Pumpehuset er tilbage med et brag

30. september 2011 21:00to1. oktober 2011 05:00

Det er fedt at kunne byde velkommen til nye steder i byen, men det er lige så dejligt at kunne sige velkommen tilbage til en gammel favorit og ven, som har været igennem en hård tid. Pumpehuset er endelig tilbage og efter en uheldig omgang med uskarp ledelse og musikprofil fra bongo Uffe og hans partner, så er der kommet ægte frisk blod i den gamle bygning.

Med Nordisk Film biograferne i ryggen er det nu op til Kristoffer ‘Kristobal’ Bramsen og  Ronnie Hansen at bringe det dejlige, gamle spillested tilbage til ære og værdighed. De to bagmænds profiler gør også, at der heldigvis ikke er meget der tyder på, at stedets gamle profil vil kunne bruges som referenceramme. Kristoffer er del af OHOIi! og Raw crewet, Ronnie har en baggrund på Vega og I deres ansøgning om at overtage blev der eftersigende lagt vægt på det subkulturelle og urbane. Der er vist også noget med film og kunst inde over, men indtil videre er der kun musik på programmet at bedømme ud fra. Og bortset fra Xander, som vist ikke er så langt fra Sweethearts, så er der godt med nye boller på suppen. Af highlights kan nævnes Art Department, Marissa Nadler, Plaid, afskedskoncert med Death in June og Spids Nøgenhat (syrerock er det gamle nye, så den booking er også klart moderne). Og det er altså kun oktober måneds bookinger.

Allerede på fredag bliver der lagt ud med et brag, når Kristobal har inviteret drengene fra OHOI! med ind på den nye legeplads sammen med et udsøgt udvalg af Englands fremmeste baskunstnere. At de er udsøgte garanterer overskriften Hyperdub for. Navnet på det label Kode9 har drevet igennem en årrække og som nærmest fra starten har præsenteret verden for basmusik helt ude fra genrens yderste grænser. Denne nat er da også spækket med de stjerner der har oplyst og udvidet basgenrens univers de seneste par år.

Ikonika, som blandede IDM og computerspils inspirerede synths over forvredne, opklippede beats. Hendes LP fra sidste år er fremragende, men jeg må med skam indrømme, at jeg ikke har fået lyttet så meget til hendes seneste ting. Cooly G havde et af de første og største hits indenfor UK Funky genren i den spæde begyndelse med Narst, som stadig er et gladeligt genhør.

Scratcha DVA var også med i UK Funky fortroppen og har været ganske produktiv lige siden både hvad angår udgivelser og sin daglige morgenradio på Rinse FM. Kode9 selv er selvfølgelig også at finde bag pulten denne aften og selvom hans meritter måske primært ligger som producer og labelboss, som dj imponerer han vist sjældent, så vil jeg altid se frem til, hvad han nu har gravet ud af fremtidslaboratoriet og pakket i tasken.

Allermest glæder jeg mig dog til at høre Terror Danjah. Manden er grime-producer legende og var en af  grundene til at jeg i sin tid kastede min kærlighed på grime og basmusik. Nedenstående nummer er stadig fantastisk med den på samme tid fuldstændigt skrabede prodution og usandsynlige energi, som man også kan høre Cooly G har ladet sig inspirere af.

Terror Danjah har oplevet lidt af en renæssance de sidste par år med en opsamling på Planet Mu og en fuldlængde med nyt materiale sidste år på Hyperdub, hvor han trak på de seneste års musikalske udviklinger i basland, men stadig lød meget som sig selv – dog desværre med nogle halvtamme mc’er på en del tracks.

Der er vist ikke mere grund til at pensle ud, hvor stor en aften der er booket her. Alle muligheder er tilstede for at blive tæsket igennem af bas og beats af bedste skuffe og samtidigt fejre, at en kulturinstitution i Kbh. vender revitaliseret tilbage fra de døde. Kan man ikke vente, så er der også åbningsreception i morgen fra kl. 17, hvor der bl.a. er live optræden af F.U.K.T. og dj sæt fra Fyraftens Boogie.

 

 

Tags: , ,

Tak for sidst, København!

Hej København

Vil bare lige sige tak for en rigtig god aften i lørdags, hvor du virkelig viste dig fra din skønneste side. Du var selvfølgelig hjulpet på vej af det første solskin i et stykke tid, men mon ikke Bas under Buen stadig havde været en fantastisk oplevelse, selv i gråvejr? Det havde stået godt til betonen.

Der er noget helt specielt over det, når byens børn af enhver art, fra hipstere til Ishøj-kids, samles omkring musikken og festen og du velvilligt lader dem slå sig løs i storslåede omgivelser. Det var en sand fornøjelse at stå på et af byens mindst tiltalende steder sammen med et par tusind andre mennesker og blive blæst igennem af et uovertruffent anlæg, som det næsten kun er OHOI! der kan levere det. Det er fantastisk, hvordan de drenge kan få dig til at skinne med gennemførte arrangementer. Også når de overlader pulten og scenen til de unge. De skal også nok komme til at pryde dig – selv når hypen har lagt sig – der er masser af talent i de unge.

At alle tilstedeværende så også opførte sig eksemplarisk og festede i bedste, samhørige stil, var skønt at se. Når politiet og arrangørerne af piratfesten ved Dronning Louises bro senere på natten så også fandt tonen sammen, så kunne man ikke ønske sig mere. Det var virkelig dejligt at se politiet roligt få justeret lydniveauet, men ellers holde sig på afstand og lade den meget afslappede piratfest leve sit liv (i hvert fald til omkring kl. 3, hvor jeg kapitulerede).

Sådan en aften og nat gør en glad helt igennem og fyldt med taknemmelighed over at bo i en by, hvor den slags fantastiske begivenheder kan finde sted – og gør det hele sommeren.

Vi ses i løbet af ugen!

Kh

Thorfinn

Tags: , , , ,

Fejring af 9 år med OHOI!

18. juni 2011 20:00to19. juni 2011 05:00

Fødselsdagsfester er i sagens natur en tilbagevendende begivenhed og balancerer derfor ofte på grænsen mellem det gode, gamle og velprøvede og det nye der skal ske i det kommende år. OHOI!’s fødselsdag lørdag på Volume har elementer af både det gammelkendte og nye.

Der skal ikke lyde et ondt ord for at booke Joker, men så vidt jeg kan huske, så er det efterhånden tredje gang han er i DK og der er masser af andre spændende navne at booke. Jeg forestiller mig, at OHOI! ville kunne trække fulde huse på et mindre kendt navn, men på den anden side er københavnerne notorisk troløse og skal gerne have events og store navne, hvis de så meget som skal lægge en mønt for at komme ind. Det skal også siges, at Joker kun er blevet bedre som DJ siden han gæstede Kbh. første gang og at han stadig smider gode interessante tracks på gaden. Selvom det ikke bliver første gang glæder jeg mig alligevel til at se ham.

På den anden side af kanten, hvor alt er nyt og sprødt, finder man danske B.O.C. et crew af rappere og producere, som jeg først lige er blevet opmærksom på, men som sammen med alle de andre nye danske mc’er virkelig lover godt for fremtiden. Soundvenue har lige haft en fin feature om det, som du kan se her. Der går nok et stykke tid før fremtiden er her, for selvom de er talentfulde er der stadig et stykke op til de bedste rapkolleger på den danske hip-hop scene. Produktionerne er dog virkeligt gode og spændende og der er noget enormt friskt og tændt over både musik og lyrik. Man kan mærke, hvor sultne de er.

Udover Joker er der to andre britiske acts – begge fra drum’n'bass scenen. Majistrate er lidt for klovnet til min smag. En krydsning af det dummeste fra dubsteppen og drum’n'bass uden, at det bliver sjovt (i hvert fald for mig). Er nu ret sikker på, at han alligevel kommer til at rive stedet fra hinanden.

Ulterior Motive er langt mere mig og blander nogle af de mørke ting fra den eksperimenterende d’n'n scene med mere klassiske rytmeprogrammeringer. Det er relativt dybt, men stadig meget imødekommende og funky. Tror det kan blive rigtig godt. Tjek deres Soundcloud for tracks og mixes.

Hvem end der spiller til en OHOI! fest, så er en ting sikkert – det er mindst lige så interessant at høre, hvad drengene selv har med i taskerne. Det er lang tid siden, at jeg har set nogen af dem spille og det bliver interessant at høre, hvad 2000F, JSL, Kristobal og Tim Driver har at byde på. Ni år efter de startede op sammen formår de stadig at være interessante og vitale bag pulten og som bookere. Big up for det og tillykke med fødselsdagen.

Tags: , , , , , ,

Dubstep pionerer i København – Digital Mystikz på Store Vega

9. oktober 2010 22:00to10. oktober 2010 05:00

Det er nogle af dubstep scenens gamle, men efterhånden lidt hemmelige, helte, som står på scenen på Store Vega på lørdag. Coki og Mala som udgør Digital Mystikz og Loefah var med i forreste geled, da dubsteppen begyndte at finde sin form for mere end 5 år siden og musikken var dybeste undergrund. Udover den legendariske og sceneskabende klubaften DMZ, som stadig kører i fuld effekt, så har Digital Mystikz også sendt et  hav af klassiske og genredefinerende tracks på gaden. Men mens genren de seneste år er blevet mere og  mere populær, udøverne stjerner og musikkens virkemidler populistiske, så har Digital Mystikz indflydelse på scenen fortonet sig. Ikke, at de ikke stadig må tælles som nogle af genrens mest indflydelserige  promoters, dj’s og producers, men den klassiske og jamaicansk inspirerede dubstep de var, og for så vidt stadig er, eksponenter for, er efterhånden kørt over ende af de wobble, wonky og 2-step inspirerede afarter.

Som det kan høres ovenfor, så er det ikke fordi Digital Mystikz ikke også kan noget med bas eller laver interessante produktioner. De tidlige fælles numre blander reggae- og dubelementerne med  hård bas og wobble, men hvor bassen i meget moderne dubstep er målet, så er det for Digital Mystikz ofte et middel der eksperimenteres med og understøtter stemningen og nummerets fremdrift. Det er efterhånden længe siden, at Mala og Coki har produceret sammen og debutalbummet Return II Space tilskrives primært Mala,  men både Mala og Coki laver dog også virkelig gode ting solo. Hvor Mala har en mere eksperimenterende tilgang til tingene, der peger tilbage på tidlig Digital Mystikz, så dyrker Coki en ofte hidsig bas orienteret tilgang.

Sammenspillet og spændingerne mellem de to tilgange er noget af det jeg ser allermest frem til på lørdag. Malas eksperimenterende tilgang og så Cokis baseksplosioner kan nemt gå hen og blive langt mere end summen af deres dele, især når man så også smider Loefahs tunge og onde produktioner ind i blandingen.

Jeg har misset dem alle de gange de har spillet i Danmark og hver gang har jeg fået at vide af venner, at det var helt sindsygt. Nu glæder jeg mig til endeligt at se dem og få en oplevelse, som forhåbentligt både kan give nostalgisk tilbageblik, fremadrettet oplevelse og en ordentligt fest.

Du kan tjekke et af deres seneste mix for Annie Nightingales radioshow på BBC1 her. Det er godt og blandet og lover godt for lørdag, hvor OHOI! leverer opvarmning – bl.a. med et live-set fra JSL.

Tags: , , , ,

Hvor intet ellers sker – fester, rulleskøjtedisk og maskebal i Ørestaden

3. september 2010 20:00to4. september 2010 05:00
4. september 2010 12:00to5. september 2010 03:00

Når nogen beslutter sig for at afholde kulturdage i en by eller bydel, så er det generelt fordi, at der ikke sker noget som helst i forvejen. Det betyder ikke, at der ikke kan komme noget godt ud af det og Ørestadens kulturdage ser da også ret fornuftige ud, med et bugnende program og et par arrangementer for folk med hang til musik og natteliv.

Fredag, hvor det hele starter, er der en slags back-to-youth tema, i hvert fald for undertegnede. Man kan nemlig starte med at tage til gymnasiefest på Ørestad Gymnasium, hvor Ibrahim Electric spiller og så fortsætte til kollegiefest på Tietgenkollegiet, som byder på Housetøser og Teknobøller. I mine unge dage handlede det mest om poptøser og knallertbøller, men det var selvfølgelig også i Odense og vi havde slet ikke så gode folk som Trolle, Rosenstand og Ung Flugt til at stå for musikken. Sammen har de også det fortræffelige program på Studenterradioen, New Kids on the Radio,  som forhåbentligt snart genoptager konkurrencen med Ørestadens bud på elektronisk musikformidling.

Man kan lige så godt blive lidt i det ungdommelige hjørne lørdag og spænde rulleskøjterne på, for allerede kl. 12 er der rulleskøjtedisko. Det er OHOI! og Cph. Rollerdisco der står bag arrangementet, som lægger for med bas fra OHOI! og hen af eftermiddagen (kl. 16) går over til disko med rulledrengene Nico de Frost og DJ Roller Rink. Det hele varer til kl. 20 og udover muligheden for selv at køre på rulleskøjter, så er der også nogle relativt obskure sportsgrene der viser sig frem – roller derby, dirtjump, speedskate og noget andet.

Det hele er afstemt så perfekt, at når det sidste discotrack er taget af pladespillerne, så kan man rulle over til DR koncerthus og gå til Venetiansk Maskebal. Skulle nogen vælge at klæde om til maskeballet før de lige tager sig en tur på rulleskøjtebanen, så vil jeg meget gerne se billeder.

Udklædningsfester lugter lidt af rusture og er ikke noget jeg normalt er til, men jeg kunne godt forestille mig, at et maskebal kunne være ret sjovt. Det er rigets fineste og friskeste historieformidlere Golden Days, der står bag arrangementet, så man kan være sikker på, at alt er gennemført ned til mindste detalje. Der er i hvert fald mulighed for at lære at danse menuet af Nikolaj Hübbe, høre Radio Underholdningsorkestret spille Vivaldi og så danse igennem senere når Djuna Barnes og Josephine Philips går bag pulten. En alternativ bytur, men kunne også blive en af de mere interessante.

Det skulle være muligt at købe masker og den slags på stedet, hvis man ikke lige ligger inde med den store 1700-tals garderobe.

Tags: , , , , , , , ,

Mere Strøm – Instra:mental på Dunkel + Bas under Buen på torsdag

19. august 2010
15:00to23:00
19. august 2010 23:00to20. august 2010 06:00

En hurtig men absolut essentiel anbefaling til årets Strøm: Instra:mental på Dunkel. Vi har allerede skrevet en hel del om de moderne drum n bass fornyere her på bloggen og nu spiller de så endelig i København. Interesserer man sig bare en anelse for elektronisk musik, så bør man ikke gå glip af det her.

Det er Ottoman der sammen med Strøm og Dunkel har booket og jeg glæder mig allerede til at se, hvilke spændende ting Ottoman har på plakaten næste gang. Udover det britiske hovednavn, så spiller også Opiate, Beastie Respond, Jean Doe og Albert.

Som opvarmning kan jeg helhjertet i stemme mig Rikke Frisks anbefaling, i interviewet andet steds her på bloggen, om at komme til Bas under Buen. Bispeengbuen kunne ikke være en mere perfekt setting til det sindsyge line-up af basmusik OHOI! har trommet sammen og der er potentiale for en helt fantastisk eftermiddag og aften.

Tags: , , , , , ,

Stengade Coming Soon del II: Mens vi venter, danser vi

29. maj 2010 22:00to30. maj 2010 05:00

Albertslund Terror Korps

Når man er et energisk spillested, der som Stengade mangler at få selve stedet på plads, så er det rart at andre klubber vil lukke en ind. Sidst var det Rust der lagde hus til og denne gang er det så Vega, der bliver ramme om en af de fester der skal holde ild under forventningerne  op til åbningen af selve Stengade engang i sensommeren.  Og med en sand bas og balkan extravaganza tilsat et par skovlfulde rave og ghettocore, så er forventningerne godt på vej op over kogepunktet.

Line-uppet er virkelig heftigt og tæller blandt andet Albertslund Terror Korps og Specktors, der begge optræder live, mens dygtige folk som Skank Sound, Copia Doble Systema, Revealomatic, Belaj Kru Sound og OHOI! står for dj-delen. Det er folk der virkelig kan spille op til ballade, så der er lagt i ovnen til noget af en galskabsfest. God opvarmning til den kommende uges Distortion.

Om opvarmningsfesterne giver nogen som helst indikation af, hvad der komme til at ske når Stengade åbner og hvilken profil der vil blive kørt er ret diffust indtil videre. Bestyrelsen har ikke meldt noget ud, men søger  frivillig grupper til bl.a. visuel identitet og bookning, så noget kunne tyde på, at der er et stykke tid til tingene er endeligt på plads. Vi venter i spænding og tror på det bedste. Skulle du have lyst til at gøre noget mere aktivt og øve indflydelse, kan du nok nå at melde dig ind i en gruppe (læs mere her).

Tags: , , , , , ,

Basmusik 2.2: 2000F – OHOI! og den danske scene

OHOI! Crew

I anden del af Natkulturs store interview med 2000F vender snakken sig fra basmusikken som sådan og fokuserer på 2000F og OHOI!’s egen historie. En historie, som er tæt forbundet med udviklingen og udbredelsen af den moderne basmusik i Danmark. Missede du første del af interviewet kan du læse det her.

Read the rest of this entry »

Tags: , , , , ,

Basmusik 2.1: 2000F – Hvad er basmusik?

2000F

Skal man tale basmusik i Danmark, er der et crew, man ikke kan komme udenom og det er OHOI! Om nogen har de været med til at introducere danskerne for bastung britisk musik og har samtidig sat standarder for, hvordan et lydanlæg skal se ud, når bassen skal i fokus.

Natkultur fik en lang snak med OHOI!’s 2000F om basmusik, OHOI! og den danske klubscene. Samtalen blev så lang og interessant, at interviewet er delt i to. I første del giver 2000F, a.k.a. Frederik Birket-Smith, sit bud på en definition af begrebet basmusik og fortæller om, hvad der kendetegner musikken og hvordan den har udviklet sig i ind- og udland.

Read the rest of this entry »

Tags: , , ,

Mere bas

31. marts 2010 22:00to1. april 2010 05:00

Man skal være tilgivet, hvis man synes, at der er bas her, der og alle vegne i København for tiden. Sitet her er ingen undtagelse, men basmusikken er i rivende udvikling og  har fået tag i de unge og en stribe nye  promoters har meldt sig på banen med god stil, gode bookings og gode fester. I påsken er det dog de gamle drenge der tager over, når OHOI! efter en længere pause igen melder sig på banen med fest i eget navn. Det gør de på fornemste vis ved at invitere nogle af de før omtalte nye drenge med på scenen i Pumpehuset og lade MidWeekBrakes hoste deres eget floor.

Line-uppet på OHOI!’s etage er, som man kunne vente, præget af basmusik i alle afskygninger. Fra dubstep og drum’n'bass med OHOI! drengene 2000F, Kristobal, Tim Driver og JSL, som denne aften har allieret sig med engelske Youngman MC, over digital dancehall med Maffi og Firehouse Soundsystem til wobble tung brostep med Wobble Trouble og UK Funky og garageorienteret dubstep med Psimono og Helmet. Udover line-uppet plejer en af attraktionerne til OHOI!’s fester at være anlægget, som generelt overgår alt, hvad man ellers kan opleve i landet. Denne aften er det Francis fra Unity Hi-Fi der sørger  for, at bassen ikke bare er noget man hører, men i aller højeste grad også noget man mærker.

MidWeekBrakes har, udover bagmanden Schack, live-optræden fra MC Tia, vinderen af DM i Mix 2009 DJ Graded samt DJ Whut og hemmelige gæster på programmet.

Alt i alt er der lagt op til en heftig fest med nogle af de bedste djs Danmark kan præstere indenfor genrene. Bliver spændende at se, hvordan Pumpehuset klarer basangrebet.

NB. Et større interview med 2000F om basmusik og OHOI! skulle gerne ramme sitet denne uge.

Tags: , , , ,