Det er rigtig trist, at Hest/Pony klubnætterne nu sættes permanent i stald, men man kan glæde sig over et bugnende internationalt line-up den sidste nat. Kowton og Rivet peger frem mod Psimonos næste projekter på klubscenen, som bliver aftener med fokus på hans pladeselskab Teal. Det bliver også rigtig spændende. Hvilket sidste navn på natten Stingray 313 også bliver.
Der må stå overophedede 80′er synths i stakkevis hos alle soveværelsesproducerne for tiden. Den ene plade efter den anden ryger på gaden med klangflader hvis inspiration har modnet i tre årtier. Nogen blander inspirationen op med moderne produktionstilgange hentet fra house og ny engelsk bas musik, mens andre kører den mere råt og lægger sig op af John Carpenters gamle soundtracks. Danskernes nye darling College, der leverede musik til filmen Drive, er et godt eksempel i sidste kategori, men bliver aldrig rigtig interessant for mit vedkommende. Der sker ikke rigtig noget i musikken og de samme ideer og tricks bliver brugt igen og igen og… (præcis ligesom hos Nephew). Hans koncert på Charlottenborg udstillede det alt for tydeligt og burde ikke have været gennemført med ham som hovednavn.
Så er der i mine ører mere at hente hos folk som Kuedo, Rustie og aftenens mand på Dunkel – Com Truise. På deres nye albums bliver 80′er inspirationen og synths’ne netop blandet op med moderne tilgange til fx rytme og bas og giver liv til nogle andre og mere interessante vinkler på musikken.
Jeg var egentlig ikke specielt begejstret for Com Truises plade Galactic Melt, da jeg fik fat i den første gang for et halvt års tid siden. Om det er tidsånden der har mildnet mig eller hvad der ellers er sket skal jeg ikke kunne sige, men jeg havde et meget gladeligt genhør med den i dag. Der var væsentligt mere at komme efter end jeg huskede – eller også har jeg bare hørt så meget, som havde så lidt i samme boldgade, at den bare står godt i sammenligning. Jeg tror nu faktisk, at jeg begynder at synes det er en rigtig fin plade.
Der for kan jeg også kun anbefale, at man tjekker ham ud på Dunkel på lørdag. Jeg tror, at hans lyd, der på plade er ret laid-back, vil egne sig rigtig godt til at få sat lidt mere smæk på i en klub sammenhæng og især, når vi taler så intimt et sted som Dunkel.
Resten af line-uppet denne aften er fyldt fremragende ud med Club Mate DJ team bestående af Paxton Fettel, Asque og Toke og så et back to back set af Psimono og Beastie Respond. Sidst nævnte, som forøvrigt også er manden bag Ottoman, kan du møde senere på ugen her på bloggen.
Kan godt være jeg er den sidste til at opdage det, men gode nyheder fortjener at blive genfortalt og det her er en af de bedste i lang tid. Og den kan fortælles helt kort: DK har fået sig en radiokanal, som er dedikeret den danske elektroniske scene og dens dj’s, promoters, artister og producerer.
Ikke noget med leflen for pladeselskaber eller forsøg på at tækkes fokusgrupper og lamme opdigtede personaers smag. Det er garvede og kyndige folk fra den danske klubscene som Kenneth Sulu, Klaus B., Fergus Murphy og Frederik Rothaus der står bag radiokanalen, hvilket burde være garant for masser af viden og kærlighed i projektet.
Indtil videre er der lagt tre shows op på deres blog. Det første er passende nok et præsentationsshow for værterne, mens Psimono og Sound Escape er i fokus på de to andre. Jeg har kun nået at høre Sound Escape showet, som byder på en del stenet og chillet dansk electronica af den interessante, eksperimenterende slags. Vores anbefalinger til Strøm festivalen begynder snart at dukke op her på bloggen og uden at afsløre for meget, så kan jeg love for, at jeg vil anbefale alle at tjekke de to fester Sound Escape er med til at lave i Christianshavns Beboerhus. Virkeligt vilde line-up (hvilket der forøvrigt også er til Psimonos Hest/Pony fest – som sagt, mere Strøm senere).
Indtil da kan man jo meget passende varme op og komme i stemning med Muldvarp Radio. De første udsendelser lover fantastisk og tegner til en masse spændende musikalske oplevelser.
Skal du ud i aften, så tjek forbi Dunkel, hvor et af de mere spændende navne på den engelske house-scene er at finde bag pulten. Midland spiller og producerer house musik af den nye engelske skole, hvor elementer fra garage og dubstep føjes ind under housemusikkens rammer og giver en dejlig dyb og dynamisk fornemmelse.
Tjek det her fine, nye nummer, som elegant bryder den klassiske genreramme et par minutter inde:
Udover Psimono der spiller back-to-back med Savi, bidrager Zzzune også til musikken.
Der er techno-dubstep crossover af fineste skuffe når Martyn gæster Boxen på søndag.
Det er ellers ikke meget man har hørt fra den hollandske producer, DJ og pladeselskabsejer (3042) på det seneste. For to år siden var han med til at udbrede den senere så allestedsnærværende sammensmeltning af techno, dubstep og house. Det skete bl.a. med det fremragende album Great Lengths, som er stopfyldt med gode sager og stadig holder til et genlyt i dag. Hvor mange af genrens fuldlængde albms hurtigt bliver monotone og kedelige at lytte til, så er Martyns produktioner tilpas varierede og detaljemættede til at holde interessen hele vejen igennem.
Som nævnt er det desværre ikke meget man har hørt til ham siden LP’en. Der har været et mix for Fabric og et par et 12′ere, hvoraf jeg vil fremhæve den fremragende All Nights/Pointing Fingeres collab med Mike Slott, som kom på det ligeledes fremragende og kvalitetsbevidste All City Records sidste år:
Nummeret viser også med al tydelighed, hvorfor det er problematisk at benævne og kategorisere Martyn som dubstep, da han efterhånden har bevæget sig ret langt fra den genre. Til sammenligning kan vi lige tage et af de numre fra Great Lengths, hvor rødderne i det bastunge ikke fornægter sig:
Som med så mange af alle de andre produceres, som bevæger sig i det mudrede kølvand på dubsteppen, så skal man nok bare lade være med at hænge sig alt for meget i genrenavngivning og bare nyde den fremragende musik der kommer ud af atomiseringen og krydsbefrugtningen mellem genrerne.
Martyn har ikke spillet i Danmark før, men skulle være en dygtig og varieret dj, så der er noget at se frem til på søndag.
Udover Martyn kan man også glæde sig til at høre Psimono og DJ DJ i mainroom, mens et spændende line-up bestående af Opiate, JB og den meget lovende producer og dj Albert spiller i kælderen.
Hest/Pony laver generelt nogle rigtig vilde bookinger, men denne Hessle Audio night er nu alligevel lige en smule vildere end normalt. Ikke alene er der tre udenlandske navne på plakaten, det er også tre fyre, som rimeligt meget er på toppen af deres game lige nu.
Elgato, som nok er den mindst kendte, udgav sidste år sin debutsingle Tonight. Det var noget der fik internetmedier med interesse for elektronisk musik op af stolene og frem med de store ord – tjek fx Resident Advisor anmeldelsen her og lyt til nummeret nedenfor.
Blawan er noget af det mest hotte man kan finde på post-dubstep scenen (eller hvad man nu kalder det denne måned) lige nu. Han har netop udgivet en sindsyg EP på det genopstandne R&S Records og leveret et mix til Fact Magazine, som virkelig sparker røv. Hvis han er lige så vild i virkeligheden som mixet antyder, så bliver det en stor aften på Dunkel.
Og det kan jeg love uden endda at have nævnt hovednavnet Pearson Sound. Pearson Sound går også under navnet Ramadanman og er efterhånden ved at stå i den misundelsesværdige situation at have to alias, som begge nærmer sig toppen af deres scene. Ramadanman var med i udbruddet fra starten, da dubstep begyndte at mutere og blande sig med house, techno og garage og har en stribe fantastiske udgivelser bag sig – fx Glut/Tempest fra sidste år. Nu er David Kennedy, som er manden der binder navnene sammen, ved at lægge det gamle navn fra sig for at fokusere på Pearson Sound, som han dog selv udtaler, ikke adskiller sig synderligt meget fra, hvad han lavede som Ramadanman. Det er også altså sammen ligegyldigt for, hvad end han kalder sig, så laver han ret så fantastisk musik, hvilket Fabric folkene også har fået ørene op for. Så med både Ramadanman og Pearson Sound på coveret har han fået lov til at mixe seneste udgave af den prestigefyldte Fabriclive serie. At dømme ud fra de 30 minutter man kan høre her, så er der noget at se frem til – både med pladen og hans optræden på Dunkel.
Eneste mand til at repræsentere DK denne aften bag pulten er Psimono, men der er vist heller ikke brug for så meget lokal patriotisme med det line-up af internationale stjerner. En mulighed som denne for at få en tur rundt i, hvad der rører sig på den britiske klubscene bør man ikke lade gå fra sig.