“LIVE FRA GRAVEN m. Ill Street Blues, 4Pro, Kammertonen & Koldfront( Pede B, Marco & StikOp ) + hemmelige gæster
På den sidste torsdag i året ville der være dansk Hip hop når det Københavnske hjemmehørende pladeselskab= GRAVEN RECORDS holder Live fra Graven/club : Med dette Lineup Ill Street Blues, 4Pro, Kammertonen & Koldfront ( Pede B, Marco & StikOp ) + hemmelige gæster!
Nu er jeg ikke selv den store Hip hop lytter må jeg krybe til korset og sige: Men må lige anbefalede at man tager ind og høre Ill Street Blues
da det er nogle enormt dygtigt produktive kreative gutter der er med i den gruppe: Stefan Sørensen= Dj STICKY STEPH og filmaker! Skuespiller/beatpoet/spokword/rapper Caspar Juel Berg og Rapper Mista Mat Matthias Rasmussen:
De Folk kan man kun kan beundre for alt de gode positiv energier og vilde ting de formår at lave og få førte ud i livet!
Gruppens album Ill Street Blues tager udgangspunkt i københavnske bydel Nørrebro og livet et meget dystert og til tider mørkt indimellem Univers men med plads med smil i kæft og til finder den indre drengerøv frem. Musikken blander spoken word/sang og rap!
Og via wordcuts og scratches sker der store udvikling i de enkelte numrer og musik spænder i flere tilfælde hen mod elektroniske musik.
Så tag på kødboderne hvis man har fri mellem før det nytår og få rystet julefedtet af sidebenene
Fredag på Trailer park festival. Min første dag på festivalen, hvor der er tre scener med masser af interessant ny musik fra både ind- og udland og totalt meget kunst over det hele. Jeg forsøger at danne mig et overblik.
Trailerpark Festival er den mest gennemarbejdede og designede festival, jeg kender. Æstetikken er gennemført: alt er installationer. Rummene på Skateparken bliver brugt optimalt. Der er små finurlige detaljer alle steder: i baren, på musikscenen i de mange campingvogne og i mad- og tøjboderne. Det er imponerende og gennemarbejdet og jeg må tage hatten af for Art-rebellerne, der atter har designet et gesamtkunstværk af musik, kunst, design og fest. Det fortæller os at den musikalske oplevelse ikke bare kommer til os igennem musikken, men at den bliver skabt i samspil med rummet, farverne, lyset og menneskeflokken.
Alligevel sider der en følelse af forbehold tilbage i mig, når jeg vader rundt i totalinstallationen. Trailerpark er så gennem-kurateret at alle detaljer indgår som perfekte komponenter i den overordende Artrebels/vesterbro-æstetik, som vi kender så godt. Rummet kommer til at føles som et for ensartet og homogent sted, hvor pladsen til noget anerledes og den enkeltes festivaloplevelse begrænses. Det bliver til tider en anelse klaustrofobisk at gå rundt i Skateparken. Jeg fik lyst til at komme ud i byen i København, men det er jo fjollet. For jeg var jo taget på Trailerpark Festival netop for at komme lidt fra det byliv, som jeg kender i København.
Langsom stigning
Stemningskurven var som dagen forinden. Der går langsomt for Trailerpark at få liv i masserne. Det er måske en af ulemperne ved at afholde festival inde i en by. Københavnerne kommer til festivalen i deres sædvanlige party-rutine, hvor de snakker høfligt og hænger ud med lidt forbehold indtil alle er dødstive, ekstatiske og løsslupne kl. 24.000. Og så starter festen fanme.
For ligesom om torsdagen oplevede jeg at nogle koncerter var dårligt timede og at publikummet var for småt og for uengageret til at hjælpe kunstnere ud over stepperne. Emika fra UK var fin. Hun sang smukt og lavede nogle lækre elektroniske loops. Men det rykkede ikke rigtig og hun så aldrig ud til at føle sig ordentligt tilpas.
Om det var hendes eller publikums skyld ved jeg ikke, men det med dårlig timing fortsatte både for den danske digital cumbia gruppe, Copia Doble Systema, som mest holdt fest for dem selv, mens de stille og roligt blev betragtet af publikum og for engelske DJ Hyetal. Det gjorde næsten helt ondt på mig at publikum stod som til Grøn Koncert, parvis med øllen i den ene hånd og den anden i kærestens baglomme, mens Hyetal svøbte outdoor stage ind i virkelig fræk og velspillet synth-indsmurt og ret så original dubstep.
Det er sjovest om natten
Men man kan jo heller ikke skyde alle koncerter til midnat. Men måske kunne man have byttet lidt rundt på nogle navne. Det gik endelig amok og flere publikum kom til på main stage kl. 24.00 med det super overgearede elcectro-rock band, Reptile & Retard. Forsanger, Mads Damsgaard, væltede rundt i bar overkrop med energi som tigedyret fra Peter Plys og fik publikum til endelig at give sig hen og blive fjollede og glade. Også ovre på Outdoor stage var publikum ved at overgive sig til tyske Shed, der kørte rigtig god Berliner stil med langsomme, tålmodige og intense opbygninger i et lækkert techno-set.
Pling-kunst
Jeg tog en pause fra musikken og besluttede at hellige kunsten lidt opmærksomhed. Selvom Trailerpark Festival skilter med deres brede udbud af kunstnere, kan det være svært at finde ud af hvad der sker hvor. Også selv om man har den famøse app. Det var kun fordi jeg var så heldig at støde ind i kunstneren Vess/David Stjernholm at jeg fandt ud af at det skiftende tågede lys, der skinner igennem vinduerne i en af betonbygninger er kunstværket, Screen. Som jeg forstod det (jeg var ikke helt ædru) projicerer han meditationsfilm på de matte vinduer for at understrege farvers evner til at berolige og lindre. En historie, der klart gjorde vinduerne interessante og i det hele taget et rigtig fint værk. Nogle var nemmere at lægge mærke til, bl.a. Birds Walks sarte sort/hvide projektion af bl.a. en danse kvinde på den sorte campingvogn midt på pladsen. Også den fungerede godt for rummet og tilførte liv på pladsen.
Knap så heldigt var Katinka Fogh Vindelevs eksperiment med at blande klassisk musik og moderne dans sammen med en urban og elektronisk festival. Moderne danserne med ansigterne pakket ind i et slør af stof og med små højtalere i hænderne vred sig rundt blandt den klassiske sangerinde Katinka, der sang noge udefinerbart til lyden af elektronisk støj. Det kunne have været helt vildt interessant – især hvis dansernes højtalere havde en effekt og påvirkede lydbilledet på en tanktevækkende måde. Men det mundende ud i ubegribelig og akavet pling kunst.
Tilbage på musikscenerne viste Hess is More som et super professionelt band med enormt seje visuals på Main stage. Og de formåede også at vække godt liv i pøblen. Det gik dog ikke lige så vildt for så som til Emil Lange & Eloq set på Rebel stage, hvor der remixet Medina , som jo er guilture pleasure guf for alle de selvbevidste Københavnere. Det var dog her jeg gav op og vendte snude hjem.
Der kom godt liv i fredagen på Trailerpark Festival 2011 og de mange gode navne skuffede ikke. Jeg håber at stemningskurven stiger højere og hurtige i aften, at der kommer flere mennesker, at timingen holder bedre og jeg måske formår at abstrahere lidt mere fra de gennem-stylede rammer.
Du farlige Vesterbro
Min Distortion-uge bliver af flere grunde angstpræget. Sidste år sad jeg temmelig isoleret på Ærø og fulgte med fra min facebookside, fuldkommen forundret over hvilke højder festivalen havde nået. Fra denne trygge outsiderafstand lignede det at hele Danmark kammede over af ukontrolleret kådhed, og at der stort set ikke var en eneste københavnsk kvadratmeter der lå uberørt hen.Men snart har mit øbrud og jeg årsdag, og i mellem tiden har jeg haft rig mulighed for at dyrke frygten for det farlige og ukendte. For hvordan påvirkes en semiuindviet når København står i festflammer? Med klaustrofobi? Eufori? Mis- eller filantropi? Jeg kan kun gisne om hvordan jeg kommer til at reagere når min ellers så hjemlige og fortrolige by forvandles til årets abegilde, og blot håbe at jeg evner en slagkraftig deltagelse. Så for at imødekomme min ængstelighed og høje forventninger til mig selv, bliver følgende anbefaling en art selvterapi. Indtil nu har jeg nemlig lindrede nerverne med ren negligering af at jeg i næste uge bliver nødt til at bevæge mig ud af mine vante rammer, og derfor er der ikke andet for end at kaste mig ud der hvor jeg allermindst kan bunde. Nemlig ud i det farlige Vesterbro.
So here goes. Jeg må starte et sted, og det skal være blødt og familiært. Derfor vil jeg trippe hen til brunch og dulmende jazz af TrioTreo på Oehlenschlægersgade 36, hvor mine ungdomskammeraters showroom VESS hører til. De holder festen i samarbejde med Riesen, og imens baconen gnaskes har de flersidige arrangører forberedt interaktionskunst, hvor man selv kan overveje om man gider deltage og føre penslen på det store lærred. Senere på aftenen har de inviteret DJs fra hele fem årtier, heriblandt Lou Van, Waqar, Muzzle Flash, Sven Francisco.
Herefter tror jeg at jeg henter min yndlings halvandenårig Ivan, og går over til det rare børneinitiativ Lucky Rocky Kiddo Day i Skydebanehaven. Lider hovedet af festivalsoverstadighed, kan jeg nemlig ikke forestille mig en mere hyggelig måde at fortsætte fredagen på, end at tage nevøen eller venindens unge under armen og nyde dagens første øl til børnevenlig rytmer af Enlig Mor, DJ Jytte og Half Biscuit, og måske et venligt slag bordfodbold. Det er designerduoen LUCKYBOYSUNDAY der sammen med LovelyDay PR & Event står for initiativet, der ud over at indebære spil, konkurrencer, mad og dans, også plejer næstekærligheden ved at give hele overskuddet til hjælpeorganisationen International Børnesolidaritet. SEJT.
Efter at have danset bledans og dyrket den formålstjenlige fællesskabsfølelse i børnehøjde, er det ved at være aften og voksentid, hvilket betyder en stillingtagen til den ambitiøse ende af fredagens musikspektrum. Og rent fysisk vil det sandsynligvis kræve en stor portion vilje og brysttag at få kæmpet mig hen til den brune Kødby hvor det hele går ned.
Som en god stemningsstarter, er Bakkens Barcelonabaseret konceptaften Nasty Mondays et oplagt bud, men også Christel Pixi og Maria Schlüter, der udgør dj-duoen PiffPaff, vil kunne tjene den perfekte opvarmningsfunktion, med en dejlig blanding r’n’b og hiphop. Men der hvor jeg i sidste ende, nok vil lægge størstedelen af min entusiasme er til Ritz-raven, med det særdeles lovende line-up. Tomas Barfod spiller under et for undertegnede ukendt alias kaldet The Circle, og i headlinerkategorien er Ritz gået all-in med hele to amerikanske bookinger, nemlig den feterede tekno- og acidhouseproducer Josh Wink og den talentfulde Levont Vincent.Og så var det vist den fredag. Der slet ikke føles så skræmmende længere.
Umiddelbart kan der forekomme langt fra 30+ års fødselsdagsfest med nostalgi metal, dåsebajer og fisk i køkkenet til indre bys pænere steder. Det skulle da også vise sig, at der på mange måder var langt bedre gang i køkkenet end andre steder i byen; men det er at foregribe begivenhederne.
Som yngste skribent her på bloggen og med et part-time dj-hverv, skulle man tro at jeg var dus med alle festlivets facetter. Men lige siden jeg som 15-årig illuderede at jeg drak ved i smug at hælde øllen ud i potteplanten, har jeg holdt en lettere kejtet distance til klubkulturen. Derfor var det en tiltrængt opgave at blive stillet i fredags – clubcrawling til ære for Natkulturs og ikke mindst min egen saglige smagsdommerlegimitet. I længden bliver det trods alt lidt letkøbt at understøtte sine nattelivsanbefalinger med sofagoogling og det vennerne fortæller mig.
Turen starter på Kødbyens nyeste hang-out; Bakken. Klokken er kun ni, men da vi træder indenfor er stemningen allerede langt over midnat. Musikken er en kende for kæk, og der er fyldt op med unge mennesker, der svælger sig i de rå men hippe lokaler. I baren er der gratis guldøl, hvilket giver os et svar på den meget tidligt intense stemning.
Jeg var nok ikke den eneste, der seriøst måtte tage mig sammen for at slæbe mig ud til TrailerParkens sidste aften, men arrangørerne havde (klogeligt?) valgt at placere nogen af de største navne søndag. Så vi kom alligevel, selvom hovedet dunkede og leveren gjorde ondt.
Efter de obligatoriske perlepladeudfoldelser, børnebesøg og kaffedrikning gik Quadron på sådan lidt efter planen og spillede et charmerende sæt for det primært siddende publikum, dog uden produceren Robin Hannibals tilstedeværelse på scenen.
Publikum besluttede i den tidligere aften, at der vel egentlig ikke var nogen grund til ikke at begynde at drikke igen, og stemningen løftede sig til først Sleep Party People, (lidt for meget indie trad. til undertegnede, men alle those who know var glade) og derefter Toro Y Moi, der ramte zeitgeisten rent med deres nostalgiskgulnede synthpop.
Pludselig var Skatehallen omdannet til Københavns fedeste spillested, ikke på grund af lyden eller rummet, men fordi det var svært ikke at føle, at man var med til noget særligt, lige der sammen med alle de andre om at opleve kunstnere der er så meget nu, så meget august 2010.
Og så var festen i gang igen og TrailerParken var fyldt, og der var udsolgt i madboden i lang tid, for det havde de alligevel ikke regnet med, og så spillede Caribou. Han havde det fedeste trommeslager med i front og vekslede selv mellem keys og guitar og trommer og det var hårdt og aggresivt festligt, når det var bedst og helt tydeligt hvorfor manden er blevet så populær. For min skyld måtte han gerne droppe sin vokal, though. For meget Erlend Øye tog fokus væk fra groovet.
Jeg fangede de sidste numrer, som Ung Flugt smed på, og selvom jeg ved at det strider mod god etik og hvad ved jeg, når nu Johanne skriver her på bloggen, så vil jeg gerne fremhæve de dygtige piger, for det lykkedes dem at give mig lyst til at danse natten væk igen til deres underspillede, dynamiske house. Og det min sølle tilstand taget i betragtning.
Men selvom Djuna og Trente (ja, det var de hemmelige dj’s) gik på lige efter, måtte jeg give op. Til tonerne af et rocknummer trillede jeg ud af parken, sikker på at TrailerParken nok skulle feste igennem til Vinnie Who og kun ville overgive sig til mandagen efter hård kamp.
Nu brugte vi meget tid på at beskrive stemningen i går, så det gør vi ikke i dag. Det lignede sig selv fra om fredagen. Vi har dog taget lidt flere billeder og hørt noget mere musik.
Vi har ondt i hovedet, så indlægget bliver kort.
Chimes and Bells: Dejlig stemning og storladen indie som vi godt kan li’ det. Hold øje med.
Fallulah: Typisk eksempel på hvad der sker, når et Bernadottebarn får for meget støtte i sin kreative udfoldelser, og ingen har the commen decency til at fortælle hende, at hun skal slappe the fuck af. Så krukket at vi ikke havde mulighed for at finde ud af om musikken var god og måtte udvandre.
Raz Ohara: Ace underspillet dubbet tekno med masser af livehalløj. Manden var også krukket, men charmerende. Love.
Tomboy & Fredski: Jeg må indrømme, at jeg har et blødt punkt for alle der smider et Carl Craig-nummer på, men selvom Tomboy & Fredski spillede for fuld smadder, er der noget utilfredstillende ved det konstante fokus på at peake crowden. Dansemusik handler om grooves god-damn-it, så lad numrene få plads og tale for sig selv. Vi dansede dog igennem.
2000 F: Som altid gang i den, men dubstep classic er sgu ved at blive lidt tired. Jungle revival = godt, fødder = trætte.
Vodkashots i baren: Meget gavmilde udskækninger, men noget ujævne. Det holder ikke at servere de største til sidst – det tog os næsten ud. Mærket godkendt, men ikke mere. 3 stjerner til dem og så skal jeg ikke drikke vodka et godt stykke tid.
Disclaimer: Undertegnede er ramt af svimmelhed, udmattethed og selvmedlidenhed. Ikke på grund af tømmermænd, desværre, men fordi en eller anden frygtelig virus har sat sig i min hals. Min indsats som festdeltager i fredagens aktiviteter var derfor lettere begrænset, hvilket kan afspejle sig i de nedenstående betragtninger.
TrailerPark er Københavns mest gennemførte musikfestival. Gennemført fordi arrangørerne for en gang skyld har taget det at skabe omgivelser til festen seriøst. En masse kampingvogne, kreativt skåret i smadder og samlet igen som dampskip, bjælkehytte eller mytisk tordenstridsvogn (?). Sand og palmer og masser af små kroge og steder man kan sidde og snakke. Stort og intimt på samme tid. Design over alt. Hummellogo. Og farvede trekanter.
“Farvede trekanter! Nu må de eddermanme finde på noget nyt. Efter fire år på designskolen har jeg fået nok af farvede trekanter.” Sådan omtrent udtalte en anonym gæst sig til deres udsendte fredag aften.
For at træde ind i TrailerParkområdet er som at træde ind i den kreative klasses våde drøm om selvbekræftende, kontemporær æstetik. Her er skideflot, rart at være, god musik og ingen intentioner om at rykke ved publikums verdensbillede. Det passer mig faktisk fint. TrailerPark er et sted, hvor man uden at blinke ville tage sin couchsurfer med hen, når han skulle se, hvad byen kan byde på, for det ville være sikkert, at han vil få et fantastisk billede af København. Folk vil feste, pigerne er smukke, bartenderne er skide søde og musikken er lige i øjet.
Her er plads til Rosa Luxs æteriske eksperimenter, som blev positivt modtaget af det søde publikum. Her belønnes storladen indie fra The Kissaway Trail med oprigtige klapsalver. Og tyske Kollektiv Turmstrasse var præcis så underspillede og mørke som man kunne have ønsket sig og publikum dansede på scenen og smed hænderne i vejret. Forhåbentligt gør de også det i aften.
Der er blæst om Vesterbro i øjeblikket. Den hemmelighedsfulde hipsterbasher fra Copenhipsterbloggen langer tredobbeltsarkastiske flade ud til højre og venstre og særligt til Kødbyens faverige ungdom, altimens hovedstadens selvbestaltede kulturelite blot griner af kritikken og med stadigt mere attitude flasher den nyeste tusch i Bakkens baghave.
Midt i denne mærkværdige kulturkamp uden klare frontlinjer kan man placere TrailerPark Festival. Arrangeret af de ambitiøse kunstradikaler i ArtRebels, der allerede er flyttet beyond Kødbyen ind i cyberspace. Med sin stramt iscenesatte kreativitet, rette placering, helt rigtige publikum og bookinger, ville det være i tidens ånd at pille festivalen fra hinanden som den lille dreng i Kejserens nye klæder og på den vis udstille egen overlegenhed.
Men er det, der kan fremstå som en selvtilstrækkelig fejring af det københavnske hipsterliv rent faktisk byens mest visionære festival? Leverer TrailerPark egentlig byens bedste og mest gennemtænkte musik- og kunstoplevelse til publikum, indhold til tre dages sublime øjeblikke i Skateparken?
For at kunne fælde endelig dom, vil vi her på bloggen dække TrailerPark Festival både før, under og efter. Følg med når vi i næste indlæg blandt andet haft en snak med én af festivalens bookere, Pernille Krog Mogensen.
Praktisk 30. 31. juli og 1. august i Copenhagen Skatepark, Vesterbro. Billetter: 300 kr. for alle tre dage.
