3) FEMI KUTI & POSITIVE FORCE (Arena 1/7 kl. 18:00)
Det bliver en vild Roskilde Festival for Kuti-familien og ikke mindst for deres fans. Begge Kong Felas musikalske sønner Femi og Seun spiller koncerter med deres respektive bands og som en særlig treat er der oven i købet en tredje koncert med en sjælden familiegenforening, hvor de to afrobeat-arveprinser står på scenen sammen. Her vil jeg dog fokusere på storebror Femi, der sammen med sine medspillere i Positive Force udvider det sædvanlige afrobeat-repertoire med egne kompositioner, der kombinerer indflydelse fra jazz, rock og indie med den helt særlige Lagos-lyd.
4) VALBY VOKALGRUPPE (Gloria 1/7 kl. 17:00)
Festivalens store selvudfordring for mit vedkommende er ”supergruppen” af unge, seje sangerinder fra rundt omkring i det Københavnske indie-landskab, der under det AOF-inspirerede navn optræder med acapella-numre, hvor de hver især bidrager med både sang, beatboxing og stemmeskabte lydeffekter. Valby Vokalgruppe lyder ikke som nogen andre i Danmark, måske i verden, og det er ikke altid, at det er mere godt end mærkeligt, men når det fungerer, er det en unikt engagerende musikoplevelse.
Kvinden bag sidste års efter min mening bedste plade i soul/RnB/funk-kategorien er et virkeligt scoop for Roskilde Festival. En fantastisk sceneoptræden, en fantastisk stemme og et bagkatalog, der på trods af, at det kun rummer én plade alligevel har rigeligt godt stof til at fylde en koncert ud. Det gode fra Beyoncé, Macy Gray og Erykah Badu, men uden noget af det dårlige fra nogen af dem. Og mon ikke mentor og producer Big Boi, der selv har spillet et par timer tidligere, også kunne finde på at dukke op.
Noget af det mest spændende musik udenfor og på kanten af klubscenen er de sidste par år blevet leveret af bookerne i Smash!Bang!Pow! Vi har taget en snak med en af dem forud for to store fester til Distortion og hvad der tegner til at blive en masse spændende koncert oplevelser henover sommeren og efteråret.
Det er ikke mere end to år siden, at de første arrangementer begyndte at dukke op med Smash!Bang!Pow som afsender. I starten var det relativt low-key og jeg havde ikke hørt om dem før en veninde i begejstrede vendinger omtalte en ny gruppe bookere, som med god smag og sans for det nye, var begyndt at sætte koncerter op rundt omkring i København. Efterhånden begyndte deres navn at dukke op flere og flere steder og det er ikke helt ved siden af, at nogen af de største koncertoplevelser jeg har haft det sidste års tid har været arrangeret af dem – ligesom de fleste arrangementer jeg har begrædt at gå glip af.
Den slags folk bliver man nødt til at vide noget mere om, så natkultur tog en snak med Kasper fra Smash!Bang!Pow! om, hvor de kommer fra, hvad de vil og hvad man kan forvente til Distortion..
- Smash!Bang!Pow! (SBP) er et promoting, booking og managementfirma, som består af fire mennesker: Nikolaj, Mads, Søren og jeg selv, Kasper. Nikolaj og jeg står for de udenlandske bookinger samt laver noget booking og management for nogle danske bands, mens Mads primært laver booking for forskellige danske artister og Søren er økonomi chefen.
- SBP startede for omkring to og halvt år siden og udspringer af en flok mennesker, som i sin tid var med til at starte Pop Revo i Århus. Da flere af dem flyttede til København startede de så SBP. Der var et par andre med fra Pop Revo, som faldt fra og jeg er så siden kommet til, efter tidligere at have booket selv.
At der et højt aktivitets- og kvalitetsniveau i SBP fremgår tydeligt, hvis man går ind på deres facebook gruppe [http://www.facebook.com/#!/group.php?gid=19293054880]. Her kan man udover line-uppet på de to Distortion fester SBP står bag også se det utal af kommende arrangementer der er linet op med spændende rock- og indie-navne som tUne yArDs, Dirty Beaches og Wooden Shjips.
- Der er ret meget arbejde i det. Lige nu lægger Nikolaj og jeg vel omkring en 60-70 timer om ugen bare i SBP. Jeg har så et arbejde på 20 timer ved siden af.
Som Kasper fortæller, så er arbejdet som booker ikke noget de kan leve af. Der er nogen penge at tjene som manager, men ellers så går pengene i firmaet til nye bookings og arbejdsture til forskellige branche events i Europa og USA.
- Det er heller ikke pengene der er det vigtige. Lysten kommer af en kærlighed til musikken. Fx blev der tabt en del penge på den første Pop Revo, men det fik ikke nogen til at stoppe. Vi har ikke noget specifikt mål med det vi laver, men en basal lyst til at hente flere nye og uopdagede bands til landet. Normalt kommer bands først til Danmark, når de har nået en vis størrelse. En af grundene til, at vi startede med at booke var, at vi ikke gad vente på, at andre bookede de navne vi gerne ville høre og så kunne vi lige så godt gøre det selv. Vi vil gerne introducere folk til ny musik og gøre dem nysgerrige i forhold til musik, så de ikke nødvendigvis først tjekker ting ud, når det er på forsiden af Rollings Stone eller Gaffa.
Udover rockkoncerter har drengene også stået bag flere mere kluborienterede bookinger på det seneste bl.a. Salem, oOoOo og Emeralds. Navne man måske ikke lige hører på dansegulvet fredag nat på Boxen eller Vega, men navne fra den mere eksperimenterende og kantede del af den elektroniske scene. Ifølge Kasper er der ikke noget bevidst i at bevæge sig i den retning.
- Vi er musiknørder og følger med i ny musik, selvom vi selvfølgelig også hører gamle ting og booker ældre, men aktuelle acts. Det er jo ikke sådan, at et band nødvendigvis skal være helt nyt for at vi booker dem. Først og fremmest skal det vi booker være god musik og så kan det være hip-hop, hvis det skal være det. Det handler om musikkens kvalitet og så om de formår at spille live. At vi har haft flere elektroniske bookninger det sidste halve år tror jeg skyldes, at der er kommet flere interessante ting i den periode og mere god musik på den scene. Det vi booker er en afspejling af, hvad vi synes er fedt og holder.
- Som sådan skelner vi ikke mellem elektronisk musik og rock. Det grundlæggende er, at der skal være et set-up der fungerer live og noget indlevelse. Man skal kunne se at kunstneren gider være der – så er det lige meget om vedkommende spiller på guitar eller knapper. Det kan være lige så imponerende, hvad man kan med knapper, som det er at spille fedt på en guitar. På samme måde kan der også være noget meget fascinerende ved dj’s, der kan noget og formår at gøre det de laver relevant. Brian Degraw fra Gang Gang Dance, som spiller til vores Distortion fest om onsdagen er et godt eksempel på det. Han er teknisk dygtig og blander andre instrumenter ind i sit dj set. Det er ikke sådan et set, hvor man står og tænker ”det nummer kender jeg”, men ”wow, det lyder fedt – hvad er det”.
Udover ovennævnte Brian Degraw, så har SBP booket en stribe navne til Distortion, som blander elektroniske elementer med mere traditionel sangskrivning og som alle begynder at få en hel del positiv opmærksomhed. Især navne som Laurel Halo og Austra har fået masser af omtalte på de rigtige blogs og sites, ligesom Nissenenmondai og Gang Gang Dance nok vil vække genkendelse hos folk med interesse for den mere arty side af rockmusikken, hvor strukturer og elementer fra den elektroniske musik inddrages.
- Vi har ikke haft et overordnet koncept for, hvad vi ville med Distortion festerne. Som udgangspunkt vil vi bare gerne være med og synes Distortion er pisse fedt. Vi har forsøgt at støbe et fedt program sammen, som vi mener er i Distortions ånd og har SBP’s stempel. Det ville ikke give mening at sætte 5 lo-fi punk bands på, det er ikke specielt meget Distortions ånd, og især ikke på Jazzhouse, når de har så god lyd som de har mulighed for. Når vi booker ting forsøger vi også at anbringe koncerterne de rigtige steder, i den rigtige kontekst, som da vi fx bookede Dum Dum Girls til at spille i Bakkens gård under åben sommer himmel eller Salem i mørket på Dunkel i vinters. Hvad angår elektroniske små acts, så fungerer det som regel bare bedre på mere klub agtige steder som Dunkel eller Bakken end på et klassik spillested som eksempelvis Loppen.
Med alle de spændende bookninger SBP har linet op, så er det nærmest en lettelse at høre Kasper fortælle, at udover en tur til South by South West festivalen i Austin, så er hans bedste oplevelse med arbejdet i SBP at lære, at være travl og stresset, samtidig med at han beskæftiger sig med det han kan lide.
- Det lyder lidt underligt, men det giver en underlig tilfredstillelse at være enormt travl med noget man godt kan lide at lave, selv om det også kan være lidt for meget engang i mellem.
Hvis du vil følge med, så skulle der udover facebook siden, også snart dukke en helt ny hjemmeside og blog op.
Jeg må indrømme, at jeg tilhører den generation, hvor det at læse i høj grad handlede om at gå ud på en torsdag og møde nye venner. Om at opdage de vandhuller, hvor der kunne drikkes flest øl for færrest penge. Og om hvor lang tid, der var til næste studiefest, hvor man kunne danse med de søde piger.
Så selvfølgelig var Studenterhuset et af de steder, hvor der blev brugt meget tid.
Nu om dage er tingene anderledes. I dag er studerende langt mere seriøse og sidder begravet i bøgerne eller dybe faglige samtaler i læsegrupper over en kop kaffe med varm mælk.
Så Studenterhuset har måtte følge med tiden. Ud med de slidte sofaer, de permanente pletter, det forhutlede klientel, og ind med en skarpere, tidssvarende stil & nyt logo. Den lækre adresse på Købemagergade er blevet gennemrenoveret, og ingen nostalgiske indvendinger fra min side. For selvfølgelig har de studerende ikke godt af for meget slendrian. Så længe øllene stadig er billige.
Men for alle de andre, som ikke kan give slip på fortiden, er der mulighed for at sætte sit fedtede aftryk på de pastefarvede møbler, når det nye Studenterhus holder reception og åbningsfest på lørdag med stærke navne på programmet. Og nye brugere er selvfølgelig også velkomne.
Superseje dansk-finske Afenginn, der spiller balkan/folkemusik amok, går allerede på klokken 17 og det kan kun anbefales at komme tidligt. De leverede en helt igennem god koncert på Roskilde i år.
Kl. 22 går The Broken Beats på. Faste læsere af bloggen er klar over, at jeg ikke ved meget om (dansk) indie, men de har lavet musik til Manden med de gyldne ører og virker sympatiske, og har fået gode anbefalinger med på vejen, så de skal også nævnes her.
Kl. 23.30 er der dj-musik med hip-hop/funk/soul/altmuligt-hovederne Dokkedal/Dixen (LeBon fra Den Sorte Skole og DixOne) og de plejer jo at være helt igennem rå på pladespillerne.
Nu brugte vi meget tid på at beskrive stemningen i går, så det gør vi ikke i dag. Det lignede sig selv fra om fredagen. Vi har dog taget lidt flere billeder og hørt noget mere musik.
Vi har ondt i hovedet, så indlægget bliver kort.
Chimes and Bells: Dejlig stemning og storladen indie som vi godt kan li’ det. Hold øje med.
Fallulah: Typisk eksempel på hvad der sker, når et Bernadottebarn får for meget støtte i sin kreative udfoldelser, og ingen har the commen decency til at fortælle hende, at hun skal slappe the fuck af. Så krukket at vi ikke havde mulighed for at finde ud af om musikken var god og måtte udvandre.
Raz Ohara: Ace underspillet dubbet tekno med masser af livehalløj. Manden var også krukket, men charmerende. Love.
Tomboy & Fredski: Jeg må indrømme, at jeg har et blødt punkt for alle der smider et Carl Craig-nummer på, men selvom Tomboy & Fredski spillede for fuld smadder, er der noget utilfredstillende ved det konstante fokus på at peake crowden. Dansemusik handler om grooves god-damn-it, så lad numrene få plads og tale for sig selv. Vi dansede dog igennem.
2000 F: Som altid gang i den, men dubstep classic er sgu ved at blive lidt tired. Jungle revival = godt, fødder = trætte.
Vodkashots i baren: Meget gavmilde udskækninger, men noget ujævne. Det holder ikke at servere de største til sidst – det tog os næsten ud. Mærket godkendt, men ikke mere. 3 stjerner til dem og så skal jeg ikke drikke vodka et godt stykke tid.
I miniserien om TrailerPark Festival er vi nået til det seriøse indlæg: Hvad kan man forvente, når man træder ind i Skateparken? Hvike musikalske oplevelser venter?
Hvad der tydeligst adskiller TrailerPark fra resten af de Københavnske festivaler er at ArtRebels, der står bag festivalen, i høj grad består af designere. Derfor har festivalen et af de stærkeste og mest gennemtænkte visuelle udtryk. Hvad præcis årets tema er, må du selv finde ud af, men der er garanteret gensyn med campingvognene og hyggelig gårdfeststemning udenfor skatehallerne, og så lover hjemmesiden et kæmpe boldbassin indenfor.
Området hvor festivalen afholdes er stort nok til omkring 1300 kreative gæster, så der kan holdes gang i flere scener samtidig. Musikprogrammet er med over 40 artister omfangsrigt, og der er mange navne, som undertegnede ikke kender. Derfor fik jeg fat i Pernille Krog Mogensen, der er med som booker på festivalen for første gang i år, så hun kunne dele et par tips med læserne.
Pernille fortæller at TrailerPark ikke som sådan har en fast musikalsk profil. Programmer rummer både folk, tyskertekno og disko. Der har derfor været højt til loftet, når Pernille har skulle udvælge artister til festivalen. Begrænsningen har i stedet været budgettet. Men programmet er alligevel påfaldende internationalt, om end med vægt på tyske gæster.
Hun fremhæver blandt andet tyske Kollektiv Turmstrasse, der er et mere end 10 år gammelt deep house-ensemble, og deres evne til at opbygge sammenhængende, dynamiske sets, når de spiller.
Et bud på endnu dybere grooves er danske Pattern Repeat, hvor den ene halvdel er bagmanden bag Culture Box, Kenneth Christiansen. De rutinerede drenge vil give smagsprøver på egne udgivelser på labelet af samme navn.
Som et eksempel på et spændende indienavn fremhæver Pernille danske Chimes & Bells, der er skabt af Cæcilie Trier, som også er kendt som cellist i Choir of Young Believers. Sammen med de fem andre bandmedlemmer laver bandet følelsesladede indiekompositioner, med afstikkere til et hav af genre.
Endelig kan Pernille ikke lade være med at fortælle, hvor meget hun glæder sig til at se anmelderroste canadiske Caribou. Sidst hun så ham var på den legendariske kæmpeklub Berghain i Berlin og det var fuldstændig sindsygt beretter hun, og fortæller om hvordan hovedpersonen farer rundt på scenen fra instrument til instrument mens musikken bevæger sig fra beach boys til minimaltekno.
Vi opfordrer læserne til selv at gå på opdagelse i programmet for yderligere inspiration. Og så lover vi at rapportere fra festivalen, når den er gået i gang. Læs mere på lørdag.
Endnu mere at glæde sig til. Fem gode navne på årets festival. Ingen rød tråd her. Bare god musik:
Robyn søndag kl 00:00 på Arena
Hun ser ud som om det gør reelt ondt på hende i, når går hun baglæns i et pangfarvet retro computerland i musikvideon With Every Heartbeat. Svenske Robyn er en af de få, der laver pop som om hun virkelig mener det. Hun ligner sig selv med det hvide firserhår. Hun har været her længe, men bliver bare mere og mere cool for hvert år. Hitsne sidder lige i skuffen på den der uhørt storladne og smertefulde måde. Og nu skal vi høre dem i det grønne telt!
Bassekou Kouytate & Ngoni Ba: lørdag kl 21:00 på Pavilion
Mali-bands er altid gode på Roskilde Festival. Og Bassekou Kouyate med bandet Ngonia Ba er en af de store malinesere, verdenskendt for at spille på det sjove instrument ngoni, som ser sådan her ud:
Det er en slags afrikansk lut eller banjo der går way way back i afrikansk historie. Men Bassekou Kouyate og band er frække fordi de spizer det op med sjove effekter og spiller på ngoni på den funky måde. Det er glad musik, strengeinstrumenter, jazzet, afro og lidt rocket. Basskous kone er med i bandet og hun synger efter sigende helt vildt og når de højeste flotteste toner. Sådan noget er bare så rart på festival.
Beach House lørdag kl 19:00 på Pavilion
Duoen Beach House har repeat’et på min anlæg de seneste uger, når jeg har været i indie-humør. Roskilde Festival beskriver det som ’overdådig drømmepop’. Jeg tænker nærmere vi skal over i noger sfærisk, 70’er agtig doven, rocket pop. Fantastisk vokal af Victoria Legrands i front – hun lyder både sexet og vis. God hippiekoger fra Baltimore.
WOODEN SHJIPS fredag kl 19:00 på Pavilion
Lidt i samme boldgade har vi Wooden Shjips fra Californien. Tempoet er højere – vi skal helt tilbage til 60’erne og så tænke lidt mere på LSD og rock. Musikken er i det hele taget en meget psykedelisk fornøjelse. De burde have spillet på Roskilde da det hele startede for 40 år siden. Det beskidte, dynamiske og hypnotiserende album Escape fra dette år kan anbefales, også ligeledes kan en tur til Pavillon på fredag.
LCD SOUNDSYSTEM torsdag kl 20:15 på Cosmopol
Til sidst lige en kort bemærkning om at LCD Soundsystem også spiller på dette års festival. København har i lang tid haft et godt øje til den gammelkloge hipsterfar fra New York – hyldet op og ned af Soundvenue, så der er ikke så meget åbenbaring over denne anbefaling. Men opmærksomheden er fortjent. Det nye minimalistiske, underspillede og rå album ’This is Happening’ rammer senmodernitetens ressourcestærke, håbefulde hipsters lige i mellemgulvet. Teksterne er unikke og James Murphys skabede vokal er lækker og fængende. Jeg glæder mig til at se dem på Cosmopol.
Distortion på Vesterbro. Den kreative klasse rullet ud over Istedgade, ned til Enghaveplads og lige midt på Sønder Boulevard. Hvor Nørrebro i går føltes som en rystet flaske champagne, hvis tryk endelig var lettet og boblerne sat fri i street craze og pudekamp, var Vesterbro Distortion mere dekadent, sofistikeret og hyggelig.
Gadefesterne bød på et mere alsidigt musikudbud end Nørrebros house og clash. Jeg kom forbi det svenske indieband Happiness på Skydebanegade, som bestemt ikke så spor happy ud, men var inderlige og rough i lyden som indiebands skal være, når de er cool. Der var singersong techno (?) som My Name is Legion på Kolonihaven, chillet dub for de voksne foran Kioskh og så hip hop på Saxogade og metal, jungle, house og what not på Enghave Plads. Der var glade mødre og børn klædt ud som bananer, folk på rulleskøjter, visuals på husvæggene og masser af kunstigt græs. Og så var det jo sommer og solskin og vi havde alle sammen fri i morgen og var glade og rummelige. Efterhånden som aftenen blev nat, blev festen og energien dog strammet ind og spændt op. En af de bedste var på Haderslevsgade med Mejlgade for Mangfoldighed, der selvom de proklamerede ikke var en del af Distortion, var en rigtig god Distortion-agtig fest.
Den kommende weekends største ståhej handler nok om Le Social’s åbningsfest i Pumpehuset. Pumpehuset, der er i gang med et ambitiøst make-over (med en lidt stressende hjemmeside – ting flyver rundt) lancerer Le Social som ny klub. Her skal der præsenteres internationale artister og i stil med alt der er smart, bliver det også noget med mode, kunst og film.
Über Indie, New Yorker kid, forsanger fra Hot Chip, Alexis Taylor (tjek billede) bliver aftenens hovedattraktion.
Han skal solo gøre reklame for bandets nye album Life on Stage. Hot Chip slog for alvor igennem med electro-pop pladen ’Made in the Dark’ i 2008. Jeg blev personligt meget opløftet over deres cover af Sinead O’Conner’s ’Nothing Compares to you’ til Roskilde Festival samme år.
Den Københavns indie-oprustning er også seriøs. Troels Abrahamsen, forsanger fra indie-rockbandet Veto kommer og DJ’er med trioen SBHSMG (SunnyBeachHappySlapMardigras). Til at give festen god dansetyngde har vi gode Waqar og også Lou Van, Silas Soulland og flere.
Så vi snakker house, diesco, electro pop/rock.
Ungt og glad og frisky.
En frisk og lovende start for Pumpehuset. Jeg glæder mig til at følge med.
