Jeg tror Strøm er min favorit af de københavnske sommerfestivaler. Til juni vil jeg sikkert påstå, at det er Distortion, men lige nu er det Strøm.
Der er noget meget sympatisk over festivalens insisteren på at elektronisk musik er andet end fest og at også de mere up-tempo variationer rummer noget, der gør, at denne musikalske afart skal respekteres på linje med rock, jazz, klassisk og de andre etablerede genrer. Det er en opfattelse jeg er absolut enig i og synes er vigtig at fremhæve, da elektronisk musik, og især de ‘festlige’ afarter, har en tendens til at bliver omtalt stedmoderligt og overbærende i mange medier – som et larmende barn, man ikke mener siger noget relevant, men blot støjer. De seneste måneders debat omkring Politiken, Erik og Pernille Jensen fra samme avis, Roskilde Festivalen og Ralf Christensen har båret præg af det skisma. Pernille Jensen kunne ikke lide Deadmau5, men kunne i sin anmeldelse heller ikke anerkende værdien af, hvad hans koncert/dj-set gjorde for folk – den fest han skabte og de havde. Efter en afsindig mængde kommentarer til artiklen var Erik jensen så ude og forsvare den unge anmelder og sige, at anmelderens job ikke er at anmelde en fest, men udelukkende musikken.
I så fald skal man måske så holde sig fra at anmelde visse typer musikalske arrangementer. Deadmau5 siger mig ikke noget og derfor var jeg heller ikke til koncerten. Det lyder dog til, at han formåede at skabe en kæmpe fest og det har jeg sindsygt meget respekt for. En stor del af moderne, og især elektronisk musik, handler lige så meget om det der sker i og blandt publikum, som på scenen. En dj kan spille det mest monotone techno uden synderlige variationer, men hvis han gør det godt, så kan det have en fantastisk effekt på dem der lytter og, specielt, oplever det. Den klassiske anmeldelses fejl i mødet med elektronisk musik er muligvis, at den ikke formår at beskæftige sig med oplevelsen, men fokuserer på hændelsen – det der bliver spillet (jeg er ude på dybt vand her, så sig gerne til, hvis I skulle være uenige).
For mig dyrker Strøm både oplevelsen og hændelsen. Festivalen handler lige så meget om, hvad der kom ud fra scenen, som rammerne og oplevelsen af det. Åbningskoncerten havde ikke været nær så interessant, hvis ikke det havde foregået foran Musikvidenskabs gamle hus med den fantastiske visuelle baggrund. Mad Professor var næppe sluppet nådigt fra sin optræden torsdag aften ved Skatehallen, hvis ikke det var for de rare rammer og den skønne stemning. Jeg har svært ved at bedømme den musikalske værdi af det nye kuld Nørrebro rappere, men oplever man dem på en scene i fuld effekt, som Klumben og Topgunn var det samme torsdag ved Skatehallen, så er de noget af det mest spændende på den danske musikscene pt.
Weekend arrangementerne i Enghaveparken tilbyder på samme måde en ramme for den elektroniske musik, som i stedet for at fokusere på festen, som Distortion, fokuserer på musikken og den fælles oplevelse af den. Det er ikke fordi, at folk ikke fester eller ikke kan feste – det er bare ikke nødvendigvis det de er kommet for. Min vurdering var da i hvert fald fredag, at folk var der for at høre musikken fremfor at drikke sig ned og ryste røv og glowsticks. Folk bevægede sig rundt til de forskellige scener når et nyt navn gik på og var for det meste også ret fokuserede på musikken, selvom om fremskreden aften og alkoholindtag selvfølgelig også svækkede koncentrationen. Ikke alt musikken var lige god, men alligevel formåede de fleste af de optrædende at give en ide om, hvilke oplevelser den elektroniske musik kan give og hvorfor også festmusikken har sin berettigelse ved siden af alt den ‘seriøse musik’. Og hvorfor Strøm er en virkelig vigtig begivenhed i det københavnske kulturliv.
Jeg troede egentligt, at der kun var en ting at glæde sig til lørdag i Enghaveparken, men lidt research gjorde mig klogere. Bare noget lort, at jeg ikke kan være der.
Anbefalinger skal I dog få.
kl. 18-19, Ghostpoet, Asfaltscenen
Hvis man forestiller sig en singer-songwriter, hip-hop udgave af Jamie Woon, hvor soulstemmen er erstattet af en træt Roots Manuva, så har man faktisk en meget god ide om, hvordan Ghostpoet lyder. Der bliver trukket på solidt på den urbane britiske musiktradition og det hele koges sammen til en dejligt udbombet lyd med fin lyrisk ledsagelse. En dejligt chillet måde at starte dagen på.
kl. 19-20, Fulgeance, Græsscenen
Også et nyt navn for mig, men Fulgeance kommer klart til at blive en fyr jeg vil følge op på i fremtiden. Som alle de seje navne på Christianshavns Beboerhus i løbet af ugen, så har han udgivelser på All City bag sig og arbejder også med en beatorienteret tilgang til produktionsgerningen. Hans stil er mere pågående og danseorienteret end fx Onra, men der er også smurt godt på med synths og samples hos denne franskmand.
kl. 20-21, Space Dimension Controller, Asfaltscenen
Den person jeg nok havde set mest frem til at høre på Strøm i år. Space Dimension Controllers blanding af house, disco, funk og boogie er i en klasse for sig og formår på fremragende vis at forene det tilbagelænede med det energiske og det løse med det stramt komponerede. Han leverede et glimrende sæt på Dunkel for ikke så mange måneder siden, hvor der også røg en god del electro med i mixet. Hans kosmiske house nok skal gøre sig ekstremt smukt i Enghaveparken
Efterfesten:
Ingen tvivl denne dag – Aphex Twin i Tap 1. Det er simpelthen så vild en booking og så vildt et arrangement.
Igen i år præsenterer Strøm et helt igennem imponerende line-up af kunstnere til gratisfesterne i Enghaveparken. Her er et par af de vilde ting du bør se fredag:
kl. 19-20 – Lone, Græsscenen
Lone imponerede sidste år med debutalbummet Emerald Fantasy Tracks, som bød på en overlegen gang legesyg house med referencer tilbage til genrens begyndelse og tidlig rave. I år fulgte han så op med den lige så fremragende ep Echolocations. Der er tale om utrolig musikalsk dansemusik, som vælter sig rundt i melodiske indfald og skønne detaljer, som gør musikken lige så egnet til høretelefoner som til klub.
kl. 22-23, Girl Unit ft. Crazy D., Asfaltscenen
På genre legepladsen finder man også Girl Unit, som med rave inspiration og udgangspunkt i post-dubstep og funky passer perfekt til pladeselskabet Night Slugs musikalske linje. De bragede igennem sidste år med nummeret Wut og med sig til Enghaveparken har de den garvede dubstep MC Crazy D., der nok skal sparke gang i parken når mørket falder på.
kl. 23-24, Egyptrixx, Asfaltscenen
Egyptrixx kommer også fra Night Slugs stalden, men dyrker en lidt mere straight-house lyd, som dog blandes godt op med dubstep inspirerede produktioner og rigeligt med synth. Det fungerer rigtig godt og selvom Girl Unit måske havde været et mere oplagt lukke act, så skal Egyptrixx nok også kunne fortsætte festen.
Efterfesten
Her bliver det ekstremt svært at vælge. På Vega har Le Social booket Actress og 2562, mens Hest/Pony og Ottoman har booket Rockwell og Untold på Dunkel. Alle fire navne som har været med til at præge lyden af basmusik og sprænge rammerne for dubstep og d’n'b. Actress og 2562 ligger begge i den techno orienterede ende af genrespektret, men har hver især så særegen tilgang til musikken, at de er svære at smide i samme skuffe. Begge udgav virkelig gode plader sidste år og 2562 er en rigtig god dj.
Det er Untold også. Jeg har set ham spille helt fantastisk før og han springer gerne rundt i alskens basmusikalske genrer. Rockwell er ud af den nye skole af drum’n'bass producere, hvor elementerne defineres klart i forhold til hinanden og og der gives luft i produktionen. I modsætning til dBridge og Instramental, så er der dog sjældent så meget leg med tempoet. Som det kan høres nedenfor, hvor han arbejder sammen med netop Untold, så er der masser old-school gang i den:
Er man typen der har svært ved at vælge, så er Untold og Rockwell garanteret senere bag pulten på Dunkel end kollegerne på Vega og længere er der jo heller ikke fra Enghavevej til Rådhuspladsen…
Det er virkeligt et imponerende line-up af kunstnere Sound Escape præsenterer i samarbejde med pladeselskabet All City fra Dublin. Selskabet har over en stribe ep’er præsenteret en række af disse års fineste beat-magere og nu kan de så opleves på Christianshavns Beboerhus, sammen med nogen af DK’s egne stoltheder.
Onsdag aften handler det om Ras G. og Mike Slott. Førstnævnte har udover udgivelser på All City også en fortid på Flying Lotus’ Brain Feeder selskab og skal man sammenligne, så er FlyLo da også en oplagt reference. Ras G. eksperimenterer også med hip-hoppens formsprog og sprænger det til uigenkendelighed i skitse-agtige kompositioner, der støjer og skramler. Mike Slott dyrker også beatet, men med en mere melodisk tilgang, der også gør, at hans numre kommer nærmere det dansable, selvom de stadig har en meget udforskende karakter.
Lidt i samme boldgade er Onra, som spiller onsdag, men er i den noget mere neonfarvede ende. Hans musik trækker på referencer til disco og boogie og han er ikke bange for at smide lidt lækker vokal ind. Det bliver måske lidt for meget for nogen, men jeg er ret så solgt til det. Han spiller med en fyr der kalder sig Buddy Sativa og hvis du er nysgerrig, så kan du tjekke et live-set lavet til radio ud her.
Torsdagens anden hovedperson er Om Unit. Ikke et navn jeg har dyrket tidligere, men han virker til at ligge godt i forlængelse af Onra, men med en sprælsk og hårdere, mere electro inspireret lyd.
Det er virkeligt guf fra grænselandet mellem det eksperimenterende og tilgængelige Strøm har gravet frem her, så selvom det er urimeligt, at man skal op og arbejde dagen efter, så er det bare med at komme afsted.
Strøm fik lagt godt fra land, da festivalen i går i smukke omgivelser i indre by blev sparket i gang af Bjørn Svin, komponisterne Jacob Eriksen og Svend Hvidtfelt Nielsen samt 20+ musikstuderende fra Musikvidenskab, hvor åbningen fandt sted.
Bjørn Svin var som altid en fornøjelse at se på med hans rastløse gestik bag pulten, som forsøgte han at opildne publikum til et godt gammeldags raves. Selvom hans lydbillede læner sig stærkt op ad det ambiente, så er det stadig interessant at høre, hvor meget han trækker på netop den gamle rave og techno musiks lyde og former. De to modsat rettede stile gør, at der altid er noget interessant på spil i musikken. Bliver sindsygt interessant at høre, hvad han disker op med til Aphex Twin ravet på lørdag.
De to herrer Jacob og Svend havde komponeret et fint værk, som befandt sig godt mellem elektronisk og moderne kompositionsmusik. Det var imponerende at se musikerne i hver deres vindue og der er ikke andet at gøre end at bøje sig i støvet for Jakob Kvist Hansens lysdesign på den smukke bygning. Det var sgu sejt.
Kulturborgmester Pia Allerslevs tale var der ikke meget sejt ved, men til gengæld var det ganske morsomt at høre hende tærske gennem samtlige sproglige klicheer der involverede ordet strøm i et forsøg på at skjule, at hun sandsynligvis ikke aner noget som helst om, hvad der skal foregå. Vi kan selvfølgelig kun anbefale, at hun bliver klogere på det hele ved at læse anbefalingerne her på bloggen.
I dag starter Strøm festival 2011. Her kommer et par anbefalinger til de næste par dage. Er man heldig stadig at have sommerferie i løbet ugen, er der rigtig mange spændende og gratis arrangementer og koncerter at mæske sig i inden weekendens store navne går på. Og hvis hverdagen allerede er kommet alt for tæt på, er det nu, man skal fylde den op med en hel del good stuff efter arbejde og studier. Programmet for Strøm ser rigtig lovende ud, og i år er der bl.a. hentet en masse dj-venner hjem fra både England og USA. Jeg har taget et kig på dagene op til weekenden, og fundet et par guldklumper frem, der kan forsøde din hverdag. Husk at tjekke bloggen ud, når vi senere på ugen også skriver om weekendens Strømfester.
Tirsdag: Sounds from around – Nørrebroparken, kl. 18-22
Tirsdag kan man eksempelvis hænge ud i Nørrebroparken, når Dj Rupture, Morgan Craft, Muttamasik og Bjørn Svin fylder parken med all around sounds. Dj Rupture befinder sig mellem mange genrer og er ekspert i mashups, fra breakbeats, hip hop, afro til elektro-folk – det skal nok blive interessant at se multigenre-manden live.
Morgan Craft er guitarist og musikproducer. Han eksperimenterer med forskellige avantgardistiske projekter og tager musikken seriøst: “As a musician, there is a great responsibility to create sounds that carry vibrations which can help humanity. None of the old forms or styles will work for what the world needs now; there is no going back to the good old days. It is the job of the re-defined musician to find a new approach that is inspired and will allow music to reveal even more of its higher potentials.”
Han er en mand med mange budskaber og det er ikke bare for sjov når du kan høre ham sammen med Muttamasik i Nørrebroparken! Herudover leverer vores egen danske Bjørn Svin eftersigende en Arabic session!
Tirsdag: TransMetroExpress, Vestamager Station, kl. 19-21
Samme dag er der metro-tog fest for dem der elsker at være tæt på andre. Vil du føle dig rigtig urban eller du bare gerne have et lettere klaustrofobisk anfald, er der mulighed for at feste igennem i metrotoget, sammen med Djs som: Beaste Respond, Spelling Bee og Kenton Slash Demon.
Onsdag: Ralf Christensen – Det elektroniske stamtræ, Hovedbiblioteket, Kl. 17-18.30
Trænger man til lidt fagligt input i løbet af festugen, er der både workshops om hvordan man eksempelvis sampler og producerer musik, eller foredrag med diverse musikelskere. Man kan blandt andet tage forbi Københavns Hovedbibliotek onsdag eftermiddag og lytte til én af Danmarks musik-journalist guruer Ralf Christensen, når han fortæller om den elektroniske musiks historiske udvikling. Mens nogen nok vil synes det er en noget langhåret anbefaling, må det alligevel nævnes da det er og bliver godter for enhver musik-nørd.
Torsdag: From Waste to Strøm – Amager Forbrænding og Copenhagen Cablepark, kl.19-03.00
København har en svaghed for at holde fester, i de dele af byen hvor der lugter dårligst. Hvis ikke det er i den kødlugtende del af Vesterbro, skal det være der hvor byens ildelugtende skrald samles, på Amager Forbrænding. Igen i år kan man opleve en total koncert og visuel-kunst oplevelse med arrangementet TRASHformation. Det foregår på den store genbrugsstation, hvo man kan tage en gratis bus videre til efterfesten ved Copenhagen Cablepark. Line-up er: 180° Virvar, Mosekonen brygger DJ er du dum eller hvad og Lyhne/Foss.
Det er altid sjovt at bevæge sig ud og feste i de områder af byen man sjældent kommer, her er muligheden.
En hurtig men absolut essentiel anbefaling til årets Strøm: Instra:mental på Dunkel. Vi har allerede skrevet en hel del om de moderne drum n bass fornyere her på bloggen og nu spiller de så endelig i København. Interesserer man sig bare en anelse for elektronisk musik, så bør man ikke gå glip af det her.
Det er Ottoman der sammen med Strøm og Dunkel har booket og jeg glæder mig allerede til at se, hvilke spændende ting Ottoman har på plakaten næste gang. Udover det britiske hovednavn, så spiller også Opiate, Beastie Respond, Jean Doe og Albert.
Som opvarmning kan jeg helhjertet i stemme mig Rikke Frisks anbefaling, i interviewet andet steds her på bloggen, om at komme til Bas under Buen. Bispeengbuen kunne ikke være en mere perfekt setting til det sindsyge line-up af basmusik OHOI! har trommet sammen og der er potentiale for en helt fantastisk eftermiddag og aften.
Det var den dag, det øsede så meget ned at regnens store pytter tiltrak turister dagene efter. Og så var det hele vejen ude på Amager. Det øde koncerthus omringet af tykke tunge, regnstråler. Nærmest monsoon. Men dovne undskyldninger for at blive hjemme holdt ikke, når nu Strømarrangørerne havde været så søde at booke navne som LCD Soundsystem og Wolfgang Flür på en smuk og iøjefaldende location.
Lige i hælene på Distortion, Trailerpark, Stella Polaris og RAW kommer Strøm. Med endnu et ’sommer i København/elektronisk musik/musik-i-en-park-koncept’ kan det være svært at skille tingene ad. Med en Natkultur-skibents trang til at præcisere, kategorisere og ikke mindst diagnosticere musikkens og byens tilbøjeligheder, presser spørgsmål sig på som, – hvad er Strøm, hvordan skiller Strøm sig ud og hvorfor er Strøm?
Svarene søgte jeg hos Strøms projektleder Rikke Frisk i går over en kop kaffe i en yndig gårdhave i KBH K. Og den solbeskinnede setting viste sig at vare en god ramme for samtalens indhold.
Ligegyldigt, hvad der ellers måtte være af glitrede modefester, hipster sammenkomster og god musik denne weekend, så blegner det hele for mig ved siden af den kongebookning Strøm og Endless præsenterer fredag på Dunkel, hvor britiske Actress kan blive weekendens suverænt mest interessante musikalske oplevelse. Der er sgu noget lidt sejt over at hive en af tidens mest spændende personer på den elektroniske scene ind og spille til ens forfest.
Actress seneste plade Splazsh er en af årets helt store musikalske oplevelser med dens dunkle og dragende numre fra et udefinerbart grænseland mellem techno og dubstep. Der er ret stor variation over Actress’ produktioner, hvor nogle bevidst refererer r’n'b, mens andre er lange indelukkede forløb. Det hele hænger alligevel fantastisk godt sammen og bliver bedre og bedre for hver gennemlytning. Interesserer man sig for elektronisk musik er det bare med at få fat i pladen og så selvfølgelig møde op på Dunkel til hans dj-set.
Udover Actress spiller også Sly Nein, Psimono, Tennis og Emiru, så Danmark er også virkeligt flot repræsenteret.