Februar måned i København er heldigvis mere og andet end blot frost, lavpraktiske overlevelsesstrategier og tung hjemlig-hygge. Februar festivalen, ’Vinterjazz’, kan opleves over hele byen måneden igennem og i de to kommende weekender kan man opleve prøvelser på alsidigheden i Kbhs jazzmiljø i kødbyens koncert- og forsamlingshus ’5e’.
Pladeselskabet ILK Music består af en løst defineret gruppe af musikere der bl.a. tæller spydspidser som Jacob Anderskov og Kresten Osgood. ILKs ’Winter Jazz Sessions’ kaster glans over et par af de mere ubeskrevne blade i ILK flokken. I denne weekend (10-11 feb) kan man opleve pianist Søren Kjærgaard, hvis imponerende CV bl.a. inkluderer samarbejde med den tidligere tennisstjerne Torben Ulrich. Mens Søren Kjærgaard ynder at fremmane delikate og til tider nærmest skrøbelige klangflader, så placerer aftenens andet navn, Angel, sig på den anden ende af jazzskalaen. Angel befinder sig genremæssigt et sted mellem mathrock og freejazz og trækker inspiration fra mastrodonter som Peter Brötsmann(med hvem de har gjort pladen ’A tale of three cities’), Sonny Shamrock og Ornette Coleman. Store navne til en stor lyd. I morgen, lørdag d. 11 feb, kan man stifte bekendtskab med Setién, Løvdal & Allpass og LoFi feat. Højgaard. (for mere info se: www.ILKmusic.com)
Winter Jazz Sessions afrundes i næste weekend, (17-18 feb), hvor man bl.a. kan opleve An Auf, Sekten og mange flere. Alle sammen repræsentanter for ILKs særlige og yderst uafhængige lyd, skåret fra den eksperimentelle side af jazzklingen.
Jazzhus Montmartre genindfører jazzklubben Natholdet, der oprindelig blev lanceret i 1962, da Montmartre fik sin første natbevilling. Nu fortsætter Montmartre traditionen, der er tænkt som en mere uformel musikalsk legestue og giver plads til de yngre musikere. Værterne er Jonathan Bremer og Niclas Bardeleben, hvor sidstnævnte også er kendt for at have styret nattejams under Copenhagen Jazz Festival med stor autoritet, sammen præsenterer de hver uge nye og varierende solister i den gamle jazzklub i Store Regnegade i indre by, der i 60′erne og 70′erne var centrum for den moderne jazz i Europa og huserede navne som Dexter Gordon, Ben Webster og Stan Getz.
Arrangementet kører hver fredag fra kl. 23.00 til 02.30 og altså første gang på fredag. Det er et oplagt alternativ til Københavns øvrige natklubber – og, som de selv skriver på deres hjemmeside, hvis man bare vil have en unik oplevelse.
En phD-studerende i England beslutter sig for at lave musik og overgår nogen af de største navne på scenen. Hans musik er dog absolut ikke videnskabelig stringent – der er dynamisk, organisk og soulfuld.
Inspireret af detroit teknoens fordybelse, neo-discoens analoge lyd og jazzens impro, har Floating Points de sidste par år slået sit navn som producer fast med et par unikke udgivelser som Vacuum Boogie og Love Me Like This, der nærmest permanent har været på min personlige lørdagsopvarmningsliste siden de udkom.
Om Hr. Points er lige så unik som dj, ved vi ikke. Men vi ved dog, at han dj’er fast på Plastic People / London, spiller across the board og har spillet med favoritter som Mr. Scruff, Caribou, Four Tet og Kyle Hall. Hvilket borger for høj kvalietet.
Er du en af dem, der som så mange andre er begyndt at fortryde, at de ikke fik købt Roskildebilletten i tide, så lad være at sidde derhjemme og ærgre dig, men kom ud og bak de steder op, som kører god stil, selvom alle har forladt byen og er draget mod vest. Jazzfestivalen starter fx samme weekend og udover Sonny Rollins om søndagen, så er der masser af spændende undergrundsarrangementer rundt omkring i byen.
Jeg ville fx klart vælge at hænge ud hos 5e i Kødbyen, så snart chancen bød sig (hvilket den også gør hele ugen efter Roskilde). Her præsenterer det spændende jazzpladeselskab ILK Musik en række kunstnere og musikere fra hele verden. Blandt andet kan man opleve indie-vokaljazz med Sekten, den danske trommehelt Kresten Osgood, eksperimental musik med båndmanipulation fra Echotape og et møde mellem kompositions- og impromusik hos Spring.
Det er måske ikke dansemusik, men jeg tror, at der er rigtig store og interessante oplevelser at hente her, så afsted med jer – og husk så at fortælle os, hvor fedt det var og hvor meget vi gik glip af, når vi kommer tilbage sovset ind i mudder og urinstøv.
Jeg hører til dem, som synes årets Roskilde program er helt i top. Der er vildt mange små og interessante bands at tjekke ud og der er virkelig ikke meget på Orange scene, man bliver nødt til at tjekke ud, for så at ærgre sig gul og blå over de steder, man burde have været, fordi koncerten bare ikke levede op til forventningerne og scenen ikke fungerede for bandet.
Undtagelser er der selvfølgelig og et af de navne jeg skal se på Orange er:
Efter en hel weekend med metal til Copenhell er jeg heldigvis på ingen måde gået kold i det, men ser udelukkende frem til igen at blive banket igennem af hæsblæsende dobbelt stortromme, mure af guitarstøj og ondskabsfulde growls. Mastodon kan det hele og lidt til. Bandet kan spille hård og brutal død med de bedste, men er på deres seneste plader trukket over mod det mere eksperimenterende og prog-rockede. Umiddelbart lyder det jo ret forfærdeligt og som det modsatte af en anbefaling, men deres plader Leviathan og Crack the Skye er helt fantastiske albums, som ikke kun folk der allerede er disponerede for metal bør tjekke ud. Hvis ikke Orange Scene svigter, så er der en kæmpe oplevelse i vente.
En lige så stor oplevelse kan meget vel tage sin begyndelse en halv time efter Mastodon, hvor Destroyer går på scenen. Jeg er helt afsindigt splittet mellem de to bands, så det må være op til Mastodons dagsform om jeg må forlade heavyen til fordel for jazzet rock. Destroyers album Kaputt fra i år har været en af mine absolutte favoritter og måske den plade jeg har hørt mest i år. Frontmand Dan Bejars blanding af Steely Dan inspireret jazz og rock er lige så god til Campari og de tidlige timer af en sommerfest, som det er til kaffe og panodiler dagen efter. Det her kan blive så godt, hvis bandet kan få de relativt komplekse sange til at hænge sammen og saxofonstykkerne til at spille.
Så snart Destroyer har lagt instrumenterne, så er der fuld galop over til Gloria. Jeg har svært ved at gennemskue, hvor godt How to Dress Wells skrøbelige, spøgelses r’n'b vil fungere live, men jeg bliver nødt til at høre det. Pladen ‘Love Remains’ var en af mine favoritter fra sidste år og klart den bedste sangskrivningsmæssigt i den bølge, der også inkluderer oOoOo og Balam Acab. Tjek ham synge R. Kellys ‘I Wish’ over hans eget nummer ‘Ready for the World’ nedenfor. Det bliver næppe en kæmpe fest, men der er potentiale til, at det kan blive en ekstremt gribende og smuk koncert.
Der er masser af andre ting jeg kunne anbefale, men det sidste i denne omgang bliver en verdensomspændende supergruppe bestående af medlemmer fra de congolesiske bands Kasai Allstars og Konono N 1 i skøn forening med medlemmer af vestlige indiegrupper som Skeletons, Juana Molina, Wildbirds and Peacedrums og Deerhoof. Projektet er baseret på pladen Tradi-mods vs. Rockers, hvor vestlige bands og electronica musikere blev bedt om at fortolke musik fra Congotronics scenen. Det kom der en herligt blandet plade ud af, som på virkelig interessant vis forener lyde, sangstrukturer og rytmik fra forskellige musikalske kulturer. Der kommer til at være proppet på scenen og jeg forudser et festligt og uforudsigeligt culture-clash.
Der er ingen tvivl om at redaktionen er vilde med jazz, men vi kender folk, der er langt mere kompetente på området. Én af ugens anbefalinger kommer derfor fra Niels Christian Cederberg, der til daglig blandt andet er vært på P2 Jazz. Tusind tak til Niels Christian!
Jeg synes, det er intet mindre end fantastisk, at København kan præsentere etiopiske Mulatu Astatke med backinggruppen The Heliocentrics hele to år i træk. VEGA har sandsynligvis grebet stemningen fra sidste års koncert på Jazzhouse og tænkt i omsætning og gysser.
For var der noget som overbeviste mig og en masse andre om, at Mulatu er stor i undergrunden, så var det netop denne koncert i slutningen af oktober sidste år.
Jazzhouse var proppet til randen med et, for stedet, meget opretstående og gyngende publikum den aften. Ja det var faktisk slet ikke til at komme til!
Med sig på VEGA på lørdag har Mulatu den london baserede jazz/funk gruppe The Heliocentrics. De har siden 2008 gjort det som backing band for Ethiojazzens fader og hans genvundne status som en unik skaber af jazz fra Afrika. The Heliocentrics gennemsnitsalder er rundt regnet 30 år yngre end den aldrende Mulatu, og et vidnesbyrd om, at en yngre generation har taget Mulatus musik til sig.
Og det er lidt sjovt, at en 67-årig Etiopisk pianist og vibrafonist er blevet så relativt berømt blandt folk i min egen aldersgruppe (29). Taget i betragtning, at hans mest populære numre blev produceret for 35-40 år siden, og at kun få hørte om det dengang musikken var spritny.
Men Mulatu er blevet stor på sine gamle dage. Ikke mindst grundet filmen ‘Broken Flowers’ fra 2005 af instruktøren Jim Jarmusch. Her spiller Bill Murray en mand i sit livs værste midtlivskrise, der drager afsted for at afsøge sine tabte og fortabte forhold fra fortiden. Melankolien breder sig, og filmens soundtrack indeholder adskillige Mulatu numre. Musikalsk er filmen én lang ode til den langmodige men dog på samme tid optimistiske tristesse, der ligger i Mulatus musik fra 60′erne og 70′erne. “It’s Ethiopian music, it’s good for your heart” bliver der sagt i dén film. Og det er rigtigt: musikken er godt for dit hjerte, som en stærk omgang etiopisk kaffe.
Jeg lærte ikke selv Mulatu’s musik at kende gennem Jarmusch filmen. Jeg hørte nogen fra dub og reggae-miljøet i København omtale ham her den geniale Mulatu Astatke. En dag faldt jeg over en vinylskive med manden og faldt pladask for lyden.
En lyd du ikke finder hos andre end Mulatu Astatke. Hans tidlige opvækst i Etiopien, der ligger lige dér i smørhullet mellem Mellemøsten, Nordafrika og resten af det store afrikanske kontinent, har hjulpet denne specielle lyd på vej.
Mulatu blev i 50′erne sendt til Wales for at studere til ingeniør, men han valgte at uddannede sig til jazzmusiker i London i stedet. I 60′erne blev Mulatu optaget på det prestigefyldte Berkeley College of Music i New York. Her begyndte Mulatu for alvor at indlejre sine etiopiske rødder i musikken. Ethio-jazzen blev født. Og tak for det.
Musikken afspejler både mellemøsten, latinamerika og den amerikanske jazz. Og det er unikt. Mellemøstens skæve tonearter blandet med latinamerikansk rundgangsrytmik og jazzens iboende uforudsigelighed. Det giver dig en følelse af forståelse og fremmedgørelse på én og samme tid. Det rammer dig hårdt i dit følelsesregister. Det kan ikke beskrives bedre; det skal opleves!
Derfor:
Hvis du kan lide lidt Afrika, lidt latinamerikansk, lidt jazz krydret med flydende monotoni og groovy melankoli, så skal du købe billet til VEGA på lørdag. Du vil ikke fortryde dit køb. For uanset hvad, så rammer Mulatu Astatke & The Heliocentrics en nerve i din rytmiske menneskelighed, som få andre formår.
