Der er ingen tvivl om at redaktionen er vilde med jazz, men vi kender folk, der er langt mere kompetente på området. Én af ugens anbefalinger kommer derfor fra Niels Christian Cederberg, der til daglig blandt andet er vært på P2 Jazz. Tusind tak til Niels Christian!
Jeg synes, det er intet mindre end fantastisk, at København kan præsentere etiopiske Mulatu Astatke med backinggruppen The Heliocentrics hele to år i træk. VEGA har sandsynligvis grebet stemningen fra sidste års koncert på Jazzhouse og tænkt i omsætning og gysser.
For var der noget som overbeviste mig og en masse andre om, at Mulatu er stor i undergrunden, så var det netop denne koncert i slutningen af oktober sidste år.
Jazzhouse var proppet til randen med et, for stedet, meget opretstående og gyngende publikum den aften. Ja det var faktisk slet ikke til at komme til!
Med sig på VEGA på lørdag har Mulatu den london baserede jazz/funk gruppe The Heliocentrics. De har siden 2008 gjort det som backing band for Ethiojazzens fader og hans genvundne status som en unik skaber af jazz fra Afrika. The Heliocentrics gennemsnitsalder er rundt regnet 30 år yngre end den aldrende Mulatu, og et vidnesbyrd om, at en yngre generation har taget Mulatus musik til sig.
Og det er lidt sjovt, at en 67-årig Etiopisk pianist og vibrafonist er blevet så relativt berømt blandt folk i min egen aldersgruppe (29). Taget i betragtning, at hans mest populære numre blev produceret for 35-40 år siden, og at kun få hørte om det dengang musikken var spritny.
Men Mulatu er blevet stor på sine gamle dage. Ikke mindst grundet filmen ‘Broken Flowers’ fra 2005 af instruktøren Jim Jarmusch. Her spiller Bill Murray en mand i sit livs værste midtlivskrise, der drager afsted for at afsøge sine tabte og fortabte forhold fra fortiden. Melankolien breder sig, og filmens soundtrack indeholder adskillige Mulatu numre. Musikalsk er filmen én lang ode til den langmodige men dog på samme tid optimistiske tristesse, der ligger i Mulatus musik fra 60′erne og 70′erne. “It’s Ethiopian music, it’s good for your heart” bliver der sagt i dén film. Og det er rigtigt: musikken er godt for dit hjerte, som en stærk omgang etiopisk kaffe.
Jeg lærte ikke selv Mulatu’s musik at kende gennem Jarmusch filmen. Jeg hørte nogen fra dub og reggae-miljøet i København omtale ham her den geniale Mulatu Astatke. En dag faldt jeg over en vinylskive med manden og faldt pladask for lyden.
En lyd du ikke finder hos andre end Mulatu Astatke. Hans tidlige opvækst i Etiopien, der ligger lige dér i smørhullet mellem Mellemøsten, Nordafrika og resten af det store afrikanske kontinent, har hjulpet denne specielle lyd på vej.
Mulatu blev i 50′erne sendt til Wales for at studere til ingeniør, men han valgte at uddannede sig til jazzmusiker i London i stedet. I 60′erne blev Mulatu optaget på det prestigefyldte Berkeley College of Music i New York. Her begyndte Mulatu for alvor at indlejre sine etiopiske rødder i musikken. Ethio-jazzen blev født. Og tak for det.
Musikken afspejler både mellemøsten, latinamerika og den amerikanske jazz. Og det er unikt. Mellemøstens skæve tonearter blandet med latinamerikansk rundgangsrytmik og jazzens iboende uforudsigelighed. Det giver dig en følelse af forståelse og fremmedgørelse på én og samme tid. Det rammer dig hårdt i dit følelsesregister. Det kan ikke beskrives bedre; det skal opleves!
Derfor:
Hvis du kan lide lidt Afrika, lidt latinamerikansk, lidt jazz krydret med flydende monotoni og groovy melankoli, så skal du købe billet til VEGA på lørdag. Du vil ikke fortryde dit køb. For uanset hvad, så rammer Mulatu Astatke & The Heliocentrics en nerve i din rytmiske menneskelighed, som få andre formår.
Wundergrund festivalen slutter med et ordentligt, bastungt brag på lørdag, når King Midas Sound og Kode 9 gæster Jazzhouse. Tilsammen har de i godt to årtier skabt og frembragt ekstrem og spændende musik med appel på og udenfor dansegulvet og i hvert fald sidst nævnte har om nogen været med til at præge lyden af moderne basorienteret dansemusik med sit label Hyperdub. Wundergrund lover en rejse i den londonske klubscene og med de to navne som styrmænd er det ligefør, at man tror salgstalen.
Navnet King Midas Sound vækker næppe genklang hos mange, selvom manden bag, Kevin Martin, var det helt store dyr i åbenbaringen for anmelderne for to år siden. Her udgav han som The Bug pladen ‘London Zoo’. Pladen blandende aggressiv dancehall med lyduniverset fra grime og dubstep og blev for den ikke dubstep-indviede danske anmelderskare noget af en øjenåbner og behørigt overhældt med superlativer og hæder.
Der var dog som sådan ikke noget revolutionerende over ‘London Zoo’, hvis man ser lidt på Kevin Martins historie. Dubstep og grime var som lyduniverser nært beslægtet med hans egen fortid i eksperimenterende elektronisk musik og industrial fandt indpas i hans musik som nye materialer at arbejde med. Allerede i 2003 udgav han som The Bug pladen ‘Pressure’, som på mange måder spejlede, hvad der var på vej ud af den engelske undergrund i form af grime og dubstep. Går man endnu længere tilbage, til starten af halvfemserne, så var Kevin Martin dybt begravet i en masse projekter i randområdet mellem industrial, hip-hop og elektronisk musik. Især projekterne sammen med Justin Broadrick fra Godflesh er interessante. Bandet God var en større samling af musikere, som kombinerede industrial æstetik med fri-jazz elementer og hvor Martin leverede både saxofon og vokal. Ice var knap så ekstremt som God og trak på dub og hip-hop som inspirationskilder, men blev i starten stadig hjemsøgt af Broadricks tunge guitarer og Martins hylende saxofon. Det sidste projekt Techno Animal blandede et væld af inspirationskilder med det tunge industrielle lydbillede, men holdt igen med de håndspillede instrumenter. Alle projekterne dyrkede en støjende æstetik, som har inspireret folk som El-P og Dälek, der også gæstede den sidste Techno Animal plade. Har man mod til at lade sine øre udfordre, så er der rigtig meget godt at hente i Kevin Martins bagkatalog, hvor han med sin egensindige tilgang har ekspanderet de genrer han udforskede.
I det perspektiv virker King Midas Sound mest som en afslappende orlov. Der bliver ikke skubbet til så mange grænser i de elektroniske dub-landskaber og det støjende, smadrede, industrielle er for en tid også lagt på hylden. Til gengæld er der virkelig flotte nattestemninger og smuk sang og vokal fra Robin Robinson og Kiki Hitomi. Jeg har svært ved at se det fungere på et dansegulv, men som koncert kan det godt gå hen og blive godt – pladen ‘Waiting for You’ kan absolut anbefales
Hvor Kevin Martin har været med til at vride ny musik af gamle genrer, så er Kode 9 med på front- og sidelinjen når basmusikken med lynets hast muterer og spaltes i London. Som DJ og producer var han med fremme, da dubsteppen begyndte at gøre opmærksom på sig selv i 2005 og som ejer af pladeselskabet Hyperdub har han udgivet Burials to stiilskabende plader, genredefinerende singler fra Joker og Cooly G. og i det hele taget været langt foran alle andre med de nyeste lyde. Det imponerende i den forbindelse er, at selvom der bliver leget og eksperimenteret, så er der altid fokus på dansegulvet. Om det så virker kan du bedømme på lørdag, når han skal vise københavnerne, hvad der festes til på Londons mere eventyrlystne dansegulve.
Vi kan jo lige tage seneste udgivelse på Hyperdub at varme op på:
Disco’en dør aldrig. Det var den, der startede house og techno. Især med det her hit:
Siden hen har disco’en bevæget sig i en masse retninger, lumret rundt og plejet omgang med andre genrer. Nogle mere heldige end andre, hvilket har foranledet nogle til at tro at discoen er irriterende. Det er den ikke.
Anyways. Det, det handler om her, er det hotteste indenfor disco lige nu. Og det er slo-mo disco og house bevægelsen. En slags bastardgenre, der på en svært forklarlig og virkelig lækker måde samler trådene mellem detroit techno, deep house og disco edits. En af forgangsmændene for genren er The Revenge – aka Graeme Clark- og det er ham, vi er så heldige at få besøg af på Jazzhouse på fredag til House of Moves night.
Skotske Graeme Clark er allermest kendt for sine originale disco re-edits, hvor han bryder tracks ned til deres mindste, basale essens og bygger den op igen. Lyden er rå og elektronisk, forvrænget og festlig. Og der er hele tiden reminiscenser af organisk disco, house og nogle gange hip hop. Hør det her. Jeg tror han er lidt af en nørd, som forhåbentligt hiver overraskende nye edits frem, når han spiller ude.
Men The Revenge skal ikke løbe af med al opmærksomheden. Han spiller overhovedet ikke alene. Nede i kælderen holdes han med selskab af Tom Collins, Mr. Jakobsen og Nico Muzzleflash. Og oppe i cocktail loungen står Lou Van, Jean von baden, Christian d’OR, Nam-Nam, David le Garset, Brynjolfur og Sven Franscisco. Noget for enhver smag.
Dette er en varm anbefaling!
Og forresten. Det er temalørdag om disco på DR2 lørdag aften.
Umiddelbart kan der forekomme langt fra 30+ års fødselsdagsfest med nostalgi metal, dåsebajer og fisk i køkkenet til indre bys pænere steder. Det skulle da også vise sig, at der på mange måder var langt bedre gang i køkkenet end andre steder i byen; men det er at foregribe begivenhederne.
Det er alt for sjældent, at disco som det lød i 70′erne og starten af 80′erne i New York, er på pladespillerne i de københavnske klubber. Det råder Jazzhouse forhåbentligt bod på lørdag, hvor Tom Collins, Mester Jakobsen og Von Baden hiver klassikere fra disco musikkens udviklingshistorie frem. Det hele ser ud til at være der: Fra den spæde start i funk og soulmusikken, over kulminationen i disco selv og så frem til arvtagerne på house og nu-discoscenen.
Skal du varmes lidt op, så smed Mester Jakobsen for et par måneder siden en stribe mix op på hifly.dk, som er oplagte til at få stemningen i vejret i løbet af dagen. Tjek fx her.
Det kan også blive ret interessant i Red Velvet Lounge (som vel er baren ovenpå?), hvor der er live-trompet og collectors selection med Møll og Juel. Jeg håber mere på sjældenheder og samlerobjekter end på horn, men det kan sagtens være, at det kommer til at fungere.
Her på bloggen har vi primært nævnt Jazzhouse i forbindelse med deres rigtig fine elektroniske torsdagsbar, men har After Dark klubben flere nætter med den her slags musikalske koncepter på tegnebrættet, så glæder jeg mig til at skrive om det. Der er i hvert fald potentiale til en fantastisk fest her.
Der er forøvrigt gratis entre fra 22-24, så selv dem der ikke gider betale for at gå i byen kan få en god aften og lidt musikalsk opdragelse.
PS. Til dem der vil vide mere: Billedet er af disco og garage dj legenden Larry Levan og det er også ham der har remixet Loose Joints tracket i Youtube klippet. Hans historie er tragisk og interessant og godt beskrevet i fx. ‘Last Night a DJ Saved My Life’ af Brewster og Broughton.
Har lige hørt Eim Icks radiodebut på det Elektriske Barometer og er igen positivt overrasket over, hvor meget godt de unge danske producerer sender ud for tiden. Jeg ved ikke, hvad det er de er blevet flasket op på, men folk som Jesper Ryom, Aslope og Eim Ick har virkelig fat i noget godt.
Eim Ick er selvfølgelig allerede old news på scenen, men det skal ikke forhindre mig I varmt at anbefale folk at tjekke ham til Electronic Bar på Jazzhouse d. 20/5. Der er en dejlig legende og let fornemmelse over hans musik, som kommer til at passe rigtig godt til mit forår. Efter eget udsagn har han kun et egentligt nummer færdigt, men der er åbenbart materiale nok til en live-optræden. Glæder mig til at høre det.
Torsdag er der mulighed for at opleve en vaskeægte live-premiere, når danske Dub Tractor og islandske Disa for første gang opfører deres nye sange for et publikum. Der er tale om et samarbejde så nyt, at det endnu ikke er muligt at høre nogle af duoens numre, men derfor tør vi alligevel godt anbefale en tur til Electronic Bar på Jazzhouse.
Det er vist ikke nogen overdrivelse at sige, at Anders Remmer aka. Dub Tractor er en af de personer, som har haft størst betydning for elektronisk musik i Danmark. Med udgivelserne på April Records under navnene Dub Tractor og Jet og som del af gruppen Future 3, med Opiate og Acoustic, var Anders Remmer med til at definere lyden af elektronisk musik i Danmark i sluthalvfemserne. På pladerne fandt electronica og dub sammen med elementer fra techno, house og drum’n'bass og blandedes til en personlig og lyttevenlig cocktail. På hans seneste, fremragende, udgivelser er der kommet en del shoegazer inspiration i lydbilledet og han er sågar selv begyndt at synge.
Det vokale og musikalske arbejde deler han i det nye projekt med islandske Disa, som er et ret ubeskrevet blad herhjemme. Hvad der er kommet ud af samarbejdet kan man som sagt først finde ud af til koncerten på Jazzhouses Herluf scene, der til den rigtig fine koncert med Aslope for to uger siden, viste sig at passe perfekt til intime electronica oplevelser. Eftersom det ikke er muligt at give et eksempel på det nye samarbejde, så tager vi lige en gammel Future 3 klassiker, som passer perfekt til spirende forårsfornemmelser:
Den nye klub Electronic Bar på Jazzhouse sætter fokus på den lytteorienterede elektroniske musik. Engang hed det IDM, men en del er sket siden. Første mand på scenen er Aslope der et langt stykke henad vejen rammer dyder og laster fra den gamle scene lige i øjet.
Jeg ved ikke om betegnelsen IDM giver mening længere eller om den er opslugt i den elektroniske musiks hav af sub-genrer eller blot forsvandt i electronica betegnelsen. Hvad man end kalder det, så har lyttetechno levet en lettere tilbagetrukket tilværelse i Danmark de sidste mange år. Fra enden af storhedstiden i slut halvfemserne, hvor Warp var det toneangivende internationale selskab indenfor genren og elektronisk musik i Danmark blev udgivet på hedengangne April Records, og frem til nu, har den intelligente dansemusik været betragtet som en nørdet forteelse, som savner den fysiske og tilgængelige dimension fra techno og house.
Det er dog en sandhed med modifikationer og Danmark er efterhånden igen blevet leveringsdygtig i kunstnere der fokuserer på detaljeret og mere eller mindre krævende kompositioner, som stadig beholder den umiddelbare appel til kroppen. Rumpistol har længe leveret fremragende udgivelser indenfor genren og dubsteppens left-field udøvere synes på det seneste at have givet genren ny inspirationer og nye lydklodser at lege med. I det hele taget rykker det i undergrunden, hvilket sidste års Elektronisk Tirsdag kompilation var en tydelig indikation af. Her præsenterede Carl-Emil et væld af interessante kunstnere og en række tracks, der trak på inspiration fra techno, dubstep og electronica.
En af dem var netop Aslope, som leverede det fine track The Recover. En blanding af dyb bas, fin melodilinje og interessant trommeprogrammering. Umiddelbart karakteriserer han selv musikken som Wonky, og selvom det stadig debateres, hvorvidt genren eksisterer, så lyder det da rigtig nok lidt henad fx Flying Lotus. I det hele taget virker det rigtig lovende det Aslope har gang i, hvilket Thomas Knak, der tidligere udgav på April som del af Future 3 og som Opiate, da også mener, hvorfor han udsender Aslopes debut ep i løbet af foråret på Hobby Industries.
Hvor produktionssiden er fint på plads, så kniber det til gengæld en smule med dj delen, hvilket var tydeligt på Stubnitz til New Folder arrangementet. Settet indeholdt mange fine momenter, men faldt fra hinanden i dårligt eksekverede indfald og mangel på fremdrift. Så snart man blev revet med og musikken virkede, så gik der ikke mere end et par minutter før monotonien satte ind eller flowet blev bremset af abrupte skift – og så er vi tilbage ved det gamle IDM skisma omkring hoved og krop. Det kan godt være vennerne på scenen havde en fest, men musikken bliver altså ikke mere hype af hypede venner.
Ok – lang historie for at sige, at talentet klart retfærdiggør en tur på Jazzhouse d. 11/3, hvor koncertformatet forhåbentligt giver bedre sammenhæng og yder produktionerne retfærdighed, mens der stadig er noget at arbejde på for Aslope på dj fronten. Lad os håbe, at Elektronsisk Tirsdag og Electronic Bar fortsætter med at agere væksthus og opdyrkningszone for de danske talenter indenfor…, hvad end man nu kalder genren, lang tid endnu.
