Så er det er lige om lidt! … her er de sidste anbefalinger inden festen starter.
I år var jeg én af dem der købte billet i sidste øjeblik, da musikprogrammet ikke fik mine arme op over hovedet af glæde lige med samme. Men når man dykker ned under overfladen på årets program, åbner en hel verden af ny musik sig. Og det er netop noget af det gode ved Roskilde – at opdage alt det musik, som du ikke vidste fandtes. Således bærer de sidste anbefalinger præg af nysgerrighed for det ukendte.
Staff Benda Bilili – fredag kl. 00.15, Cosmopol
Congotronics bliver brugt som genrebetegnelse for dette band. Men det er ikke blot den herlige lyd af deres cubanske rumba/soul musik der for mig til at ville se disse fyre. Det er især deres historie som polioramte mænd i kørestole, og ikke mindst billedet af dem på deres kørestols-cykler i Kinshasas slum, der gør at jeg ikke kan holde mig væk.
Tre hårdkogte japanske piger der laver avantgardistisk støjrock, hvad mere kan man ønske sig? Det er uimodståeligt… se selv her:
Moderat, lørdag kl. 02.45, Cosmopol
Jeg er personligt stor fan af tyske Apparat’s univers af elektroniske ambient lyde, og det klæder dette univers godt, når det sættes sammen med andre skønne samarbejdspartnere. Som da de lavede albummet ”Orchester of bubbles” sammen med Ellen Allien. Her er Apparat smeltet sammen med Modeselektor som jeg kender mindre godt. Men sammensætningen er jeg nød til at høre Lørdag nat.
The Bear Quartet, fredag kl. 13, Pavilion
Svensk indierock lyder umiddelbart lidt trivielt i mine ører, men hvis man lytter til et par af The Bear Quartet’s numre, kan man gå hen og blive helt glad. Det er dejlig varieret rock-musik, og har klang af rå sommerfest når det er bedst. Vokalen kan gå hen og blive lidt kedelig, men drik et par bajere inden, så går det hele nok. Lyt her: http://www.myspace.com/thebearquartet
Hypnotic Brass Ensemble – fredag kl. 12.00, Odeon
Til sidst faldt jeg over de her cool drenge. Ryst din røv klar til resten af dagen på Odeon fredag formiddag, når Hypnotic Brass ensemble fyrer op for blæseinstrumenterne, og blander jazz og beats i en lækker symbiose:
Promilleservice, hele ugen fra søndag kl 22, camping E37
Hvad gør, at en campingfest kan få 7000 tilmeldte på Facebook? Svaret er simpelt. Kombinationen af tekniknørders gigantiske lydssystem og Danmarks hotteste dj’s blæser alle de andre campingfester bagud. For tredje år i træk.
Spilleplanen må ikke offentliggøres. For Festivalen er ikke glad for konkurrende evets. Og det er vel forståeligt, når man ser på festivalens tynde klubprogram.
Men vi skulle være dårlige bloggere, hvis vi ikke har fundet lidt navne til jer. En blanding af upcoming og etablerede profiler. De gamle drenge fra Filur, super P3-aktuelle Le Gammeltoft, undergrundshipsterne i Fagget Fairys. Wonderkid’et Mark Sheridan. Og så en af dem, vi ikke kender så godt her i København: Det århusianske festfænomen DJ Zanjani.
I år er Promilleservice blevet stækket efter klager. Helt fra Roskilde by. Så der spilles lidt lavere og kun til klokken fire. Men mon ikke festen blive mindst lige så god?
For føje år siden lykkedes det endnu en gang nordmændene at definere lysen af fremtidens nordiske elektronica. Selvom det – gud ske tak – ikke er blevet mainstream, så har en ny generation af ekstrem talentfulde musikere haft enorm indflydelse på en dedikeret scene.
Lyden er smuk, nordisk og melodiøst, som et discotek i en træhytte i Bergen en lys midsommeraften. Det er sært drømmende disco, der i lige så høj grad står i gæld til krautrock, progrock og balleric.Og så de lange numre med episke opbygninger og hypnotiske grooves stærkt dansabele.
Et eller andet sted i Californien sidder en dreadlockbefængt yogaintrutør og synger blues. Han synger over et elektronisk lo-fi-beat og beskidte samples. Hans distortede vokal lyder som en gravko der kører hen af en grusvej med grabben nede. Beatet veksler mellem trip-hop over boogie til 80′er punk. Selvom det det hele tiden er ved at falde fra hinanden, så hænger det ikke blot sammen – det er unikt.
Navnet er Gonjasufi, et af de seneste og fineste navne der blev tilføjet roskildeprogrammet. Produceret af tidens mest hypede producere Flying Lotus og den maniske Gaslamp Killer skaber Gonjasufi et besværende psykedelisk univers, som han suger lytteren ind i. Nogen kalder det allerede årets bedste plade. Jeg tror det bliver en god koncert, en koncert for de indvigede.
Die Antwoord, søndag 13.45, Cosmopol
In case you haven’t heard: Hårdkogt white trash fra usle sydafrikanske forstæder. Bootybeats, sære kropsformer og en kvindelig forsanger, der minder lidt for meget om jailbait.
Die Antwoord kan ikke forklares. Må opleves. Tjek videoerne herunder. Årets wildcard. (Også selvom om tidspunktet er helt forkert.)
Prince, søndag kl. 22, Orange
Jeg troede simpelthen ikke på det, da jeg læste, at Prince ville komme til Roskilde. Jeg tror stadig ikke rigtig på at han kommer. Sådan virkelig rigtigt. Også selvom 12 millioner kroner burde kunne få de fleste til at overholde deres koncertplaner. Så hvis – hvis - funkdværgen rent faktisk står der på Orange næste søndag aften, kan det blive en af de bedste Roskildekoncerter, nogensinde. Så skulle forventningerne være afstemt.
Prince og jeg går langt tilbage. Den første plade jeg ejede var Purple Rain. Parallelimporteret af min far direkte fra Prag, dengang en del af Østblokken. Jeg hørte den ikke meget på det tidspunkt, men den blev alligevel et (af mange) soundtrack på min vej spæde ungdom. Særligt når jeg besøgte min søster kom fabelagtigt smukke “I Would Die 4 You” tit på pladespilleren. Så jo – Prince og jeg skabte tidligt minder sammen.
Og selvfølgelig hørte vi alle “Kiss”. Og spillede den i folkeskolen på den mest uhjælpelige facon. Så der var mange grunde til at blive træt at Prince. Men med alderen opdagede jeg andre numre, som fik mig til at indse, hvor fabelagtig Prince er. Den hårdtpumpede discoburner “Controversy“, den cremelækre “I Wanna Be Your Lover” og den næsten post-punkede “All the Critics Love U in New York” (remixet på bedste vis af Moodymann)
Men mit yndlings Princenummer er samtidig det, der bedst kan give os en ide til hvad vi kan forvente os på Roskilde. Det er så godt, at jeg forærede min deejaymakker en bootlegkopi for blot at stjæle den tilbage igen og skamspille den for enhver crowd who knows. En 11 minutter lang groover, langsom og intens. Sæt computeren til anlægget og skru op.
Jeg er blevet væsentligt mere åbensynet og tilgivende siden jeg sidst nedsablede Roskildeprogrammet og dets manglende hensynstagen til visse genrer. Nu er det lige før at jeg er forventningsfuld, og det kan jeg især takke følgende navne for:
Jeg er en sucker for forsanger Matt Berningers distinkte bariton og for stort set samtlige af de dybt ørehængende sange på det Brooklyn-baserede bands sidste tre plader Alligator, Boxer og High Violet. Blandt andet på grund af den tidsløse melankoli der gennemstrømmer de rockede ballader, er The National et rørende oplagt festivalband.
Jeg møder op til Pavements koncert af samme grund som til The National, for de to amerikanske bands vækker samme slags behag og sindsstemning i mig. Man skulle også tro at spilleplanstilrettelæggerne har forudset et højt lytteroverlap imellem de to bands, for fans af Pavement behøver faktisk slet ikke at flytte sig efter endt koncert med The National; de spiller nemlig begge på Arena, lige efter hinanden. Så bliver det ikke mere praktisk.
Festivalsferomoner, varmt vejr og øl gør kåd, og hvad kan opfylde de kvindelige kønshormoner bedre end en kvintet af kønne drenge der lyder som et kryds imellem Fleet Foxes, Bon Iver og Grizzly Bears. Ophidsende popmelodier, musikalsk multitasking og et energisk nærvær gør dem til et af de bands hvis udfoldelse jeg glæder mig enormt meget til at (nid)stirre. Og selvfølgelig også høre.
Det virker dumt overhovedet at skulle begrunde min begejstring over at skulle se Danmarks nationalpoet skjalde sine satiriske sangtekster ud over festivalens næststørste scene.
Fælleskabsfølelsen på tværs af festivalsgenerationerne vil utvivlsomt gennemsyrer enhver koncertdeltager når der skråles med på gamle yndede klassikere. Ja så “hva’ sku’ vi ha’ gjort på denne fredag uden haaaaaaaaaaaaaaaaaaaam!”
Mads og Lone videreføre en dybsindig dansk sangskrivningsarv som vi alle, inklusiv Carsten Valentin, kan glæde os over. Mødet mellem musikeren og poeten udmundes i en eksperimenterende inderlighed som jeg forestiller mig også når langt ud over scenekanten.
Så er Roskilde lige oppe over. Den næste uges tid kommer Natkulturredaktionen med deres bud på de ting du bør opleve på festivalen.
Der har som altid været en masse snak og palaver omkring kvaliteten af årets program. Personligt synes jeg, at programmet er ret fantastisk og kommer til at have afsindigt travlt. Største anke er, at den elektroniske og danseorienterede musik, som vi normalt beskæftiger os med her på bloggen, er blevet voldsomt nedprioriteret og de bookninger der er, med få undtagelser, virker underligt ugennemtænkte. Derfor rykker vi også lidt udenfor konceptet og anbefaler indenfor alle genrer og alle tidspunkter på festivalen.
Her er de første fem bud på fantastiske oplevelser på festivalen:
En slags åndelige arvtagere til My Bloody Valentine med samme fokus på kontrasten og sammenfaldet mellem det støjende og det skønne, men med mindre hang til struktur og en fascination af dansemusik og elektroniske virkemidler. Der er lidt en følelse af at være under angreb når man hører deres musik og kan de få det til at fungere live, så bliver det en kæmpe oplevelse.
Jeg har svært ved at anbefale et dj arrangement søndag eftermiddag, når nu der er så mange andre fede ting på festivalen, men måske kan det være med til at kick-starte den sidste rest af energi. Og så har jeg bare dyrket Ikonika ret meget og har længe gerne ville se og høre, hvordan hun formidler sin særegne form for dubstep som dj. På Roskilde spiller hun sammen med Cooly G., som med sit nummer ‘Love Dub’ var med til at give genren UK funky et af dens første store hits. Havde det dog bare været fredag nat.
Noget af det mest herligt skramlede og smadrede rock længe hørt. Sangene er generelt lange rablende fortællinger om at føle sig forfulgt og pisset på, underbygget af skæve guitarbaserede sangforløb, som ikke er bange for at lade country og sækkepibe blande sig i menageriet.
Khal Allans skammeligt oversete plade ‘Tuder og Høvding’ er klart en af de sidste mange års bedste danske hip-hop udgivelse. Et fantastisk mix af skramlede beats og samples blandes ind i et sprogligt opfindsomt og legesygt univers med lige dele blær og usikkerhed. Året efter kom den ligeledes fremragende plade ‘Melodier man mindes’, som viste, at hip-hop og electronica sagtens kan sammen. Sammen med Kasper Spez er Khal Allan bedste bud på hip-hop i årets program.
Jeg er fuldstændig bidt af Wild Beasts seneste plade ‘Two Dancers’. Der er et eller andet over den lækkert detaljerede musikalske bund, som trækker på pop, funk, cabaret og lader forsanger Hayden Thorpes uforlignelige vokal smyge sig omkring den. Det lyder lidt henad Antony and the Johnsons eller gammelt The Associates, men fremfor at hænge sig i sammenligninger, vil jeg anbefale at få tjekket dem ud med det samme.
Så kom den dag alle de festivaltro musikmennesker har ventet på. Programmet er officielt og man kan så småt begynde at vurdere om Roskilde endnu engang bliver i stand til få primaldyret og de 1675 kroner ud af én. Godt nok er min opgave at kommentere programmet ud fra en klubentusiasts perspektiv, men da min verden består af andet en bouncy bas, er jeg nødt til først at ytre min uforbeholdne mening om den samlede bandliste: Zzzzzzzz…. Og også lidt zzznøft.
Selv herfra hvor jeg sidder, i landets måske mest optimistiske solplet, har den endelige offentliggørelse formået at fylde mig med en smule skuffelse. Gorillaz er fine. Jack Johnson er hyggelig. Them Crooked Vultures siger sig selv. Muse, Nephew, Efterklang og Robyn har været der inden for de sidste to år. Erlends tilstedeværelse tages nærmest for givet. Faktisk er de eneste store akustiske navne der får mig til at trippe tilnærmelsesvist af spænding The National, Pavement, Patti Smith og søde C.V. Jørgensen. Det er ikke fordi jeg som sådan har noget i mod de enkelte bands, men samlet set er det færdige program langt fra noget der får længslen efter højsommer og kaotisk koncertnavigering frem.
Og nu kommer vi til det mest ærgerlige og vedrørende i forhold til bloggen her. Hvor fanden er natkulturen? Soundtracket til de formålsløst fulde festivalnætter? Hvad skal forkæle mine ørengange når de er trætte og ømme af gennemtrængende guitarriffs og nådesløse trommer? I blandt de 113 annoncerede, er der kun 6 mere eller mindre rendyrket elektroniske navne, og det undrer. Festivalens primære promoters har før forklaret at de er nødt til at nedprioritere den elektroniske musik for at kunne vedligeholde og eksplicitere deres profil som rockfestival. Fair nok, men en negligering bør da ikke være nødvendig?
Men for at det ikke hele ikke skal gå op i brok og briller, vil jeg forsøge at fokusere på potentielle højdepunkter. Jeg glæder mig for eksempel enormt til at opleve Københavns unge minimal-mand Eim Ick uden for Dunkels rammer (hvor han sjovt nok spiller i morgen) og regner muligvis også med at tage et smut forbi og se hvordan de århusianske wünderkids Electrojuice har tænkt sig at optræde med deres udadvendte og energiske kompositioner. Den argentinske vokaltechnoekvilibrist Mathias Aguayo er endnu et interessant elektronisk bud, og mon ikke også legendariske The Prodigy og den berygtede radiodj Tim Sweeney kommer til til at skabe fest.
Og derudover….ja…så må vi jo bare se at få stablet vores egen elektroniske Roskildefester på benene.
