Jeg troede ikke jeg skulle på Roskilde i år. Jeg tænkte at jeg ville prøve at være nyskabende og kreativ ved at lade være. Udfordre mig selv ved ikke at gøre det samme som man har gjort de sidste 1000 somre. Men skæbnen ville at jeg alligevel kommer af sted. Og hurra for det, for musikprogrammet er da bare blevet bedre og bedre jo tættere på tiden har nærmet sig festivalen. Så lad os gøre det igen – lad os forføre af Roskilde.
The Ex – Lørdag kl. 18.00, Pavilion
Her er et rockband jeg bliver nød til at hilse på. Et modent band fra Holland, der har spillet siden 1979 og har udviklet sig igennem årerne fra rent punkband til eksperimental post/punk/rock-band, med stor musikalsk rækkevidde. Det skal lige siges at jeg normalt ikke er den store punk-lytter, men dette band gør mig alligevel nysgerrig. Deres samarbejde med andre musikere har ført til mange interessante konstellationer, og de har både spillet sammen med Konono No 1 (der også er på programmet i år) samt medlemmer fra Sonic Youth. Da jeg stiftede bekendtskab med dem, var det i samarbejde med ynglings postrock bandet Tortoise, på projektet: In the Fishtank. Punk-energien hænger ved og får stadig lov til at udfolde sig sammen med deres eksperimenterende, dynamiske og enormt dygtige musikalske univers. På Roskilde deler de åbenbart scenen med den Italienske trompetist Roy Paci.
Gold Panda -Søndag kl. 19.00, Gloria
Ham her har jeg først stiftet bekendtskab med for et års tid siden. Men det er én af de ting jeg også er begyndt at glæde mig rigtig meget til at høre. Gold Panda (UK) rører rundt i gryden af lækker lyd når han mixer forskellige samples og laver enormt dejlige dynamiske numre. Se bare her:
Matthew Dear – fredag kl.18.30, Cosmopol
Han har i nogle år været min store helt, og er det stadig. Den amerikanske DJ, producer og pop/electronica kunster, Matthew Dear. Jeg elsker hans albums, fordi de altid overrasker med små detaljer og samtidig er så dejligt ligetil. De lækre kantede beats blandet med Matthew Dear’s egen sløve og drevne vokal, gør sig godt både i min stue, men bestemt også på et dansegulv. Når man har oplevet ham som dj og danset natten lang til hans svedige set, kan man kun glæde sig endnu mere, når han optræder på Roskilde med Live Band. Her, nummeret slowdance fra hans nyeste album:
(Fredag bliver en ubegribelig vild dag med Matthew Dear, Portishead og M.I.A. på række!)
Bennys Badekar – Torsdag og lørdag kl. 12.45, Roskilde Cinama
Og så til et helt andet indslag, som jeg personligt gerne vil vågne op til én af dagene:
Bennys Badekar, som musik teater, med jazz trio og selveste Peter Belli! Mon ikke han endnu engang vil agere, som den lumre blæksprutte han var i tegnefilmen. Åh de minder:
Jeg hører til dem, som synes årets Roskilde program er helt i top. Der er vildt mange små og interessante bands at tjekke ud og der er virkelig ikke meget på Orange scene, man bliver nødt til at tjekke ud, for så at ærgre sig gul og blå over de steder, man burde have været, fordi koncerten bare ikke levede op til forventningerne og scenen ikke fungerede for bandet.
Undtagelser er der selvfølgelig og et af de navne jeg skal se på Orange er:
Efter en hel weekend med metal til Copenhell er jeg heldigvis på ingen måde gået kold i det, men ser udelukkende frem til igen at blive banket igennem af hæsblæsende dobbelt stortromme, mure af guitarstøj og ondskabsfulde growls. Mastodon kan det hele og lidt til. Bandet kan spille hård og brutal død med de bedste, men er på deres seneste plader trukket over mod det mere eksperimenterende og prog-rockede. Umiddelbart lyder det jo ret forfærdeligt og som det modsatte af en anbefaling, men deres plader Leviathan og Crack the Skye er helt fantastiske albums, som ikke kun folk der allerede er disponerede for metal bør tjekke ud. Hvis ikke Orange Scene svigter, så er der en kæmpe oplevelse i vente.
En lige så stor oplevelse kan meget vel tage sin begyndelse en halv time efter Mastodon, hvor Destroyer går på scenen. Jeg er helt afsindigt splittet mellem de to bands, så det må være op til Mastodons dagsform om jeg må forlade heavyen til fordel for jazzet rock. Destroyers album Kaputt fra i år har været en af mine absolutte favoritter og måske den plade jeg har hørt mest i år. Frontmand Dan Bejars blanding af Steely Dan inspireret jazz og rock er lige så god til Campari og de tidlige timer af en sommerfest, som det er til kaffe og panodiler dagen efter. Det her kan blive så godt, hvis bandet kan få de relativt komplekse sange til at hænge sammen og saxofonstykkerne til at spille.
Så snart Destroyer har lagt instrumenterne, så er der fuld galop over til Gloria. Jeg har svært ved at gennemskue, hvor godt How to Dress Wells skrøbelige, spøgelses r’n'b vil fungere live, men jeg bliver nødt til at høre det. Pladen ‘Love Remains’ var en af mine favoritter fra sidste år og klart den bedste sangskrivningsmæssigt i den bølge, der også inkluderer oOoOo og Balam Acab. Tjek ham synge R. Kellys ‘I Wish’ over hans eget nummer ‘Ready for the World’ nedenfor. Det bliver næppe en kæmpe fest, men der er potentiale til, at det kan blive en ekstremt gribende og smuk koncert.
Der er masser af andre ting jeg kunne anbefale, men det sidste i denne omgang bliver en verdensomspændende supergruppe bestående af medlemmer fra de congolesiske bands Kasai Allstars og Konono N 1 i skøn forening med medlemmer af vestlige indiegrupper som Skeletons, Juana Molina, Wildbirds and Peacedrums og Deerhoof. Projektet er baseret på pladen Tradi-mods vs. Rockers, hvor vestlige bands og electronica musikere blev bedt om at fortolke musik fra Congotronics scenen. Det kom der en herligt blandet plade ud af, som på virkelig interessant vis forener lyde, sangstrukturer og rytmik fra forskellige musikalske kulturer. Der kommer til at være proppet på scenen og jeg forudser et festligt og uforudsigeligt culture-clash.
Jeg vil starte med at kåre programmet for Roskilde Festival 2011 til et af de bedste vi har haft længe. Jeg ved mange er skuffede over knapheden af de store mainstream indie-rockbustere i år, men jeg er lyksalig over at se, hvordan der er blevet satset massivt på mindre og nye navne på folkscenen og den elektroniske scene.
Tak til bookeren på Cosmopol! Jeg mødte ham tilfældigt under Distortion og opdagede til min store begejstring at det er ham, jeg kan takke for størstedelen af favoritterne på festivalprogrammet: det er bl.a. ham, der har hentet Matthew Dear, Janaelle Monae, James Blake. The Gaslamp Killer og Nicolas Jaar hjem.
Og lad os lige dvæle lidt ved Nicolas Jaar, som er første anbefaling (mens I lytter til ovenstående lydklip). Den nye plade Space is Only Noise, har circuleret på pladesapilleren herhjemme de sidste måneder. Den 20-årige chileener/New Yorker, tager tingene helt ned i tempo og skaber et organisk, melankolsk, rytmisk og collage-agtigt lydbillede. Han kalder det selv Blue Wave. Selvom han er ung og sprød, lyder musikken vis og sorgmodig. Jeg skal stå helt op foran Cosmopol fredag kl 14.30 med lukkede øjne (og bande lidt over, jeg kun nåede de første 20 minutter af Bright Eyes).
Og jeg går videre til et endnu et mindre navn, men en forhåbentligt stor oplevelse. Fredag på Odoen kl. 21.00 er reserveret til Kurt Vile and the Violators. Med sit fjerde hit-spækkede album med den fremragende titel Smoke Ring for my Halo, har den langhåret fyr fra Philadelphia for alvor gjort sig bemærket . Flere anmeldere peger på Kurt Viles potentiale som en ny klassiker inden for rocken. Pladen leder da også tankerne hen på stars som Bob Dylan og Bruce Springsteen. Det er en perfekt plade at smække på anlægget, når du skal køre roadtrip på vestkysten i USA. Albummet emmer af vindblæst, løst hår, nostalgisk skramlet lyd, solskin og falmede farver.
Og til sidst. En næsten overflødig anbefaling. Og jeg har da også overvejet at springe Portishead over, fordi det bare er så ÅBENLYST at en af de absolutte højdepunkter på dette års festival foregår på Orange scene fredag kl. 22.30. Men til dem, der kunne finde på at hensætte Portishead til at være et overstået fænomen, der hørte trip hop dagene til, vil jeg blot påpege at Portishead er noget af det smukkeste musik, der findes. Beth Gibbons, Geoff Barrow og Adrian Utley gjorde sig i 90′erne bemærket med deres helt egen sammensætning af skrøbelige og fin kvindevokal og maskinel, støjende, intens og jazzet electronica.Live er bandet også en særlig oplevelse. Den lille smukke og sceneskræmte forsanger, Beth Gibbons, bærer på musikken med en sådan intimitet og styrke at man kan blive helt bange for at musikken vil overtage og besejre hende helt.
Prøv at genlyt Only You vidoen nedenfor. En video, som er produceret af den anerkendte, originale og uhyggelige videokunster Chris Cunningham som mindsatsen også kan ses og høres på festivalen lørdag på Arena kl 23.00.
Og hvis man troede at Portishead hørt 90′erne til, kunne man godt tro om igen. For bandet vendte tilbage med albummet Third, som på mange måder er radikalt fornyede og væsentligt mere vovet. Er personligt meget glad for nummeret The Rip, som bare er en lang variation over et musikstykke.
Festival-programmet bugner med tillokkende tilbud; fra de navne, der står skrevet med den største skrift på plakaten til dem, der gemmer sig nede blandt de lovpligtige oplysninger om trykkested og copyright. Fra kunstnere man har kendt og fulgt i årevis til obskure bands som bookere og PR-folk sælger med uimodståelige gloser. Og udover koncerterne er der jo også biografen, digtoplæsninger, de mange camp-fester, den nyligt offentliggjorte svævebane (yay!) og meget, meget, meget mere.
I denne helt uoverskuelige overflod af fede ting er det jo svært at udvælge kun nogle enkelte, men det er alligevel lykkedes mig at udvælge fem særlige anbefalinger. Spilletider og –steder er som offentliggjort i skrivende stund (17/6), og kan selvsagt ændres. De to førstnævnte navne spiller på Pavilion Junior, og de tre sidste på selve festivalen.
1) EMMA ACS (Pavilion Junior, 26/6 kl. 16)
Hvis man godt kan lide charmerende, rødhårede 19-årige piger (og det kan jeg qua mit arbejde som HF-lærer heldigvis ikke) er man allerede kommet et godt stykke vej i forhold til danske Emma Acs, hvis debut-album udkom for et par måneder siden. Men når man så oven i købet lægger, at det er et decideret fremragende album, og at hun allerede har fået store roser som live-performer – blandt andet på Spot-festivalen – tegner hendes optræden til at blive en oplevelse, man ikke må gå glip af. Og i øvrigt en koncert, man synes, godt kunne have fortjent at blive placeret på selve festivalen. Emma Acs spiller psykedelisk pop med både charme og varme; musik der både kan lyttes, stenes og danses til.
2) TÔG (Pavilion Junior, 27/6 kl. 20.30)’
På deres egen myspace-side beskriver norske Tôg (der betyder tosse på deres hjemlige rogalandske dialekt) sig med genrebetegnelserne ”Big beat/ House/ Trip Hop”, og på Roskilde festivalens hjemmeside strør de om sig med ord som New Wave og Italo. Bandets musik kan altså svære at holde fast i genrebetegnelser, men man kan i hvert fald konkludere, at den stemning, musikken skaber er én, jeg glædeligt vil være i hele min sommer: Livsglad, romantisk og et groove, der går direkte i både fødder og hofte.
3) FEMI KUTI & POSITIVE FORCE (Arena 1/7 kl. 18:00)
Det bliver en vild Roskilde Festival for Kuti-familien og ikke mindst for deres fans. Begge Kong Felas musikalske sønner Femi og Seun spiller koncerter med deres respektive bands og som en særlig treat er der oven i købet en tredje koncert med en sjælden familiegenforening, hvor de to afrobeat-arveprinser står på scenen sammen. Her vil jeg dog fokusere på storebror Femi, der sammen med sine medspillere i Positive Force udvider det sædvanlige afrobeat-repertoire med egne kompositioner, der kombinerer indflydelse fra jazz, rock og indie med den helt særlige Lagos-lyd.
4) VALBY VOKALGRUPPE (Gloria 1/7 kl. 17:00)
Festivalens store selvudfordring for mit vedkommende er ”supergruppen” af unge, seje sangerinder fra rundt omkring i det Københavnske indie-landskab, der under det AOF-inspirerede navn optræder med acapella-numre, hvor de hver især bidrager med både sang, beatboxing og stemmeskabte lydeffekter. Valby Vokalgruppe lyder ikke som nogen andre i Danmark, måske i verden, og det er ikke altid, at det er mere godt end mærkeligt, men når det fungerer, er det en unikt engagerende musikoplevelse.
Kvinden bag sidste års efter min mening bedste plade i soul/RnB/funk-kategorien er et virkeligt scoop for Roskilde Festival. En fantastisk sceneoptræden, en fantastisk stemme og et bagkatalog, der på trods af, at det kun rummer én plade alligevel har rigeligt godt stof til at fylde en koncert ud. Det gode fra Beyoncé, Macy Gray og Erykah Badu, men uden noget af det dårlige fra nogen af dem. Og mon ikke mentor og producer Big Boi, der selv har spillet et par timer tidligere, også kunne finde på at dukke op.
DJ Koze er noget af det tætteste man kommer på en folkehelt i Hamborg. Når han spiller et af sit efterhånden meget sjældne dj-gigs er hele byen af huse og flokkes om klubben Uebel & Gefärlich i den gigantiske overjordiske bunker i St. Pauli. Eller hvor han nu spiller. Der er nemlig tale om en mand, der om nogen kan siges at have været bannerfører for den særlige Hamborghouse blandt andet igennem en række udgivelser på det toneangivende label Kompakt. Og så alligevel er evigt ubestemmelig i sin stil.
Men det er live, Koze skal opleves og derfor folket flokkes. Overordnet rammer festivallen rimelig plet når de i programmet kalder Kozes musik for “genrefjendtlig tech-house”. Det er uprætentiøst, skitsofrent og legesygt på grænsen til det infantile og det er dans dans dans, fest fest fest fredag @ midnat på Cosmopol.
Indtil da får i lige en Hamborg classic at chille ud på:
Gaslamp Killer
Dubsteppen er død. Du hørte det først her. Eller du hørte det igen her. Hvis du vil forvisses om det, skal du bare droppe forbi Magnetic Man og deres dubstep-pop-show på Arena fredag aften. Men tro på os og spar dig selv for en træt oplevelse. Et andet og meget federe sted at få sit basfix er når Gaslamp Killer sparker aftenen i gang på Cosmopolscenen med floorkillers fra dubstep og ’90′er electronica med afstikkere til heavy og etnisk og beviser at der er et liv efter døden. Der er garanti for at Gaslamp Killer smider en energibombe på scenen lørdag kl. 18 – bare tjek hans ustyrlige dans herunder.
Tjek i øvrigt også hans egne produktioner, der er mere i familie med DJ Shadow.
Dãm Funk
Dãm Funk er helt klart et af festivalen særeste indslag. Stram stil. Krøllerne samlet sammen i nakken, solbrikker indenfor og crooning over vinylerne den corny-lækre selection fra Imagination til Cybotron. Naiv, smooth boogie man ka’ dance til. Sidst jeg så Dãm Funk mixede han elendigt. Og labelbossen stod og vred sig på siden. Men for helvede hvor var det nogle hotte skiver, han smed på, og hvor bliver det fedt, når der er boogie down kl. 02 fredag nat på Pavilion.
